Ligesom man let kan blive skuffet over bøger som alle har rost til skyerne, kan blive meget positivt overrasket over de bøger man ikke har forventet sig noget særligt af. Sådan gik det med Spies – jeg stod i lufthavnen og manglede en bog, og udvalget var lige så lille som den butik hvor jeg købte den (med mindre man er til Harry Potter). Jeg endte på denne, fordi jeg for en del år siden læste Michael Frayns roman Headlong – jeg kan slet ikke huske hvad den handlede om, men den var vist OK.

Det var den her så absolut også. Det er en gammel mands erindringer om en episode i sin barndom i England under 2. verdenskrig, og den starter meget stilfærdigt og nostalgisk – på en ret fin måde – og udvikler sig langsomt til egentlig at være overraskende alvorlig.

Fortælleren Stephen og Keith, hans gode ven fra vejen, er nogle meget fantasifulde børn. Eller rettere: Keith finder på mange teorier, udfordringer, lege og hemmelige løfter, mens Stephen bare parerer ordre og er dybt taknemmelig over at få lov at være venner med Keith.

Keith får så den teori at hans mor er tysk spion, og derfor begynder de to drenge at udspionere hende. I starten er legen ret uskyldig og lige så ordinær som de teorier små børn nu har, men med tiden kommer man som læser mere og mere i tvivl om hvad der ligger bag deres opdagelser.

Den går faktisk hen og bliver decideret spændende – jeg havde i hvert fald svært ved at lægge den fra mig. Og så er livet som barn og især det ret assymetriske forhold mellem Keith og Stephen virkelig, virkelig godt og livagtigt beskrevet.

Der er en irriterende tendens til at historier set fra børns synsvinkel bliver platte og lommefilosofi-finurlige, fordi deres naivitet og uskyld bliver ophøjet til noget fint, men sådan er det ikke i denne bog – den lille fortællers uvidenhed er ikke misundelsesværdig, tværtimod brænder den ham op i en blanding af skam og skræk.

I øvrigt (dette er ikke vigtigt) er bogen udgivet på forlaget Faber & Faber som virkelig ofte bruger den dejlige skrifttype Palatino – hurra for det!

Denne bog hører til dem, jeg længe har haft lidt dårlig samvittighed over ikke at have fået læst (tilbage er stadig bl.a. Knud Romers Den der blinker er bange for døden og Jonas T. Bengtssons Submarino), og jeg købte den helt tilbage i juli, endda på svensk i et begejstret øjeblik efter jeg lige havde læst Klas Östergren.

Og tit er det sådan med burde-bøgerne at når jeg endelig får dem læst, så er de faktisk ikke helt så gode som jeg efterhånden havde forestillet mig. Det samme med den her – den er absolut god og spændende, men nok også ret hurtigt glemt igen.

Det er en krimi, men der er flere sideforløb i den – kun én gåde, men to store mål for hovedpersonen, journalisten Mikael Blomkvist. Dels at opklare et meget mystisk mord begået tilbage i tresserne (efterforskning betalt af en aldrende erhvervsmand), dels at afsløre at en anden erhversguru ikke har helt rent mel i posen. Og så kommer der en ung og meget mærkelig kvinde ind fra siden, som heldigvis har mere ben i næsen end hende den tamme i The Da Vinci Code.

Apropos Dan Brown – der er altså passager der bliver lige lovlig krimi-corny – fx hvor hovedpersonen sidder med gamle fotoalbums og efterforsker mordet og finder noget banebrydende nyt: “Mikal vände blad og kände hur håren i nacken reste sig. Det var som om en kall vindpust dragit genom rummet.” Omvendt kan man sige at den bryder lidt med det klassiske ved at det spændingsmæssige klimaks kommer noget i retning af 150 sider før bogens slutning.

Kort sagt er den dog stadig klart værd at læse – jeg har netop været ude og rejse nogle dage, og den var faktisk så spændende at jeg kom til at læse den færdig allerede første dag inden jeg nåede frem til destinationen. Så har jeg været isoleret uden bøger i nogle dage, indtil jeg i formiddags fik købt Michael Frayns Spies i lufthavnen i Bukarest… pyh!

To små, letbenede og nogenlunde underholdende noveller af Nick Hornby – en forfatter jeg ikke har læst noget af før, men det var vist ham der skrev romanen bag High Fidelity.

Den første handler om en dreng der køber en gammel videomaskine og finder ud af at han kan spole ind i fremtidens fjernsynsudsendelser – det viser sig selvfølgelig at være skræmmende. I den anden novelle er hele handlingen stort set indeholdt i den første sætning: “I found out that my son was the star of a porn film when Karen Glenister from two doors down dropped an envelope through our letter-box.”

Det virker lidt som om forfatteren har skrevet novellerne sådan her: “tænk nu hvis … det skriver jeg sgu lige en historie om”. En litterær letvægter, men underholdende nok. Hurtigt læst og hurtigt glemt.

Jeg havde aldrig hørt om hverken denne bog eller forfatteren Dave Eggers før Christoffer erklærede at dette simpelt hen var hans yndlingsbog. Og det er da også noget – nok til at jeg bestilte den, og nu har jeg altså også læst den.

Bogen bygger på forfatterens egne oplevelser – som i korte træk går ud på at begge hans forældre døde da han var omkring 20, og at han derefter boede sammen med sin lillebror og prøvede at få tilværelsen til at hænge sammen.

Men det er slet ikke den udmærkede, men måske lidt ordinære historie, der gør bogen til noget særligt. Det er tværtimod Eggers’ ekstremt selvreflekterende stil og en hel masse munter metasnak.

Bogen lægger fx ud med et langt forord med forklaring af bogens symbolik, fraklip fra selve teksten og en erklæring om i hvor høj grad virkeligheden er blevet fiktionaliseret. Og hvis man vender bogen på hovedet, er der et tilsvarende efterskrift der fremstår som en selvstændig bog med titlen Mistakes We Knew We Were Making.

Og så udnytter Eggers ellers alle de muligheder der er for at tviste bogformatet – siden med copyright-oplysninger indeholder også forfatterens fysiske mål og små kommentarer, inde i bogen bliver der brugt lille skrift i en ligegyldig passage, og i noget af dialogen taler personerne endda om at det de siger er en del af en bog.

Jeg hører ikke til dem der synes at sådan noget metasnak er anstrengende – jeg synes egentlig det er ret sjovt, for det meste. I A Heartbreaking Work of Staggering Genius synes jeg på den anden side ikke rigtig det gør noget for selve Dave Eggers’ historie – som ville være fin nok, men ikke fantastisk, hvis den stod for sig selv.

Update 29.10.07: Jeg kom alligevel i tanke om ét punkt hvor Eggers’ meta-tilgang virkelig gør noget godt. Det er når han anlægger den samme vinkel på sine oplevelser: hans følelser er aldrig helt rene og ublandede, men med et skær af en konstant bevidsthed om dem. Et virkelig ubehageligt eksempel er en scene hvor en af hans venner har forsøgt selvmord, og Dave Eggers besøger ham på hospitalet:

I put my hand on his shoulder. I can’t believe he’s going to make me give him the speech. I am livid that he’s going to make me give him his speech. I do it, piecing it together from times I’ve seen it done on TV and in movies. I tell him that there are many people who love him and would be crushed if he were to kill himself, while wondering, distantly, if that is the truth. […] And though I do not believe much of it, he does. I make myself sick saying it all, everything so obvious, the reasons to live not at all explainable in a few minutes on the edge of a psychiatric ward bed, but still he is roused, making me wonder even more about him, why a fudge-laden pep talk can convince him to live, why he insists on bringing us both down here, to this pedestrian level, how he cannot see how silly we both look […]

Problemet er jo at Eggers har set den scene – og virkelig mange andre – tusind gange i fjernsynet og bliver forlegen over at skulle spille den igennem, fordi han samtidig ved hvor corny den netop er!

Jeg fandt denne lille bog i et antikvariat i Odense efter i mange år ikke at have læst noget Kafka. Og det var lige efter bogen: mærkeligt, uforudsigeligt, ubehageligt og lidt surrealistisk.

En rejsende skal overvære henrettelsen af en mand der er blevet dømt uden nogen retssag (ja, det er Kafka). Og den dømte skal henrettes af et avanceret torturinstrument der skriver i ofrenes kroppe med syle, og som får dem til at indse deres skyld. Maskinen bliver betjent af en meget begejstret officer – så begejstret at han prøver at få den rejsende til at indse hvor vigtigt det er at man også i fremtiden kan torturere folk uden nogen form for rettergang. Den rejsende kan ikke tilslutte sig, og officeren henretter sig selv i torturmaskinen. Men maskinen virker ikke ordentligt, og officeren opnår aldrig den erkendelse og lettelse som ofrene plejer at få. Festligt!

I øvrigt var det sjovt at se hvor meget Kafka minder om Kazuo Ishiguro i Koncerten – eller dvs. det er jo nok omvendt – det tænkte jeg slet ikke på da jeg læste Ishiguro. Kafka er altid god – men Kazuo Ishiguro var nu mere end bare en værdig kopi.

Efter at have læst den fantastiske Lolita var jeg selvfølgelig nødt til at få fat i noget mere af Vladimir Nabokov. Denne er ikke lige så god, men stadig værd at læse.

Den handler om professor Timofey Pnin – en russer i USA. Han er en latterlig person; ser fjollet ud, taler elendigt engelsk og har ikke rigtig kontrol over sine bevægelser. Et tyndt udgangspunkt for en bog, kunne man mene, men den bliver reddet af at Nabokov skriver så skarpt og medfølende om ham.

For ikke så længe siden skrev jeg at det er tarveligt og ikke særlig prisværdigt når forfattere skaber fiktive personer og så driller dem. Det er ret meget det Nabokov gør ved Pnin, og jeg har tænkt lidt over hvorfor det er mere i orden end når Olav Hergel gør det.

Jeg er kommet frem til at det måske hænger sammen med at der er en del selvironi i karakteristikken – Nabokov var jo selv akademiker og russer i USA – og så det at man alligevel også får lidt ondt af Pnin. Men altså: heldigvis ikke mere end at man stadig kan grine hånligt af den kejtede hovedperson.

Jeg har strengt taget ikke læst denne bog. Ikke hele bogen. Det er nemlig en rask lille kombinatorik-bombe der med ti sider à seks adskillelige strimler (der hver består af to linjers tekst) i alt kan kombineres til én million forskellige små historier på tolv linjer. Hver strimmel er udstyret med et nummer mellem nul og ni, sådan så hver historie faktisk har sit eget nummer mellem nul og 999.999. Det kan man udnytte til fx at bruge en terning eller en fødselsdag til at nå et sekscifret nummer der så igen er vejen ind til ens egen næsten-private historie. Alt sammen ret sjovt og godt fundet på (også selv om det vist ikke rigtig er Peter Adolphsen der er kommet på idéen).

Men okay, jeg tøver lidt med at komme ind på selve historierne. Er de gode? Mjah. De er jo i sagens natur forholdsvis tilfældige; da Adolphsen for snart mange måneder siden var i den 11. time for at fortælle om bogen, måtte han jo indrømme at han selvfølgelig heller ikke havde læst alle historierne. Man kan sige at han har lavet et fint stykke arbejde med at realisere idéen og skabe nogle sætninger der giver mening (eller på en sjov måde ikke gør) på tværs af papirstrimlerne. Og det er vitterlig sjovt med den læseraktivering der er i selv at bladre rundt – og hvilken begejstring når man helt selv finder frem til en god historie. Men kunstværket er jo heller ikke større end at man hurtigt bliver træt af at læse de samme tekststumper i nye sammenhænge, også lidt fordi det rent praktisk er besværligt at holde strimlerne.

Martin Johs. Møller er i øvrigt langt fremme i skoene og har lavet en fin videoanmeldelse (han fik i øvrigt en smart terning med, det gjorde jeg ikke!). Og så kan man også få en forsmag af historierne på bogens hjemmeside.

Allerede i elevatoren på hotellet hvor den verdenskendte pianist Ryder ankommer ved denne bogs start, fornemmer man at der er noget galt. Fra dørene lukker og til de åbner igen, når Ryder igennem en lang snak med porteren – en samtale der fylder 6 ½ tætskrevne sider.

Han er netop ankommet til en europæisk by for at give en koncert. Han kan ikke rigtig huske detaljerne omkring arrangementet, kender ikke til byen og ved i det hele taget ikke hvad der forventes af ham.

I løbet af den 500 sider lange bog – der tidsmæssigt kun strækker sig over tre dage – bliver Ryder kun lidt klogere. Tidligt bliver han introduceret til en porterens datter; hun viser sig at kende Ryder udmærket, så godt at de er kærester, og hendes lille søn – som han ved første øjekast heller aldrig har set før – er måske hans eget barn.

Omtrent på samme måde behandler resten af byen ham. De er voldsomt beærede over hans besøg og har sammensat et stramt program for ham – men et program han tilsyneladende aldrig har set. Hvert øjeblik bliver han mødt af nye mennesker der lader til at kende ham og forventer alt muligt af ham. Ryder selv siger aldrig rigtig fra eller tager initiativ til at finde ud af hvad der er op og ned – han spiller bare med, velsagtens ud fra et menneskeligt ønske om ikke at tabe ansigt eller fornærme nogen.

Men ikke nok med det – ligesom episoden i elevatoren er der et ekstra drømmeagtigt lag over det hele. Det er ikke bare noget så forklarligt som hukommelsesbesvær, stress eller træthed. Ofte sker der højst usandsynlige ting; konkrete personer og genstande fra hans barndom og ungdom i England dukker op på de spøjseste steder i den fremmede by. Flere gange er der også rod i geografien i bogen; Ryder kan fx forlade sin lille dreng på en café, bevæge sig langt, langt ud på landet, gå ind i en bygning – og så acceptere uden videre at det er samme bygning som caféen hvor drengen har siddet og ventet i efterhånden mange timer. Og faktuelt forkert: han går i biografen en aften og ser 2001: A Space Odyssey med Clint Eastwood i hovedrollen.

Ryder selv tager det nogenlunde roligt og studser ikke synderligt over noget af det. Derimod efterrationaliserer han sig ud af det meste – fx møder han på gaden en lokal journalist og fotograf der spontant lokker ham til at lade sig fotografere foran et monument der siden viser sig at være meget omstridt. Bagefter mener Ryder tydeligt at huske hvordan han over morgenmaden samme dag havde overvejet hvilke signaler det ville sende hvis han besluttede at få taget billeder ved det provokerende monument.

I løbet af den meget mærkelige bog bliver Ryder trukket igennem nye udfordringer hvert øjeblik og lærer byen, dens beboere og deres historier at kende. Eftersom man ser det fra den komplet uvidende Ryders synsvinkel, er der praktisk taget ingen suspense i bogen; begivenhederne kommer næsten lige så uventet for ham som for læseren.

Og alligevel er bogen på alle måder fantastisk. Jeg har aldrig læst noget lignende (altså bortset fra sidst jeg læste bogen for ti år siden) – dens stemning er virkelig enestående, Ryders apati er meget menneskelig og utroligt irriterende, og balancen mellem det virkelige og uvirkelige fastholder læseren i en underlig svævende tilstand hvor man hele tiden prøver at få det til at give mening.

Kan man overhovedet lade være med at blive meget begejstret for en roman der starter sådan her? Jeg kan ikke:

Maj Britt er for all fremtid fradømt retten til å eie undulat.

Retten har slått det fast med nådeløs klarhet.

Hun får IKKE eie eller pleie undulater igjen så lenge hun lever. Hun kan med andre ord bare glemme den tiltrekkende vanen det var å våkne til de små krabatenes fornøyde kvitring fra de overdekte burene som i alle år brukte å fylle stuen hennes der ute i den endeløse svenske skogen.

Hun får IKKE ha undulat.

Det er den mest underlige af de Erlend Loe-bøger jeg har læst – og er i øvrigt en fortsættelse af Doppler (2004). Hovedpersonen er med sin elg Bongo (ja!) nået til Sverige hvor han møder en ældgammel hashrygende kvinde som har klippet et lille stykke af næbet af alle sine undulater – og en næsten lige så gammel homoseksuel spejder og ornitolog. Der er absolut ingen dybere mening i det meget usammenhængende plot – til gengæld er det morsomt meget af tiden.

Lige i overkanten bliver det måske med forfatterens meget voldsomme indblanding i historien og hans mange metakommentarer – men alligevel er også dét lidt sjovt. Kontrasten til den sidste bog jeg læste – Flygtningen – er virkelig enorm.

Erlend Loes forlag har været så venlige at lægge et meget langt uddrag af bogen ud på deres hjemmeside – læs det her.

Se også andre meninger om bogen her og her.

En dansk thriller om noget der sker lige nu – sådan noget har jeg vist aldrig læst før. Men det var faktisk godt. Historien tager udgangspunkt i kidnapningen af en kvindelig dansk journalist i Irak. Stockholm-syndrom, flugt, tilbage i Danmark og herefter masser af presse, historier om flygtninge, etiske overvejelser og gudhjælpemig mere action.

Olav Hergel er journalist, og det kan man godt mærke. Han trækker hele tiden nye personer ind i romanen, på samme måde som når man skal have en kilde mere på historien for helhedens skyld – han frådser nærmest i personer! Og han lader til at være meget begejstret for at få lov til ikke bare at lægge ord i munden på dem, men også bestemme deres tanker.

Desværre bærer personkarakteristikkerne også præg af at det ikke er en stor litterær forfatter der står bag. Værst er beskrivelserne af bogens ondeste person, chefredaktøren (havde du noget du skulle ud med, Olav?) – de er decideret latterliggørende på en ret usjov måde. At gøre sine personer onde og derefter gøre nar af dem er efter min mening en præstation der er lige så imponerende som at stjæle slik fra børn.

Det kan jeg dog godt leve med, for Olav Hergel er noget mere balanceret når han udsætter sine personer for reelle dillemmaer og i det hele taget i bogen rejser spørgsmål der kræver mere nuancerede svar end hvorvidt personerne er gode eller onde. Og så er det da i øvrigt prisværdigt at skrive noget underholdende og vidende om et aktuelt problem.