Kan man overhovedet lade være med at blive meget begejstret for en roman der starter sådan her? Jeg kan ikke:
Maj Britt er for all fremtid fradømt retten til å eie undulat.
Retten har slått det fast med nådeløs klarhet.
Hun får IKKE eie eller pleie undulater igjen så lenge hun lever. Hun kan med andre ord bare glemme den tiltrekkende vanen det var å våkne til de små krabatenes fornøyde kvitring fra de overdekte burene som i alle år brukte å fylle stuen hennes der ute i den endeløse svenske skogen.
Hun får IKKE ha undulat.
Det er den mest underlige af de Erlend Loe-bøger jeg har læst – og er i øvrigt en fortsættelse af Doppler (2004). Hovedpersonen er med sin elg Bongo (ja!) nået til Sverige hvor han møder en ældgammel hashrygende kvinde som har klippet et lille stykke af næbet af alle sine undulater – og en næsten lige så gammel homoseksuel spejder og ornitolog. Der er absolut ingen dybere mening i det meget usammenhængende plot – til gengæld er det morsomt meget af tiden.
Lige i overkanten bliver det måske med forfatterens meget voldsomme indblanding i historien og hans mange metakommentarer – men alligevel er også dét lidt sjovt. Kontrasten til den sidste bog jeg læste – Flygtningen – er virkelig enorm.
Erlend Loes forlag har været så venlige at lægge et meget langt uddrag af bogen ud på deres hjemmeside – læs det her.