Jeg har vist aldrig før læst en hel bog af Inger Christensen (jo, måske Sommerfugledalen, egentlig), men efter Crossroads trængte jeg til at læse noget helt andet end en lang engelsksproget roman, og så faldt jeg over denne lille digtsamling som er født samme år som mig.

Dejlig bog! Jeg er ikke særlig god til eller glad for at læse digte, men det sker at jeg gør det alligevel, og det her er rimelig meget til at gå til for en amatør som mig. Det er en sjov blanding af at være nede på jorden og tilgængeligt for – ja, mig – men det er samtidig vildt gennemtænkt med et udgangspunkt i alfabetet og et mønster hvor digtenes længde stiger efter en Fibonacci-talrække – og vist nok er der også alt muligt andet matematik på spil igennem bogen.

Hende om det – jeg kan godt lide stemningerne i digtene. Som for eksempel dette uddrag:

juninatten findes, juninatten findes,
himlen omsider som løftet til himmelske
højder og samtidig sænket så ømt som når
drømme kan ses før de drømmes; et rum som
besvimet, som mættet med hvidhed, en timeløs

kimen af dug og insekter, og ingen i
denne flyvende sommer, ingen begriber at
efteråret findes, eftersmagen og eftertanken
findes, kun disse rastløse ultralydes
svimlende rækker findes og flagermusens
jadeøre vendt mod den tikkende dis;
aldrig var jordklodens hældning så dejlig,
aldrig de zinkhvide nætter så hvide,

Og så går nogle vendinger og ord igen gennem bogen på kryds og tværs på en meget dejlig måde – jeg ved der er et fint ord for den slags, men jeg har glemt hvad det er. Læs den!