I slutningen af halvfemserne læste jeg en masse af Douglas Coupland – blandt andet den mest kendte Generation X (1991) og Life After God (1994). På et tidspunkt fik jeg nok – hans sidste bøger blev meget sentimentale og lidt småreligiøse. Men for nylig købte jeg så JPod der skulle være meget i stil med hans 12 år gamle Microserfs om en flok meget nørdede og lidt sjove programmører.

Det er den også til dels – den handler i hvert fald om en gruppe ansatte i JPod, en lille enhed i en stor computerspilproducent. Og de er stadig nørdede, sjove og ret underlige. Men jeg husker det som om der var noget mere alvor i Microserfs end der er i denne bog – den er virkelig fuld af letbenet dramatik, tyk ironi og masser af fun facts.

Og så er den bevidst voldsomt utroværdig; hvor handlingen i Microserfs principielt sagtens kunne have fundet sted i virkeligheden, er alting i denne bog stærkt overdrevet og for det meste surrealistisk. Hovedpersonens mor er fx pusher med voldelige tendenser – og samtidig meget mor-agtig. Det gør det lidt svært at tage bogen alvorligt, men det er måske heller ikke meningen – og så øger det om ikke andet underholdningsværdien.

Bogen har i øvrigt en meget pudsig hjemmeside – der dog nok giver mest mening når man har læst den.

Denne bog består af tre korte romaner, og hver af dem er en slags portræt af en bemærkelsesværdig fiktiv personlighed. Tanken er fin nok, Klas Östergren skriver virkelig udmærket og professionelt, men jeg synes ikke helt det kommer ud over det lidt ordinære og acceptable. De to første portrætter har karakter af den slags historier som er virkelig underholdende at fortælle eller høre om virkelige mennesker – men de er hverken vilde nok eller fedt nok skrevet til at det rigtig kan bære at blive til en bog, synes jeg.

Det sidste portræt har dog det der skal til – det er historien om fortællerens forfatterkollega der får til opgave at drage ud i en lille by og beskrive en helt almindelig familie. Og familien er virkelig fuldstændig urimeligt almindelig. Jeg synes beskrivelsen af hans første besøg hos familien er vildt underholdende – alt lyder fuldstændig som noget man kender: møblerne, replikkerne og middagsritualerne. Og den gæstende forfatter bliver selvfølgelig vanvittig over ikke at finde nogen dybereliggende konflikt, nogen skjulte sandheder eller hemmelige motiver – denne familie er bare så straight og sympatisk at det bliver hans største udfordring nogensinde.

Og så læste jeg i øvrigt bogen på svensk – indkøbt i et kækt øjeblik i Malmø for nogle måneder siden. Ikke siden gymnasiets tvungne Strindberg havde jeg læst skønlitteratur på svensk. Men nu vovede jeg altså halsen, og det gik fint. Faktisk så fint at jeg i forgårs på et kort besøg i Sverige købte Män som hatar kvinnor!

Meget underlig historie: Den unge John kommer på besøg hos verdens rigeste familie der bor i et slot oven på et bjerg som i virkeligheden er en diamant på størrelse med Ritz-Carlton-hotellet. Familien lever i hemmelighed og overdreven luksus, men bliver opdaget af omverdenen. Det ender med at næsten alle dør i en lille krig, og kun John og familiens to døtre undslipper, men uden så meget som en eneste diamant.

Det er faktisk sjovere end det lyder – beskrivelsen af den rige familie er vist nok sarkastisk, og jeg blev på en underlig måde revet med af den eventyragtige fortælling.

F. Scott Fitzgerald er i øvrigt nok mere kendt for at have skrevet The Great Gatsby (1925) – som jeg læste alene af den grund at Søren Ulrik Thomsen i Det værste og det bedste skrev:

at man jo altid kan læse Den store Gatsby
én gang til er det bedste

Jeg tror ikke jeg kommer til at læse The Diamond as Big as the Ritz én gang til, men måske jeg skulle genlæse lidt S.U.T.?

Jeg ved ikke rigtig hvad jeg skal sige til denne lille og lidt umotiverede bog. Det er en slags udkast til Martin A. Hansens store værk Orm og Tyr (1952). Bogen handler om danske kirker og kristendommens indtog i Danmark.

Da har endeløse Vogntog knaget og knirket og klukket her forbi Holtug ad den gamle Vej ind i Landet, Sten til Kirkerne, Sten og atter Sten. Vogne der var melede af Kridt. Mænd i hvis Skæg og Vamse der er smurt Kridt, hvis sprukne Hænder er tørre af Kridt, er stavret af Sted ved Siden af store klagende Vognhjul, med en Haand paa Vognkæppen, medens laadne Øg hvis Pels krølledes af Sved med sløve Øjne drog Læssene gennem de lerede Spor. Vognenes Trænav har jamret og klukket i tykke Sommerdage, da Vejenes Støv bulnede som Røg fra de store Baal under Træerne, og de er skrumplet frem Vintermorgener, da Havet laa hvidt derude, rygende af Frost. Aar ud og Aar ind. Tiaar efter Tiaar. Menneskealdre igennem.

Ikke noget der interesserer mig voldsomt, men meget Martin A.-agtigt og på den måde lidt rart alligevel.

Don DeLillo har skrevet en 11. september-roman; det lyder monumentalt, men det er det ikke. Faktisk er det en underligt fin og spinkel roman.

Måske er det fordi DeLillo oven på kæmpeværket Underworld (1997) ikke rigtig har været klar på endnu en mastodont. Eller også syntes han at han havde sagt hvad han ville sige om terrorisme i Mao II (1991) – som Bibliopaten skrev om for nylig. Eller også er det bare en erkendelse af at det måske er for tidligt at sætte det store litterære punktum i historien om 11. september.

Falling Man lægger sig et sted mellem de vist nok bare to andre 11. september-romaner jeg har læst. I Jonathan Safran Foers Extremely Loud and Incredibly Close (2005) bliver ulykken udgangspunktet for et både sprudlende, trist, muntert og Paul Auster-fantastisk eventyr gennem byen. Nærmest det modsatte sker i Jay McInerneys The Good Life (2006) hvor bogens hovedpersoner benytter lejligheden til at kaste sig ud i lidt semi-dramatisk utroskab, men skuffes hemmeligt over at det alt for hurtigt bliver hverdag – og der ikke er nogen undskyldning længere (læs evt. min lille anmeldelse af den).

I Don DeLillos udgave af livet efter 11. september er det også almindelige mennesker og deres lidt banale problemer der er i centrum. Keith befinder sig i det ene tårn, men slipper ud og overlever. Han vender tilbage til sin kone Lianne og sønnen Justin, men ligesom i The Good Life bliver ulykken udgangspunkt for at Keith indleder en affære med en kvinde der ligesom ham lige akkurat overlevede angrebet. Keith og Liannes forhold udgør historiens midterakse og er sigende nok klinisk renset for alt der har med terrorangrebet at gøre.

Men ikke desto mindre ligger det tit i kanten af fortællingen og trænger sig på. Imens forældrene prøver at få deres liv til at fungere, kigger Justin og hans legekammerater i smug op mod himlen efter Bill Lawton (Bin Laden). Og Liannes mor har en elsker der måske, måske ikke, deltog i Rote Armee Fraktions aktiviteter i halvfjerdserne – før der var noget der hed krigen mod terror. Et par gange skifter romanen helt synsvinkel over til en ung muslim der hjælper Mohammed Atta med at forberede og gennemføre angrebet. Tilbage i New York kommer Lianne til at slå en kvinde der insisterer på at høre arabisk musik i sin lejlighed. Og senere gør Keith hvad han kan for at undgå kontakt med den eneste anden overlevende fra hans gamle pokergruppe. Og Lianne støder flere gange på kunstneren falling man der lader sig selv hænge ud fra bygninger, broer og over togbaner i en positur akkurat magen til manden på dette berømte billede (et billede der i øvrigt spiller en central rolle i Foers roman – og også var udgangspunktet for et tv-program der næsten fik mig til at græde).

Men selve dramaet ligger som sagt ikke i terroren – det er bare en ramme om historien. Alt fyldet er nærmest ren og klassisk Don DeLillo – hvilket i min verden er litteratur når det er allerbedst. Dialogerne har på én gang en kompakt indforståethed og en troværdig redundans. Og trods det potentielt højtidelige emne lader han sig ikke lokke til at blæse det op til følelser det ikke kan bære. Don DeLillo er en fantastisk forfatter – jeg har læst alle hans (atten) bøger, og denne hører til blandt de bedre!

I øvrigt har Martin Johs. Møller fundet dette klip hvor man kan høre selveste Don læse op af bogen.

Det er adskillige måneder siden jeg læste denne rigtig gode lille bog – men jeg blogger først om den nu, da jeg har anmeldt den i RetorikMagasinet nr. 64 som udkommer i dag. Man kan læse anmeldelsen her.

I øvrigt har jeg lidt dårlig samvittighed over ikke at nævne min specialemakker Niels i anmeldelsen – han står ikke på som forfatter, men han har researchet til den og vist nok også skrevet noget af den.

Som alle James Kelmans bøger er denne kedelig på en virkelig fin måde. Den handler om en skotte der efter 12 år i USA nu vil besøge sit hjemland. Hele bogen handler om hans sidste aften inden hjemrejsen hvor han begiver sig ud i en lille midtvest-by for at få sig en sidste øl – eller ti.

Det går der selvfølgelig ikke 440 sider med – han tænker undervejs tilbage på sin tid i USA: tiden med kæresten, barnet de fik, hans forskellige bartenderjobs og tjansen som nattevagt i en lufthavn. Der er ikke meget dramatik over det, og det beskrives ikke engang kronologisk. Oven i hatten får man skotsk stavning, masser af selvafbrydelser og selvmodsigelser og en historie der grundlæggende ikke rummer nogen erkendelser eller reel udvikling.

Det virker som om James Kelman har afvejet trist autencitet og læseværdighed – og afgjort at det sidste følger automatisk af det første. Det gør det så også, efter min mening: Kelman er så fast besluttet på ikke at please sin læser at det er en fryd at læse!

Jeg er en af de få der aldrig fik set Brokeback Mountain, men til gengæld har jeg lige læst denne lille novelle som var grundlaget for filmen.

Alle kender sikkert historien om de to cowboys der i starten af tresserne møder hinanden på et bjerg hvor de sammen skal vogte får, men i stedet bruger tiden på at udvikle et seksuelt forhold. Sommeren slutter, de glider fra hinanden, ses nogle gange, men det bliver aldrig det samme.

Det en fin lille bog, meget usentimental, og hvor jeg har indtryk af at mændene i filmen er meget slikkede og glatte, virker de ret usoignerede og klamme i bogen: “The room stank of semen and smoke and sweat and whiskey, of old carpet and sour hay, saddle leather, shit and cheap soap.” Mums! Jeg kan godt se det ikke er en kvalitet i sig selv at fremstille dem som ulækre, men omvendt har jeg lidt den fordom at bøger om homoseksuelle gør et stort nummer ud af at retfærdiggøre og glatte ud – og det gør den her så ikke.

I stedet er den forholdsvis rå og koncentrerer sig mere om at fortælle historien om deres kvaler og deres kejtede forhold – og centralt i historien er noget så universelt som det problem at den ene part er mere interesseret i noget seriøst end den anden.

Okay, jeg skal ikke heller ikke være for fin til at udlevere mig selv her på falderebet. Jeg lånte bogen af en ven der fortalte at han havde det mærkeligt med at læse i bogen offentlige steder; tænk hvis nogen skulle tro han var bøsse! Jeg grinede lidt, men endte faktisk med at have det på samme måde – og læste kun ganske diskret i den i S-toget. Så meget for at hvile i sig selv og være ligeglad med hvad andre tror!

Så kedeligt kan det gøres, mine damer og herrer. Murder indeholder fire noveller der alle sendte mig tilbage til engelsktimernes kedsommelige fortolkningstyrrani. Jeg kan se mine gamle læreres evindelige lortespørgsmål for mig:

• Characterise the relationship between Henry and Elisa.
• Why do you think the stranger won’t answer the two men’s questions?
• What does the narrator mean when he thinks to himself “That’s just exactly how I do feel.”
• How does Jim react when he enters the bedroom?

Jeg kan varmt anbefale denne bog til alle der er på jagt efter langmodig amerikansk bondesymbolik, gumpetunge psykologiske spil og helt ulidelige vejr- og landskabsbeskrivelser. Læs den før din engelsklærer!

(Nej, seriøst, er der overhovedet noget system i hvilke dele af gymnasielitteraturen der er værd at læse? Salinger og Hemingway er seje nok, og så har de alle de år stået lige ved siden af fesne, fesne Steinbeck og – gys – Toni Morrison. Efter dette er jeg ikke sikker på jeg magter at kaste mig ud i at læse noget af Saul Bellow alligevel. Eller Virginia Woolf. Hvordan kender man forskel?)

Denne bog er udkommet her i 2007, men jeg læste den allerede for halvandet år siden. Jeg var tilknyttet et forlag hvor en af mine opgaver var at læse de indkomne manuskripter igennem. Her læste jeg nogle få helt elendige bøger, en del dårlige, mange middelmådige, en håndfuld interessante og én rigtig god. Og den gode – Søren Linds Høns i pluralis og på flugt – var faktisk den eneste jeg indstillede til udgivelse mens jeg var på forlaget. Nu er den altså blevet udgivet – og hurra for det!

Det bedste ved bogen er Søren Linds evne til at trække læseren rundt i manegen. Et eksempel er novellen “Gamle mænd” hvor scenen fra starten bliver sat: “To ældre herrer deler sofa i fjernsynsstuen på det plejehjem, hvor de hver især afsoner på ubestemt tid.” Herefter elaborerer Lind på billedet, men efter et par afsnit kommer dette: “I grunden er det måske fjollet, at det lige præcis er dér, de sidder.” Og lidt senere: “Okay. De to ældre herrer sidder muligvis på hver sin skammel i baghaven hjemme hos den enes søn.” Og sådan bliver scenen igen og igen skiftet ud, hele novellen igennem.

Det var – så vidt jeg husker – den første novelle i det oprindelige manuskript og fungerede for mig som en effektiv og virkelig vellykket besked om hvad det var for en slags bog: Søren Lind bruger aktivt læserens genreforventninger og klichékendskab – og tingene er sjældent som fortælleren forsøger at fremstille dem.

Det sidste gør sig især gældende i titelnovellen. Det lægger ud med at være bekendelser fra en højt agtet kunstner, men i løbet af hans fortælling skinner en mindre glorværdig sandhed gennem teksten – men bag om ryggen på fortælleren hvis selvagtelse forbliver intakt. Omtrent på samme måde fungerede en ellers virkelig fin agenthistorie der også var med i det første udkast – den må være røget ud på grund af ligheden med denne novelle.

Som næsten altid i novellesamlinger er der historier man kunne have undværet – her er det for mit vedkommende bl.a. bogens sidste novelle som er en lidt planløs og uinteressant Knut Hamsun-pastiche. Men generelt er niveauet altså højt, og teksterne er især kendetegnet ved en sikker og kontrolleret stil, en underspillet spændstighed i sproget og nogle sjove og tit meget skarpe portrætter af bogens personer.

Og dette er bare Søren Linds debutbog! Jeg er spændt på at læse mere af ham – selv om jeg nok fremover må vente til det bliver udgivet.