Denne bog er udkommet her i 2007, men jeg læste den allerede for halvandet år siden. Jeg var tilknyttet et forlag hvor en af mine opgaver var at læse de indkomne manuskripter igennem. Her læste jeg nogle få helt elendige bøger, en del dårlige, mange middelmådige, en håndfuld interessante og én rigtig god. Og den gode – Søren Linds Høns i pluralis og på flugt – var faktisk den eneste jeg indstillede til udgivelse mens jeg var på forlaget. Nu er den altså blevet udgivet – og hurra for det!

Det bedste ved bogen er Søren Linds evne til at trække læseren rundt i manegen. Et eksempel er novellen “Gamle mænd” hvor scenen fra starten bliver sat: “To ældre herrer deler sofa i fjernsynsstuen på det plejehjem, hvor de hver især afsoner på ubestemt tid.” Herefter elaborerer Lind på billedet, men efter et par afsnit kommer dette: “I grunden er det måske fjollet, at det lige præcis er dér, de sidder.” Og lidt senere: “Okay. De to ældre herrer sidder muligvis på hver sin skammel i baghaven hjemme hos den enes søn.” Og sådan bliver scenen igen og igen skiftet ud, hele novellen igennem.

Det var – så vidt jeg husker – den første novelle i det oprindelige manuskript og fungerede for mig som en effektiv og virkelig vellykket besked om hvad det var for en slags bog: Søren Lind bruger aktivt læserens genreforventninger og klichékendskab – og tingene er sjældent som fortælleren forsøger at fremstille dem.

Det sidste gør sig især gældende i titelnovellen. Det lægger ud med at være bekendelser fra en højt agtet kunstner, men i løbet af hans fortælling skinner en mindre glorværdig sandhed gennem teksten – men bag om ryggen på fortælleren hvis selvagtelse forbliver intakt. Omtrent på samme måde fungerede en ellers virkelig fin agenthistorie der også var med i det første udkast – den må være røget ud på grund af ligheden med denne novelle.

Som næsten altid i novellesamlinger er der historier man kunne have undværet – her er det for mit vedkommende bl.a. bogens sidste novelle som er en lidt planløs og uinteressant Knut Hamsun-pastiche. Men generelt er niveauet altså højt, og teksterne er især kendetegnet ved en sikker og kontrolleret stil, en underspillet spændstighed i sproget og nogle sjove og tit meget skarpe portrætter af bogens personer.

Og dette er bare Søren Linds debutbog! Jeg er spændt på at læse mere af ham – selv om jeg nok fremover må vente til det bliver udgivet.

Portnoy’s Complaint starter omtrent ligesom de fleste af Philip Roths andre bøger: hovedpersonen er en dreng i efterkrigstidens USA – som altid i Weequahic i Newark, NJ, og i en ret almindelig jødisk familie. Sidst jeg læste den start på en bog, var i Roths nyeste og virkelig originale, kontrafaktiske, stort tænkte, meget lange og lidt kedelige The Plot Against America (2004).

Men på side 17 i Portnoy’s Complaint sker der pludselig noget. Under kapiteltitlen “WHACKING OFF” begynder fortælleren:

Then came adolescence – half my waking life spent locked behind the bathroom door, firing my wad down the toilet bowl, or into the soiled clothes in the laundry hamper, or splat, up against the medicine-chest mirror, before which I stood in my dropped drawers so I could see how it looked coming out.

Det står i ret stor kontrast til det strenge jødiske liv Roth ellers beskriver, og det er den kontrast der bærer bogen: fortællerens uselvvalgte religiøse arv vs. hans seksualdrift. Dette tema vendes og drejes over på den ene side jødedommen generelt, hans forældres krav og forventninger og dogmatiske idioti – og på den anden side hans barndoms pikspilleri, senere hans talrige ikke-jødiske elskerinder og hans generelle længsel mod alt det som jødedommen forbyder i form af madvarer og opførsel og tankegang.

Resultatet for den unge hovedperson er selvfølgelig splittelse og en kolossal skyldfølelse. Når han forsøger at leve op til familiens og troens krav, svigter han sine egentlige lyster – og når han efterlever sine lyster, slipper han aldrig for at overveje hvad hans mor ville sige til det. Samtidig når han en ubrugelig erkendelse af at hans forældres tro er latterlig, og af at de kvinder han er sammen med, faktisk ikke er særlig interessante – uden at det dog får ham til at tage reel afstand fra forældrene eller gå fra kvinderne i tide.

Det er i kritikken af forældrene og kvinderne bogen er sjovest. Det er en side af Roth jeg ikke kender fra hans andre bøger, og det er ærgerligt, for det er virkelig godt – meget temperamentsfuldt og mere sarkastisk end jeg havde forestillet mig. Her en poetisk hån mod en pige han forlod:

Why didn’t I marry the girl? Well, there was her cutesy-wootsy boarding school argot, for one. Couldn’t bear it. “Barf” for vomit, “ticked off” for angry, “a howl” for funny, “crackers” for crazy, “teeny” for tiny […]. Then there were the nicknames of her friends; there were the friends themselves! Poody and Pip and Pebble, Shrimp and Brute and Tug, Squeek, Bumpo, Baba – it sounded, I said, as though she had gone to Vassar with Donald Duck’s nephews.

Eller her – i al sin enkelhed – gengivelsen af moderens argumenter for at jøder ikke må spise hummer:

Allow my mother a logical explanation. The syllogism, Doctor, as used by Sophie Portnoy. Ready? Why we can’t eat lobster. “Because it can kill you! Because I ate it once, and I nearly died!”

Henvisningen til “Doctor” hinter i øvrigt om fortælleformen; hele bogen er en forestillet monolog til en psykoanalytiker. Det sætter sit præg på fortællingen generelt som slet ikke er kronologisk, men en fragmenteret bunke oplevelser og tanker à la Kjærstads Wergeland-trilogi.

Jeg synes bogen kommer til at fremstå lidt banal når jeg skriver om den her. At sex er sjovest med piger ens mor ikke ville bryde sig om, behøver man nok ikke læse denne bog for at finde ud af. Men den er bare så godt skrevet – håndværksmæssigt vildt overlegent (særligt når man læser den umiddelbart efter en debutbog) – sjov og på sin egen 60’er-agtige måde også lidt provokerende.

Og så hjælper det vel også at læse den i den højhellige skyldbetyngede påsketid mens Edith Piaf i højttalerne næsten skråler “Noooooooon, je ne regrette rieeeeeeen!”

I min nyligt overståede ferie læste jeg også denne bog. Det var en fødselsdagsgave fra en ven der introducerede det som en rask lille ny dansk bog man læste på en eftermiddag. Jeg var ganske vist lidt længere tid om den, men er ellers enig.

Historien fortælles skiftevis som nutid og en slags flashback. Fortiden handler om opvæksten for den meget overvægtige dreng Christian, hans stribe af fiaskoer, kedeligt arbejde og en lang rejse som sexturist – nutiden begynder hvor han vender (slank) hjem fra et ukendt sted og skaber sig en ny tilværelse i Danmark.

Alt hvad der ligger gemt i Christians fortid skaber en spænding i hvad der foregår i nutiden; der er sket noget afgørende og uhyggeligt på hans rejse, desuden er han blevet tynd – og en af de personer som får stor betydning for hans nye liv, ved ikke at de allerede kender hinanden.

Og så går det ellers løs i fortid og nutid med fedme og familieliv, porno og prostitution, lidt stoffer, backpackerkultur og hele den tredje verdens elendighed. Nok lidt for meget på lidt for lidt plads, efter min smag, men det gør det spiseligt at fortællelysten virkelig lyser ud af hvert kapitel.

Bogen er skrevet af Martin K (som han kalder sig – jeg kan ikke gennemskue om han vil være beskeden og halv-anonym eller simpelthen hinte Kafka-lighed?) som i øvrigt er kendt for at filme og afsløre Dansk Folkepartis Muhammed-spas på en ungdomslejr. Det er hans debutbog, og det kan mærkes på godt og ondt.

Han prøver fx helhjertet at skrive et nutidigt dansk, og det lykkes faktisk langt hen ad vejen. På den anden side er bogen håndværksmæssigt ikke imponerende – der er klart overflødige afsnit, et par undelige gentagelser og lidt slingren i hele bogens linje.

Det ødelægger dog ikke det store; mere ærgerligt er det at han ikke udnytter sin tosporede fortælling bedre. I løbet af bogen indhenter historien om fortiden nutiden, og til sidst kører det videre i ét spor. Men spændingskurven stiger ligesom ikke når sporene mødes, og han snubler lidt over de vigtige afsløringer.

Alligevel bliver bogen dog reddet af hans Nordkraft-agtige lyst til at fortælle (om alt muligt!) og af den sikkerhed der er i hans tone; han er født i 1979 og kan ikke desto mindre skrive overbevisende – om alt muligt!

Titlen (efterabet her) på denne bog kunne sådan set bruges til alle Erlend Loes bøger, for han skriver virkelig supernaivt, og det altså også her i en dejlig bog fuld af lister. Den naive hovedperson laver lister over alt muligt. Dyr han har set, ting han ville male hvis han var maler, objekter som aldrig burde animeres i tv-reklamer. Og – her vil jeg gerne citere lidt – ting han har set i løbet af en dag i New York:

Dette er det jeg har sett i dag:
– En sort mann som kalte sykkelen sin for bitch
– En butikk hvor de solgte brannmann-utstyr
– Et maleri av Dali hvor noen klokker hang som om de hadde smeltet
– To menn med jødekalotter som løp ut av en sykebil

Egentlig synes jeg tit den slags naivitet kan være irriterende og opstyltet i bøger – især hvis det fx er børns naivitet der bruges til ligesom at vise os andre hvor klogt det i virkeligheden er at undre sig, vende tingene på hovedet og se dem med nye øjne. Men der er noget ved Erlend Loes måde at gøre det der får mig til at falde helt for det.

På bagsiden af bogen citeres en norsk anmelder for at den vil vække lige så stor interesse for filosofiske spørgsmål som Jostein Gaarder. Jeg kunne ikke være mere uenig – bogen ansporer ikke til lommefilosoferen – ikke mig i hvert fald. Hovedpersonens naive tænksomhed bliver snarere skildret lidt drillende – og så kan man som læser jo bare læne sig tilbage og lade sig underholde.

Denne bog var længe ventet. Det er afslutningen på den trilogi Hans Otto Jørgensen påbegyndte med Helt og heltinde (2001) og Den fotograferede dreng (2002). Derefter altså fem års ventetid før den fik sin afslutning – men allerede i maj 2004 sendte jeg utålmodigt dette billede til en ven der deler min begejstring for Hans Otto Jørgensen.

Trilogien er en slags slægtshistorie. Ikke så voldsom og farverig som Hundehoved, mere en stilfærdig jysk bondesaga. Hvor de to første bøger koncentrerer sig om livet i Jylland fra midten af det tyvende århundrede, bevæger den sidste sig så langt frem i tiden at der pludselig dukker hash, forårsruller og valget mellem to tv-kanaler op. Den falmende bondekulturs møde med en ny tid gør at denne bog handlingsmæssigt adskiller sig klart fra de tidligere.

Men det er ikke rigtig handlingen der er det vigtige, det er snarere personerne og sproget – to ting som hænger meget nøje sammen. Bøgerne er blottet for direkte tale, men formuleringerne er et ekko af de ting der bliver sagt og de tanker der bliver tænkt. Det er ikke forfatterens stemme man hører, det er personerne der giver genlyd i det man læser. Gyldendal har lagt et uddrag ud – her lige et ganske lille citat:

Hun gør sig færdig i en ruf, binder hårdet op, så er hun færdig. Skifter sko. Så er det bare Ejnar.

Jeg kan så godt lide den måde han skriver det. Ida er færdig, klar til at gå, og hun tænker det eller siger det til Ejnar – og så skifter hun sko bagefter og bekræfter sig selv i at det altså kun er ham de venter på. Sådan er sproget så sindigt og ægte hele vejen igennem. Både når det handler om livet på gården med køer, lort og fodringsanlæg, og når det handler om mødet med den nye tid.

Og på den måde skiller trilogien sig i den grad ud fra hvad jeg ellers har læst af Hans Otto Jørgensen – det bedste ved novellesamlingen Riggo havde ikke noget imod det abstrakte (1997) er faktisk titlen, og Væltede kældre (2005) er mest bare sjov fordi den er et så åbenlyst svar på Christina Hesselholdts Du, mit du (2003). (Ja, Christina og Hans Otto er kærester, na-na-na-naaaa-na.)

Derfor er det også ærgerligt trilogien er slut – for hvem andre kan skrive noget læseværdigt om bondegårde i 2007?

For fire-fem år siden læste jeg noget sociologi på universitetet. Det var et afbræk i mit rigtige studie og var drevet af en tro på at det var skideskægt. Det var det så ikke, fandt jeg ud af – hvor jeg havde håbet på sjove adfærdsanalyser i halvspydig mikrosociologi, handlede det mest om kapital og rationalitet og systemer – Marx, Durkheim, Weber – og en masse mindre kendte, men lige så kedelige.

Undtagelsen hed Erving Goffman – en canadisk sociolog inden for den tradition der kaldes symbolsk interaktionisme. Jeg læste blandt andet en lang tekst om hvordan man markerer, opretholder og evt. bryder territorier i det offentlige rum; hvordan en sweater på en stol pludselig gør bordet på en restaurant til ens midlertidige reservat – og hvordan man gennem civil inattention har pligt til at lade som om man ikke bemærker sine medmennesker på gaden.

Jeg droppede gladeligt sociologien igen, men beholdt Goffman som et godt minde. Nogle år senere (13. december 2004, fortalte Amazon mig lige da jeg skulle finde et billede af forsiden) købte jeg så denne bog, og for nylig gik jeg så i gang med at læse den.

Nu har jeg så givet op igen. Efter præcis 100 sider nåede jeg i eftermiddags til den erkendelse at hvis jeg hellere vil have min computer med i karbad end min bog, så er det på tide at læse noget lidt sjovere.

Den er nu ellers fin nok – men det er altså faglitteratur. Bogen opfatter dagligdags interaktion som en optræden hvor vi spiller de roller der får samfundet til at hænge sammen. Den er fuld af sjove betragtninger formuleret i et ekstremt formelt sprog, og langt de fleste pointer illustreres af konkrete eksempler hentet fra andre tekster eller fra kendte hverdagsoplevelser.

Men den glade Goffman-oplevelse på Sociologisk Institut har nok været relativ: i de blindes land er den enøjede konge, og i selskab med sociologer som Talcott Parsons fremstår Erving Goffman altså som letbenet lokumslæsning.

Jeg må bare erkende at det nok mest er skønlitteratur der virker for mig. Så nu vil jeg læse noget Erlend Loe Hans Otto Jørgensen!

Ja, nu ødelægger jeg lidt konceptet med min bogblog, for det her er jo ikke en bog. Men jeg er bare så begejstret for det nye nummer af RetorikMagasinet at jeg er nødt til at skrive om det.

Jeg har selv har været med i redaktionen indtil det sidste nummer, og man er altid lidt bekymret når man forlader den slags; der er naturligvis ingen der gør det så godt som én selv. Men den bekymring er så forsvundet efter jeg har læst RetorikMagasinet nr. 63!

Tophistorien er et Clement Kjersgaard-interview som har fået den meget rammende titel “Jeg afbryder når jeg keder mig”. Kjersgaard argumenterer selvfedt, men godt og levende for at han har ret til at afbryde sine gæster, skære ind til benet og gøre dem usikre. Jeg citerer lige:

Jeg kan høre hver eneste gang en interviewperson begynder på en indstuderet lektie, simpelt hen fordi jeg i forberedelsen har gennemlæst og gennemset alt relevant materiale. Så snart det sker – eller så snart vedkommende viger uden om det spørgsmål jeg har stillet, er det ikke bare i orden at afbryde: det er påbudt.

Interviewerne afbryder tydeligvis ikke Kjersgaard. Min første tanke var at det er lidt sjovt at de ligesom ignorerer hans opfordringer og slet ikke udfordrer ham, afbryder ham eller gør ham usikker, men bare ydmygt og imponeret holder diktafonen hen foran hans store læber og tapper hans visdom. Men omvendt er det også en endnu finere måde at modsige ham: at vise at der kan komme et supergodt interview ud af høfligt og velvilligt mikrofonholderi.

Andre highlights er den mere retorik-fagnørdede artikel om musisk kommunikation af retorikeren og dirigenten Peter Ettrup Larsen – den har Katrine allerede rost til skyerne.

Så har redaktionen eksperimenteret med genrerne ved at lave en dobbeltanmeldelse – ikke én anmeldelse af to bøger, men to anmeldelser af én bog. Bogen handler om formidling af juridiske tekster og anmeldes således af en jurist og en retoriker. Juristens artikel er intetsigende og ikke særlig velskrevet, men det formår ikke rigtig at slå skår i min glæde over den rigtig fine idé: at tredoble anmeldelsens troværdighed ved at lade fagsammenblandingen i bogen afspejles i anmeldelsen.

Endelig vil jeg også fremhæve en traditionel dobbeltanmeldelse af to tyske bøger der specifikt skal træne kvinder i veltalenhed. På flere planer ikke en anmeldelse der henvender sig til mig, og alligevel i den grad værd at læse: velskrevet og velargumenteret, oprigtig og en lille smule spydig. Det siger vel noget om kvaliteten når det er en fornøjelse at læse anmeldelser af bøger man aldrig kunne finde på at læse?

Jeg havde ret høje forventninger til denne bog, og alligevel blev jeg virkelig positivt overrasket. Tidligere har jeg bare læst nogle få noveller af Vladimir Nabokov, og jeg har længe haft Lolita stående på reolen – men nu har jeg altså læst den, og hurra for det!

Bogen handler om en pæn, lærd og pædofil europæer – Humbert Humbert – og hans forhold til den 12-årige amerikanske Dolores Haze (Lolita). Han gifter sig med pigens mor for at være tæt på Lolita; moderen dør ved et uheld, og Humbert udnytter Lolita i løbet af en meget lang biltur gennem USA.

Og så skynder jeg mig ellers at citere for at vise hvorfor den er så god. Her har Humbert Humbert netop gengivet Lolitas klasseliste i sin fulde længde og henrykkes tydeligt over at finde sin elskedes navn midt i det hele:

A poem, a poem forsooth! So strange and sweet was it to discover this “Haze, Dolores” (she!) in its special bower of names, with its bodyguard of roses – a fairy princess between her two maids of honor. I am trying to analyze the spine-thrill of delight it gives me, this name among all those others. What is it that excites me almost to tears (hot, opalescent, thick tears that poets and lovers shed)? What is it?

Citatet viser to ting der går igen i hele bogen. For det første: hans barnlige, overgivne, smukke og ægte forelskelse i pigebarnet. Det er virkelig uden ironi når han i sin højstemte glæde bliver lykkelig over bare det at læse hendes navn.

Og netop dét står i så skarp kontrast til den anden ting: den giftige, giftige lille parentes. For hans kærlighed er ikke platonisk, og vi kommer ikke uden om at Humbert forbryder sig mod et barn, med overlæg og over et langt stykke tid. Og det endda uden egentlig at bekymre sig om at hun lider under det.

Bogen bæres i høj grad oppe af den sympati og antipati man føler for Humbert. Men ikke nok med det: noget lignende gælder faktisk også Lolita. For hun er ikke bare et uskyldigt offer, hun er mildest talt en irriterende møgunge. Hun er ekstremt bevidst om hvordan hun virker på Humbert Humbert og udnytter det i den grad; hun sælger sine seksuelle ydelser til ham for gaver, slik og penge, hun ydmyger ham og latterliggør ham, og hun fungerer på mange måder som den kalkulerende skurk. Som altså stadig er den der bliver misbrugt.

På den måde udfordrer Lolita i den grad de ellers uundgåelige og forudsigelige tanker om godt og ondt. Sympatien ligger alt andet lige hos offeret, men det at gøre billedet mere broget end helt sort og hvidt er sgu da imponerende når temaet er pædofili (det lykkes dog også fint i denne film).

Og jeg er ikke færdig med at klappe i hænderne, for halvdelen af fornøjelsen er bogens stil. Den skal forestille at være Humbert Humberts erindringer skrevet i fængslet, og det er en klassisk faldgrube – når romaner udgøres af tænkte dagbøger eller memoirer – at det bliver dybt utroværdigt. Hvem i himlens navn gengiver lange dialoger og naturbeskrivelser i deres dagbøger?

Det løser Nabokov meget imponerende ved at gøre Humbert til denne meget lærde, sentimentale og superreflekterede mand. I det ene øjeblik er han højstemt som i citatet ovenfor, i det næste gør han nar af sig selv og sin måde at skrive på. Han griber sig selv i de klassiske litterære klichéer og vaccinerer effektivt med små spydige kommentarer, som her på beretningens allerførste side:

I was born in 1910, in Paris. My father was a gentle, easy-going person, a salad of racial genes: a Swiss citizen, of mixed French and Austrian descent, with a dash of the Danube in his veins. I am going to pass around in a minute som lovely, glossy-blue picture-postcards.

Efter bare et par linjer om sit blandede europæiske ophav opdager han den tykke selvbiografiske stil og skynder sig ironiserende at punktere det ved at hente en bemærkning fra en typisk foredragssituation, selv om han jo åbenlyst og eksplicit sidder og skriver. Og endnu sjovere er det faktisk når han af og til i løbet af bogen spidder bogens forbipasserende persongalleri: kun Lolita går fri.

“Er den god”, spurgte jeg en ven da han havde læst Hundehoved. Og det uudtalte ‘men’ i hans svar sagde næsten det hele: “Ja… altså, det er sådan en slægtsroman.” Og den er god. Men det er altså også en slægtsroman, hvilket har noget lidt gammeldags og kedeligt-opbyggeligt over sig inde i mit hoved.

Når jeg alligevel absolut ville læse den, var det fordi få bøger er blevet skamrost så bredt inden for de seneste år. Når Lars Bukdahl faldt på halen over en slægtsroman, måtte den være noget særligt.

Og det er den nok også. Jeg har i det hele taget ikke læst så mange slægtsromaner – den sidste var vel Peter Høegs Forestilling om det tyvende århundrede (1988) som jeg på en del års afstand husker som noget i samme stil.

Jeg tror især det er Morten Ramslands sentimentale og alligevel nådesløse forhold til sine egne hovedpersoner der gør bogen ekstraordinær. Et eksempel er fortællerens farfar Askild der som ung mand under besættelsen bliver ret rig af at smugle og stjæle fra tyskerne, men bliver fanget og deporteret. Efter flere års overlevelse i kz-lejre brækker han et ben da han er på vej hjem i en Røde Kors-bus. Og så ankommer bussen til Danmark:

Askild, hvis ene ben nu var forbundet med stof- og gazestykker, åbnede et vindue og fik stukket en rose i hånden af en pige, som insisterede på at kysse hans kind. “Til alle vores helte,” hviskede hun, mens hun tog hans hånd.

Det er denne slags sørgelige ironi – som i øvrigt minder mig meget om den man finder i Kurt Vonneguts berømte Slaughterhouse-Five (1969) – der formår at gøre en slægtsroman interessant. Askild er i det hele taget en meget slet person, og alligevel viser fortællingen tydeligt hvordan han på godt og ondt (mest ondt) spiller en afgørende rolle i hele familien.

Morten Ramsland afholder sig (heldigvis) fra at knytte alt for tunge forbindelser og drage alt for passende paralleller inden for sit persongalleri. Karaktererne er gode og onde og sjove og kedelige, og det får de lov til at være hver for sig uden alt for meget udenomssnak. Deres historier er nok til at gøre bogen meget læseværdig.

Og så får sådan en slægtsoman mig i øvrigt til at tænke på min egen familie. Har der virkelig været lige så meget drama, druk og hor? Måske ikke helt. Men alligevel: min jødiske morfar der under krigen flygtede til Sverige i en jolle med Niels Bohr, min fars opdragelse på det flade Lolland, de forliste ægteskaber rundt omkring i familien, et enkelt selvmord. Måske man kunne hyre Morten Ramsland til at skrive en roman mere over min slægt?

Så har jeg i behagelig hast læst denne lille novellesamling som faktisk er Villy Sørensens debut helt tilbage fra 1953. Jeg har ikke læst noget af ham før – med undtagelse af én novelle (er også i bogen her) som mange andre sikkert også har læst.

Det handler selvfølgelig om “Blot en drengestreg” – en virkelig uhyggelig og rigtig god novelle om to små drenge der saver benet af en tredje for at undgå at han får blodforgiftning. Jeg blev faktisk lidt svimmel af at læse den igen. Jeg kan ikke dy mig for at citere:

Og storebror savede mens blodet sprøjtede og trævler og rødt kød væltede op i savrenden der ikke blev så lige som den helst skulle.
– Puh, stønnede han. Det er så mærkeligt at save. Prøv du.
Lillebror tog fat, benovet for han havde aldrig før fået lov at låne storebrors løvsav. Og da han aldrig havde prøvet at save før, kunne han ikke mærke at det var mærkeligt at save i, og han sagde:
– Det er skægt og save.

De andre noveller minder nu ellers ikke så meget om denne, men de er også gode. Blandt andet er der “Mordsagen” med undertitlen “En Kafka-idyl”, og det er unægtelig en utroligt Kafka-agtig historie om en mand der bliver ansat til at opklare et mord som ingenlunde kan få nogen oplysninger om. Spørgsmålet er nok hvad det helt præcis er Villy Sørensen gør anderledes og bedre end Kafka, men det er selvfølgelig imponerende i sig selv at han kan skrive noget så kafkask.

Andre af novellerne er mere bare generelt absurde – “Vidunderbarnet” er 100% meningsløs og samtidig ret sjov. Og ikke nok med det – endnu en gang har jeg haft gevinst i den store andre-folks-små-sedler-tombola. Her en gammel håndskrevet note om at “Det ukendte træ” i virkeligheden handler om paradisets have (aha):