Efter at have læst den fantastiske Lolita var jeg selvfølgelig nødt til at få fat i noget mere af Vladimir Nabokov. Denne er ikke lige så god, men stadig værd at læse.

Den handler om professor Timofey Pnin – en russer i USA. Han er en latterlig person; ser fjollet ud, taler elendigt engelsk og har ikke rigtig kontrol over sine bevægelser. Et tyndt udgangspunkt for en bog, kunne man mene, men den bliver reddet af at Nabokov skriver så skarpt og medfølende om ham.

For ikke så længe siden skrev jeg at det er tarveligt og ikke særlig prisværdigt når forfattere skaber fiktive personer og så driller dem. Det er ret meget det Nabokov gør ved Pnin, og jeg har tænkt lidt over hvorfor det er mere i orden end når Olav Hergel gør det.

Jeg er kommet frem til at det måske hænger sammen med at der er en del selvironi i karakteristikken – Nabokov var jo selv akademiker og russer i USA – og så det at man alligevel også får lidt ondt af Pnin. Men altså: heldigvis ikke mere end at man stadig kan grine hånligt af den kejtede hovedperson.

Jeg har strengt taget ikke læst denne bog. Ikke hele bogen. Det er nemlig en rask lille kombinatorik-bombe der med ti sider à seks adskillelige strimler (der hver består af to linjers tekst) i alt kan kombineres til én million forskellige små historier på tolv linjer. Hver strimmel er udstyret med et nummer mellem nul og ni, sådan så hver historie faktisk har sit eget nummer mellem nul og 999.999. Det kan man udnytte til fx at bruge en terning eller en fødselsdag til at nå et sekscifret nummer der så igen er vejen ind til ens egen næsten-private historie. Alt sammen ret sjovt og godt fundet på (også selv om det vist ikke rigtig er Peter Adolphsen der er kommet på idéen).

Men okay, jeg tøver lidt med at komme ind på selve historierne. Er de gode? Mjah. De er jo i sagens natur forholdsvis tilfældige; da Adolphsen for snart mange måneder siden var i den 11. time for at fortælle om bogen, måtte han jo indrømme at han selvfølgelig heller ikke havde læst alle historierne. Man kan sige at han har lavet et fint stykke arbejde med at realisere idéen og skabe nogle sætninger der giver mening (eller på en sjov måde ikke gør) på tværs af papirstrimlerne. Og det er vitterlig sjovt med den læseraktivering der er i selv at bladre rundt – og hvilken begejstring når man helt selv finder frem til en god historie. Men kunstværket er jo heller ikke større end at man hurtigt bliver træt af at læse de samme tekststumper i nye sammenhænge, også lidt fordi det rent praktisk er besværligt at holde strimlerne.

Martin Johs. Møller er i øvrigt langt fremme i skoene og har lavet en fin videoanmeldelse (han fik i øvrigt en smart terning med, det gjorde jeg ikke!). Og så kan man også få en forsmag af historierne på bogens hjemmeside.

Allerede i elevatoren på hotellet hvor den verdenskendte pianist Ryder ankommer ved denne bogs start, fornemmer man at der er noget galt. Fra dørene lukker og til de åbner igen, når Ryder igennem en lang snak med porteren – en samtale der fylder 6 ½ tætskrevne sider.

Han er netop ankommet til en europæisk by for at give en koncert. Han kan ikke rigtig huske detaljerne omkring arrangementet, kender ikke til byen og ved i det hele taget ikke hvad der forventes af ham.

I løbet af den 500 sider lange bog – der tidsmæssigt kun strækker sig over tre dage – bliver Ryder kun lidt klogere. Tidligt bliver han introduceret til en porterens datter; hun viser sig at kende Ryder udmærket, så godt at de er kærester, og hendes lille søn – som han ved første øjekast heller aldrig har set før – er måske hans eget barn.

Omtrent på samme måde behandler resten af byen ham. De er voldsomt beærede over hans besøg og har sammensat et stramt program for ham – men et program han tilsyneladende aldrig har set. Hvert øjeblik bliver han mødt af nye mennesker der lader til at kende ham og forventer alt muligt af ham. Ryder selv siger aldrig rigtig fra eller tager initiativ til at finde ud af hvad der er op og ned – han spiller bare med, velsagtens ud fra et menneskeligt ønske om ikke at tabe ansigt eller fornærme nogen.

Men ikke nok med det – ligesom episoden i elevatoren er der et ekstra drømmeagtigt lag over det hele. Det er ikke bare noget så forklarligt som hukommelsesbesvær, stress eller træthed. Ofte sker der højst usandsynlige ting; konkrete personer og genstande fra hans barndom og ungdom i England dukker op på de spøjseste steder i den fremmede by. Flere gange er der også rod i geografien i bogen; Ryder kan fx forlade sin lille dreng på en café, bevæge sig langt, langt ud på landet, gå ind i en bygning – og så acceptere uden videre at det er samme bygning som caféen hvor drengen har siddet og ventet i efterhånden mange timer. Og faktuelt forkert: han går i biografen en aften og ser 2001: A Space Odyssey med Clint Eastwood i hovedrollen.

Ryder selv tager det nogenlunde roligt og studser ikke synderligt over noget af det. Derimod efterrationaliserer han sig ud af det meste – fx møder han på gaden en lokal journalist og fotograf der spontant lokker ham til at lade sig fotografere foran et monument der siden viser sig at være meget omstridt. Bagefter mener Ryder tydeligt at huske hvordan han over morgenmaden samme dag havde overvejet hvilke signaler det ville sende hvis han besluttede at få taget billeder ved det provokerende monument.

I løbet af den meget mærkelige bog bliver Ryder trukket igennem nye udfordringer hvert øjeblik og lærer byen, dens beboere og deres historier at kende. Eftersom man ser det fra den komplet uvidende Ryders synsvinkel, er der praktisk taget ingen suspense i bogen; begivenhederne kommer næsten lige så uventet for ham som for læseren.

Og alligevel er bogen på alle måder fantastisk. Jeg har aldrig læst noget lignende (altså bortset fra sidst jeg læste bogen for ti år siden) – dens stemning er virkelig enestående, Ryders apati er meget menneskelig og utroligt irriterende, og balancen mellem det virkelige og uvirkelige fastholder læseren i en underlig svævende tilstand hvor man hele tiden prøver at få det til at give mening.

Kan man overhovedet lade være med at blive meget begejstret for en roman der starter sådan her? Jeg kan ikke:

Maj Britt er for all fremtid fradømt retten til å eie undulat.

Retten har slått det fast med nådeløs klarhet.

Hun får IKKE eie eller pleie undulater igjen så lenge hun lever. Hun kan med andre ord bare glemme den tiltrekkende vanen det var å våkne til de små krabatenes fornøyde kvitring fra de overdekte burene som i alle år brukte å fylle stuen hennes der ute i den endeløse svenske skogen.

Hun får IKKE ha undulat.

Det er den mest underlige af de Erlend Loe-bøger jeg har læst – og er i øvrigt en fortsættelse af Doppler (2004). Hovedpersonen er med sin elg Bongo (ja!) nået til Sverige hvor han møder en ældgammel hashrygende kvinde som har klippet et lille stykke af næbet af alle sine undulater – og en næsten lige så gammel homoseksuel spejder og ornitolog. Der er absolut ingen dybere mening i det meget usammenhængende plot – til gengæld er det morsomt meget af tiden.

Lige i overkanten bliver det måske med forfatterens meget voldsomme indblanding i historien og hans mange metakommentarer – men alligevel er også dét lidt sjovt. Kontrasten til den sidste bog jeg læste – Flygtningen – er virkelig enorm.

Erlend Loes forlag har været så venlige at lægge et meget langt uddrag af bogen ud på deres hjemmeside – læs det her.

Se også andre meninger om bogen her og her.

En dansk thriller om noget der sker lige nu – sådan noget har jeg vist aldrig læst før. Men det var faktisk godt. Historien tager udgangspunkt i kidnapningen af en kvindelig dansk journalist i Irak. Stockholm-syndrom, flugt, tilbage i Danmark og herefter masser af presse, historier om flygtninge, etiske overvejelser og gudhjælpemig mere action.

Olav Hergel er journalist, og det kan man godt mærke. Han trækker hele tiden nye personer ind i romanen, på samme måde som når man skal have en kilde mere på historien for helhedens skyld – han frådser nærmest i personer! Og han lader til at være meget begejstret for at få lov til ikke bare at lægge ord i munden på dem, men også bestemme deres tanker.

Desværre bærer personkarakteristikkerne også præg af at det ikke er en stor litterær forfatter der står bag. Værst er beskrivelserne af bogens ondeste person, chefredaktøren (havde du noget du skulle ud med, Olav?) – de er decideret latterliggørende på en ret usjov måde. At gøre sine personer onde og derefter gøre nar af dem er efter min mening en præstation der er lige så imponerende som at stjæle slik fra børn.

Det kan jeg dog godt leve med, for Olav Hergel er noget mere balanceret når han udsætter sine personer for reelle dillemmaer og i det hele taget i bogen rejser spørgsmål der kræver mere nuancerede svar end hvorvidt personerne er gode eller onde. Og så er det da i øvrigt prisværdigt at skrive noget underholdende og vidende om et aktuelt problem.

I slutningen af halvfemserne læste jeg en masse af Douglas Coupland – blandt andet den mest kendte Generation X (1991) og Life After God (1994). På et tidspunkt fik jeg nok – hans sidste bøger blev meget sentimentale og lidt småreligiøse. Men for nylig købte jeg så JPod der skulle være meget i stil med hans 12 år gamle Microserfs om en flok meget nørdede og lidt sjove programmører.

Det er den også til dels – den handler i hvert fald om en gruppe ansatte i JPod, en lille enhed i en stor computerspilproducent. Og de er stadig nørdede, sjove og ret underlige. Men jeg husker det som om der var noget mere alvor i Microserfs end der er i denne bog – den er virkelig fuld af letbenet dramatik, tyk ironi og masser af fun facts.

Og så er den bevidst voldsomt utroværdig; hvor handlingen i Microserfs principielt sagtens kunne have fundet sted i virkeligheden, er alting i denne bog stærkt overdrevet og for det meste surrealistisk. Hovedpersonens mor er fx pusher med voldelige tendenser – og samtidig meget mor-agtig. Det gør det lidt svært at tage bogen alvorligt, men det er måske heller ikke meningen – og så øger det om ikke andet underholdningsværdien.

Bogen har i øvrigt en meget pudsig hjemmeside – der dog nok giver mest mening når man har læst den.

Denne bog består af tre korte romaner, og hver af dem er en slags portræt af en bemærkelsesværdig fiktiv personlighed. Tanken er fin nok, Klas Östergren skriver virkelig udmærket og professionelt, men jeg synes ikke helt det kommer ud over det lidt ordinære og acceptable. De to første portrætter har karakter af den slags historier som er virkelig underholdende at fortælle eller høre om virkelige mennesker – men de er hverken vilde nok eller fedt nok skrevet til at det rigtig kan bære at blive til en bog, synes jeg.

Det sidste portræt har dog det der skal til – det er historien om fortællerens forfatterkollega der får til opgave at drage ud i en lille by og beskrive en helt almindelig familie. Og familien er virkelig fuldstændig urimeligt almindelig. Jeg synes beskrivelsen af hans første besøg hos familien er vildt underholdende – alt lyder fuldstændig som noget man kender: møblerne, replikkerne og middagsritualerne. Og den gæstende forfatter bliver selvfølgelig vanvittig over ikke at finde nogen dybereliggende konflikt, nogen skjulte sandheder eller hemmelige motiver – denne familie er bare så straight og sympatisk at det bliver hans største udfordring nogensinde.

Og så læste jeg i øvrigt bogen på svensk – indkøbt i et kækt øjeblik i Malmø for nogle måneder siden. Ikke siden gymnasiets tvungne Strindberg havde jeg læst skønlitteratur på svensk. Men nu vovede jeg altså halsen, og det gik fint. Faktisk så fint at jeg i forgårs på et kort besøg i Sverige købte Män som hatar kvinnor!

Meget underlig historie: Den unge John kommer på besøg hos verdens rigeste familie der bor i et slot oven på et bjerg som i virkeligheden er en diamant på størrelse med Ritz-Carlton-hotellet. Familien lever i hemmelighed og overdreven luksus, men bliver opdaget af omverdenen. Det ender med at næsten alle dør i en lille krig, og kun John og familiens to døtre undslipper, men uden så meget som en eneste diamant.

Det er faktisk sjovere end det lyder – beskrivelsen af den rige familie er vist nok sarkastisk, og jeg blev på en underlig måde revet med af den eventyragtige fortælling.

F. Scott Fitzgerald er i øvrigt nok mere kendt for at have skrevet The Great Gatsby (1925) – som jeg læste alene af den grund at Søren Ulrik Thomsen i Det værste og det bedste skrev:

at man jo altid kan læse Den store Gatsby
én gang til er det bedste

Jeg tror ikke jeg kommer til at læse The Diamond as Big as the Ritz én gang til, men måske jeg skulle genlæse lidt S.U.T.?

Jeg ved ikke rigtig hvad jeg skal sige til denne lille og lidt umotiverede bog. Det er en slags udkast til Martin A. Hansens store værk Orm og Tyr (1952). Bogen handler om danske kirker og kristendommens indtog i Danmark.

Da har endeløse Vogntog knaget og knirket og klukket her forbi Holtug ad den gamle Vej ind i Landet, Sten til Kirkerne, Sten og atter Sten. Vogne der var melede af Kridt. Mænd i hvis Skæg og Vamse der er smurt Kridt, hvis sprukne Hænder er tørre af Kridt, er stavret af Sted ved Siden af store klagende Vognhjul, med en Haand paa Vognkæppen, medens laadne Øg hvis Pels krølledes af Sved med sløve Øjne drog Læssene gennem de lerede Spor. Vognenes Trænav har jamret og klukket i tykke Sommerdage, da Vejenes Støv bulnede som Røg fra de store Baal under Træerne, og de er skrumplet frem Vintermorgener, da Havet laa hvidt derude, rygende af Frost. Aar ud og Aar ind. Tiaar efter Tiaar. Menneskealdre igennem.

Ikke noget der interesserer mig voldsomt, men meget Martin A.-agtigt og på den måde lidt rart alligevel.

Don DeLillo har skrevet en 11. september-roman; det lyder monumentalt, men det er det ikke. Faktisk er det en underligt fin og spinkel roman.

Måske er det fordi DeLillo oven på kæmpeværket Underworld (1997) ikke rigtig har været klar på endnu en mastodont. Eller også syntes han at han havde sagt hvad han ville sige om terrorisme i Mao II (1991) – som Bibliopaten skrev om for nylig. Eller også er det bare en erkendelse af at det måske er for tidligt at sætte det store litterære punktum i historien om 11. september.

Falling Man lægger sig et sted mellem de vist nok bare to andre 11. september-romaner jeg har læst. I Jonathan Safran Foers Extremely Loud and Incredibly Close (2005) bliver ulykken udgangspunktet for et både sprudlende, trist, muntert og Paul Auster-fantastisk eventyr gennem byen. Nærmest det modsatte sker i Jay McInerneys The Good Life (2006) hvor bogens hovedpersoner benytter lejligheden til at kaste sig ud i lidt semi-dramatisk utroskab, men skuffes hemmeligt over at det alt for hurtigt bliver hverdag – og der ikke er nogen undskyldning længere (læs evt. min lille anmeldelse af den).

I Don DeLillos udgave af livet efter 11. september er det også almindelige mennesker og deres lidt banale problemer der er i centrum. Keith befinder sig i det ene tårn, men slipper ud og overlever. Han vender tilbage til sin kone Lianne og sønnen Justin, men ligesom i The Good Life bliver ulykken udgangspunkt for at Keith indleder en affære med en kvinde der ligesom ham lige akkurat overlevede angrebet. Keith og Liannes forhold udgør historiens midterakse og er sigende nok klinisk renset for alt der har med terrorangrebet at gøre.

Men ikke desto mindre ligger det tit i kanten af fortællingen og trænger sig på. Imens forældrene prøver at få deres liv til at fungere, kigger Justin og hans legekammerater i smug op mod himlen efter Bill Lawton (Bin Laden). Og Liannes mor har en elsker der måske, måske ikke, deltog i Rote Armee Fraktions aktiviteter i halvfjerdserne – før der var noget der hed krigen mod terror. Et par gange skifter romanen helt synsvinkel over til en ung muslim der hjælper Mohammed Atta med at forberede og gennemføre angrebet. Tilbage i New York kommer Lianne til at slå en kvinde der insisterer på at høre arabisk musik i sin lejlighed. Og senere gør Keith hvad han kan for at undgå kontakt med den eneste anden overlevende fra hans gamle pokergruppe. Og Lianne støder flere gange på kunstneren falling man der lader sig selv hænge ud fra bygninger, broer og over togbaner i en positur akkurat magen til manden på dette berømte billede (et billede der i øvrigt spiller en central rolle i Foers roman – og også var udgangspunktet for et tv-program der næsten fik mig til at græde).

Men selve dramaet ligger som sagt ikke i terroren – det er bare en ramme om historien. Alt fyldet er nærmest ren og klassisk Don DeLillo – hvilket i min verden er litteratur når det er allerbedst. Dialogerne har på én gang en kompakt indforståethed og en troværdig redundans. Og trods det potentielt højtidelige emne lader han sig ikke lokke til at blæse det op til følelser det ikke kan bære. Don DeLillo er en fantastisk forfatter – jeg har læst alle hans (atten) bøger, og denne hører til blandt de bedre!

I øvrigt har Martin Johs. Møller fundet dette klip hvor man kan høre selveste Don læse op af bogen.