Titlen (efterabet her) på denne bog kunne sådan set bruges til alle Erlend Loes bøger, for han skriver virkelig supernaivt, og det altså også her i en dejlig bog fuld af lister. Den naive hovedperson laver lister over alt muligt. Dyr han har set, ting han ville male hvis han var maler, objekter som aldrig burde animeres i tv-reklamer. Og – her vil jeg gerne citere lidt – ting han har set i løbet af en dag i New York:

Dette er det jeg har sett i dag:
– En sort mann som kalte sykkelen sin for bitch
– En butikk hvor de solgte brannmann-utstyr
– Et maleri av Dali hvor noen klokker hang som om de hadde smeltet
– To menn med jødekalotter som løp ut av en sykebil

Egentlig synes jeg tit den slags naivitet kan være irriterende og opstyltet i bøger – især hvis det fx er børns naivitet der bruges til ligesom at vise os andre hvor klogt det i virkeligheden er at undre sig, vende tingene på hovedet og se dem med nye øjne. Men der er noget ved Erlend Loes måde at gøre det der får mig til at falde helt for det.

På bagsiden af bogen citeres en norsk anmelder for at den vil vække lige så stor interesse for filosofiske spørgsmål som Jostein Gaarder. Jeg kunne ikke være mere uenig – bogen ansporer ikke til lommefilosoferen – ikke mig i hvert fald. Hovedpersonens naive tænksomhed bliver snarere skildret lidt drillende – og så kan man som læser jo bare læne sig tilbage og lade sig underholde.