Jeg havde det lidt blandet med den sidste bog jeg læste, men sådan er det virkelig ikke med Rødby-Puttgarden: det er ren og lækker læseglæde som man faktisk ikke så ofte oplever det.

Det er den simple historie om to søstre, der bor i Rødby og arbejder i parfumeforretningen på færgen. Det er ikke handlingen der tæller, men bare tilstanden og stilstanden i deres lille verden af støvregn, romfromage og firserudtryk.

Helle Helle skriver stille og roligt og fuldstændig sikkert, så de to kvinder på deres egen kedsommelige måde bliver helt livagtige og troværdige – lidt som at se en kornet videooptagelse fra for tyve år siden. Og så er de beskrevet med en sjov blanding af indlevelse og distance, så det på én gang virker en lille smule hånligt og en lille smule medfølende.

En dejlig bog – og en forfatter jeg absolut må læse mere af. Nogen anbefalinger?

Jeg ved virkelig ikke hvad jeg skal mene om denne bog. På mange måder er den grundlæggende fantastisk og fascinerende, og stadig også rigtig irriterende. 

Det er tredje del af Kjærstads trilogi om Jonas Wergeland – en fiktiv norsk tv-skaber. Jeg har også læst de to første bøger i serien, og de handler egentlig om det samme: Wergeland, hans liv, hans værk, menneskerne omkring ham og historierne der knytter det hele sammen. 

Hele trilogien er på mikro- og makroniveau fortalt ukronologisk og fragmenteret – men på den helt gennemførte og meningsfyldte måde. Der er en mening med det hele, og der er også en vis forståelsesmæssig udvikling mellem de tre bøger. Det er håndværksmæssigt ekstremt vellykket – og ja, også mere det. For der er også noget engagerende eller inspirerende over bogen: den gav mig lyst til at gøre de ting Kjærstad skriver om. Det blev så ikke til så meget, fordi jeg læste det meste af bogen i juleferien, siddende i mit badekar med en kop kaffe og ikke lige i stand til at gøre andet end at læse videre. 

Når bogen så alligevel irriterer mig, er det fordi alle folk i bogen bare er så kloge, enestående og fantastiske. Det gælder ikke mindst Jonas Wergeland der virkelig er en fantastisk person. Kjærstad holder sig ikke tilbage med at fortælle hvor særlig han er og hvorfor – han går især i detaljer med sin hovedpersons største professionelle bedrift: serien “At tænke stort” som handler om store nordmænd og deres gerninger. Han udpensler seriens idé og de unikke, gennemtænkte detaljer i de enkelte programmer. Fint og inspirerende nok, men for fanden, det er jo Kjærstad selv der har fået idéen, og så virker det faktisk bare selvforherligende på en virkelig irriterende måde. Jeg citerer:

Det vigtigste er endnu ikke blevet fortalt. Historien om et genis forløsning. Hvordan kunne én eneste person begejstre så mange tusinder, næsten inspirere et helt land til at ændre kurs? Hvordan kan et menneske overhovedet få en idé, der var så exceptionel som den, Jonas Wergeland [altså Jan Kjærstad!] fik?

 

Og som sagt er birollerne faktisk nærmest lige så geniale – de tre bind à 500 sider er blottet for ligegyldige, jævne og kedsommelige personligheder uden potentiale. Utroligt kvalmende bliver det fx når Kjærstad skriver om en lærer Jonas Wergeland havde som barn:

Mange af lektor Dehlis pædagogiske mesterstykker involverede netop kort eller globuser. Ved at vende kloden på hovedet lærte han dem ordet perspektiv. Engang klippede han ganske enkelt et gammelt verdenskort over midt i Atlanterhavet. “Hvorfor skal det altid være Atlanten, der udgør centrum?” sagde han. “Lad os lime det sammen, sådan at Stillehavet kommer i midten.” Virkningen var slående.

 

Dead Poets Society har altså én gang for alle gjort det umuligt at lave udholdelige portrætter af inspirerende lærere. Nå, nu brokker jeg mig – det er en fantastisk og fantastisk irriterende bog – måske man bare skulle læse den på norsk; sproget der bare gør alting lidt nuttet og muntert og tager brodden af al højtidelighed.

Irvine Welsh er tilbage på rette spor! Jeg var ellers ret skuffet over hans sidste bog, men mit forhold til hans bøger er for nostalgisk til at jeg kunne opgive ham på grund af en enkelt dårlig bog. Heldigvis!

If You Liked School, You’ll Love Work består af fire historier på cirka 50 sider og én på næsten 200 sider – en såkaldt novella der så vidt jeg forstår bare er betegnelsen for en meget lang novelle. I de fire første prøver Welsh – modsat hvad han plejer – at skrive om folk der ikke er skotske mænd på stoffer. Det går bedre end sidst han prøvede og er flere gange ret sjovt, især fordi han holder fast i sin gamle, småmorbide humor. Til gengæld klinger det altså ikke helt rent i mine ører når han prøver at skrive som en amerikaner.

Det gør det til gengæld i den sidste lange novella hvor hovedpersonen fortæller løs på godt gammeldags Irvine Welsh-skotsk:

A fightin dug, ya hoor, that’s the furry Fife fashion accessory ah’m draggin aroond wi ays doon Main Street n up tae the High Street. Ambrose, they call him. N eh’s no that bad once ye git used tae um; thon nippy wee cunts ootside the chippy gied ays a wide berth whin ah strutted doon the street wi him on the chain, suren they fuckin did!

Det er en lystig og meningsløs historie, ekstremt handlingsmættet og måske egentlig også lidt triviel. Jeg kan ikke regne ud om bogen virkelig er god eller om min passion for skotsk skodlitteratur bare er stærk nok, men det var virkelig underholdende.

Meget velskrevet og lidt ligegyldig essaysamling fra Jonathan Franzen. Den har undertitlen A Personal History, og de seks essays handler om små og store oplevelser i Franzens liv – tit blandet sådan lidt litterært-sjovt sammen, fx i det der på én gang handler om hans hårde vej til at nyde det tyske sprog og hans hårde vej til en sen seksuel debut. Lidt personligt udleverende og alligevel helt sikkert meget kalkuleret.

Hans gennembrudsroman The Corrections (2001) var ellers virkelig fantastisk. Den handler især om familie, og når The Discomfort Zone er bedst, handler den faktisk også om familie. Måske det bare er det eneste Jonathan Franzen kan?

Det er faktisk af lyst og ikke af pligt jeg lidt efter lidt pløjer mig igennem Hamsuns samlede værker, på norsk endda, for det er altså ret godt! Denne her var en samling noveller – de fleste ret Hamsun-agtige, men klart også med nogle sjove afvigelser.

Blandt andet er der under samlebetegnelsen “Oplevede Smaating” (hehe) fem små historier han tilsyneladende mere eller mindre har oplevet selv (men det er svært at få opklaret umiddelbart, Google har tre hits). Og det er egentlig ret skægt og langt fra hans sædvanlige stil – hvor han plejer at skrive om kærlighed og skove og kejtede mænd, handler nogle af de her om fx hans oplevelse af gadeoptøjer i Paris og livet på landet i USA. Personligt, godt fortalt og aldrig belærende. Og så har han på en morsom og oprigtig måde oversat udtryk fra fransk og engelsk – “Forlystelsesetablissementet Røde Mølle” og “Tævesøn”, for eksempel.

Der er også en ægte spøgelseshistorie med genfærd og kuldegysninger og alt muligt. Og så slutter novellen helt fantastisk og lakonisk:

Og dog har han [spøgelset] kanske ikke gjort mig bare Skade. Dette har ofte faldt mig ind. Jeg kunde tænke mig at han var en af de første Aarsaker til at jeg lærte at bite Tænderne sammen og gjøre mig haard. I mit senere Liv har jeg nu og da faat Bruk for dette.

Jo tak, nazi-Knut!

Ligesom man let kan blive skuffet over bøger som alle har rost til skyerne, kan blive meget positivt overrasket over de bøger man ikke har forventet sig noget særligt af. Sådan gik det med Spies – jeg stod i lufthavnen og manglede en bog, og udvalget var lige så lille som den butik hvor jeg købte den (med mindre man er til Harry Potter). Jeg endte på denne, fordi jeg for en del år siden læste Michael Frayns roman Headlong – jeg kan slet ikke huske hvad den handlede om, men den var vist OK.

Det var den her så absolut også. Det er en gammel mands erindringer om en episode i sin barndom i England under 2. verdenskrig, og den starter meget stilfærdigt og nostalgisk – på en ret fin måde – og udvikler sig langsomt til egentlig at være overraskende alvorlig.

Fortælleren Stephen og Keith, hans gode ven fra vejen, er nogle meget fantasifulde børn. Eller rettere: Keith finder på mange teorier, udfordringer, lege og hemmelige løfter, mens Stephen bare parerer ordre og er dybt taknemmelig over at få lov at være venner med Keith.

Keith får så den teori at hans mor er tysk spion, og derfor begynder de to drenge at udspionere hende. I starten er legen ret uskyldig og lige så ordinær som de teorier små børn nu har, men med tiden kommer man som læser mere og mere i tvivl om hvad der ligger bag deres opdagelser.

Den går faktisk hen og bliver decideret spændende – jeg havde i hvert fald svært ved at lægge den fra mig. Og så er livet som barn og især det ret assymetriske forhold mellem Keith og Stephen virkelig, virkelig godt og livagtigt beskrevet.

Der er en irriterende tendens til at historier set fra børns synsvinkel bliver platte og lommefilosofi-finurlige, fordi deres naivitet og uskyld bliver ophøjet til noget fint, men sådan er det ikke i denne bog – den lille fortællers uvidenhed er ikke misundelsesværdig, tværtimod brænder den ham op i en blanding af skam og skræk.

I øvrigt (dette er ikke vigtigt) er bogen udgivet på forlaget Faber & Faber som virkelig ofte bruger den dejlige skrifttype Palatino – hurra for det!

Denne bog hører til dem, jeg længe har haft lidt dårlig samvittighed over ikke at have fået læst (tilbage er stadig bl.a. Knud Romers Den der blinker er bange for døden og Jonas T. Bengtssons Submarino), og jeg købte den helt tilbage i juli, endda på svensk i et begejstret øjeblik efter jeg lige havde læst Klas Östergren.

Og tit er det sådan med burde-bøgerne at når jeg endelig får dem læst, så er de faktisk ikke helt så gode som jeg efterhånden havde forestillet mig. Det samme med den her – den er absolut god og spændende, men nok også ret hurtigt glemt igen.

Det er en krimi, men der er flere sideforløb i den – kun én gåde, men to store mål for hovedpersonen, journalisten Mikael Blomkvist. Dels at opklare et meget mystisk mord begået tilbage i tresserne (efterforskning betalt af en aldrende erhvervsmand), dels at afsløre at en anden erhversguru ikke har helt rent mel i posen. Og så kommer der en ung og meget mærkelig kvinde ind fra siden, som heldigvis har mere ben i næsen end hende den tamme i The Da Vinci Code.

Apropos Dan Brown – der er altså passager der bliver lige lovlig krimi-corny – fx hvor hovedpersonen sidder med gamle fotoalbums og efterforsker mordet og finder noget banebrydende nyt: “Mikal vände blad og kände hur håren i nacken reste sig. Det var som om en kall vindpust dragit genom rummet.” Omvendt kan man sige at den bryder lidt med det klassiske ved at det spændingsmæssige klimaks kommer noget i retning af 150 sider før bogens slutning.

Kort sagt er den dog stadig klart værd at læse – jeg har netop været ude og rejse nogle dage, og den var faktisk så spændende at jeg kom til at læse den færdig allerede første dag inden jeg nåede frem til destinationen. Så har jeg været isoleret uden bøger i nogle dage, indtil jeg i formiddags fik købt Michael Frayns Spies i lufthavnen i Bukarest… pyh!

To små, letbenede og nogenlunde underholdende noveller af Nick Hornby – en forfatter jeg ikke har læst noget af før, men det var vist ham der skrev romanen bag High Fidelity.

Den første handler om en dreng der køber en gammel videomaskine og finder ud af at han kan spole ind i fremtidens fjernsynsudsendelser – det viser sig selvfølgelig at være skræmmende. I den anden novelle er hele handlingen stort set indeholdt i den første sætning: “I found out that my son was the star of a porn film when Karen Glenister from two doors down dropped an envelope through our letter-box.”

Det virker lidt som om forfatteren har skrevet novellerne sådan her: “tænk nu hvis … det skriver jeg sgu lige en historie om”. En litterær letvægter, men underholdende nok. Hurtigt læst og hurtigt glemt.

Jeg havde aldrig hørt om hverken denne bog eller forfatteren Dave Eggers før Christoffer erklærede at dette simpelt hen var hans yndlingsbog. Og det er da også noget – nok til at jeg bestilte den, og nu har jeg altså også læst den.

Bogen bygger på forfatterens egne oplevelser – som i korte træk går ud på at begge hans forældre døde da han var omkring 20, og at han derefter boede sammen med sin lillebror og prøvede at få tilværelsen til at hænge sammen.

Men det er slet ikke den udmærkede, men måske lidt ordinære historie, der gør bogen til noget særligt. Det er tværtimod Eggers’ ekstremt selvreflekterende stil og en hel masse munter metasnak.

Bogen lægger fx ud med et langt forord med forklaring af bogens symbolik, fraklip fra selve teksten og en erklæring om i hvor høj grad virkeligheden er blevet fiktionaliseret. Og hvis man vender bogen på hovedet, er der et tilsvarende efterskrift der fremstår som en selvstændig bog med titlen Mistakes We Knew We Were Making.

Og så udnytter Eggers ellers alle de muligheder der er for at tviste bogformatet – siden med copyright-oplysninger indeholder også forfatterens fysiske mål og små kommentarer, inde i bogen bliver der brugt lille skrift i en ligegyldig passage, og i noget af dialogen taler personerne endda om at det de siger er en del af en bog.

Jeg hører ikke til dem der synes at sådan noget metasnak er anstrengende – jeg synes egentlig det er ret sjovt, for det meste. I A Heartbreaking Work of Staggering Genius synes jeg på den anden side ikke rigtig det gør noget for selve Dave Eggers’ historie – som ville være fin nok, men ikke fantastisk, hvis den stod for sig selv.

Update 29.10.07: Jeg kom alligevel i tanke om ét punkt hvor Eggers’ meta-tilgang virkelig gør noget godt. Det er når han anlægger den samme vinkel på sine oplevelser: hans følelser er aldrig helt rene og ublandede, men med et skær af en konstant bevidsthed om dem. Et virkelig ubehageligt eksempel er en scene hvor en af hans venner har forsøgt selvmord, og Dave Eggers besøger ham på hospitalet:

I put my hand on his shoulder. I can’t believe he’s going to make me give him the speech. I am livid that he’s going to make me give him his speech. I do it, piecing it together from times I’ve seen it done on TV and in movies. I tell him that there are many people who love him and would be crushed if he were to kill himself, while wondering, distantly, if that is the truth. […] And though I do not believe much of it, he does. I make myself sick saying it all, everything so obvious, the reasons to live not at all explainable in a few minutes on the edge of a psychiatric ward bed, but still he is roused, making me wonder even more about him, why a fudge-laden pep talk can convince him to live, why he insists on bringing us both down here, to this pedestrian level, how he cannot see how silly we both look […]

Problemet er jo at Eggers har set den scene – og virkelig mange andre – tusind gange i fjernsynet og bliver forlegen over at skulle spille den igennem, fordi han samtidig ved hvor corny den netop er!

Jeg fandt denne lille bog i et antikvariat i Odense efter i mange år ikke at have læst noget Kafka. Og det var lige efter bogen: mærkeligt, uforudsigeligt, ubehageligt og lidt surrealistisk.

En rejsende skal overvære henrettelsen af en mand der er blevet dømt uden nogen retssag (ja, det er Kafka). Og den dømte skal henrettes af et avanceret torturinstrument der skriver i ofrenes kroppe med syle, og som får dem til at indse deres skyld. Maskinen bliver betjent af en meget begejstret officer – så begejstret at han prøver at få den rejsende til at indse hvor vigtigt det er at man også i fremtiden kan torturere folk uden nogen form for rettergang. Den rejsende kan ikke tilslutte sig, og officeren henretter sig selv i torturmaskinen. Men maskinen virker ikke ordentligt, og officeren opnår aldrig den erkendelse og lettelse som ofrene plejer at få. Festligt!

I øvrigt var det sjovt at se hvor meget Kafka minder om Kazuo Ishiguro i Koncerten – eller dvs. det er jo nok omvendt – det tænkte jeg slet ikke på da jeg læste Ishiguro. Kafka er altid god – men Kazuo Ishiguro var nu mere end bare en værdig kopi.