Helt ny og frisk bog – og ret god, synes jeg. Nu kan min begejstring ikke leve op til den næsten ekstatisk overgivne anmeldelse Mikkel Bruun Zangenberg havde på forsiden af Politikens 2. sektion for et par uger siden, men bogen er altså værd at læse.

Og det siger jeg selv om jeg havde en lidt kvalmende oplevelse med den her i torsdags. Til frokost var der frikadeller på menuen i kantinen: jeg spiste tre store. Fem-seks timer senere sad jeg i toget med denne bog og læste med tiltagende ubehag om en kantinekok der gennemfører et fuldbyrdet samleje med en frikadellefars – en fars der næste dag bliver til frikadeller i kantinen.

Nå – ud over den lille episode handler bogen om en række personer på InWears lager på Amager i 1999. Her har de det allesammen ret dårligt på hver deres måde, og det beskriver Kristian Bang Foss meget fint ved at udpensle den enkeltes sociale, økonomiske, følelsesmæssige og fysiske pinsler fra en fortæller der ved det meste og tit blander sig en lille smule. Og det er jo ikke fordi det er opløftende, men jeg synes der er noget fint i hans beskrivelse af den relative elendighed – ikke mindst fordi det næsten hele vejen igennem er realistisk og alligevel nedslående.

Dette er den skotske forfatter James Kelmans debutbog som oprindeligt kun blev udgivet i USA i 1973, men som så blev genudgivet sidste år. Denne gang med et kort interview tilbage fra dengang og et helt nyt og ret langt efterord.

Novellerne er meget Kelman-agtige på den måde at det går stille og roligt, handler om folk der ikke har nogen penge og drikker for meget, og er overvejende skrevet på skotsk, altså stavet på skotsk. Ligesom i You Have to be Careful in the Land of the Free gør Kelman ikke så meget for at please læseren, og det virker fint, selv om historierne ikke virker så sikre og gennemførte som det han siden har skrevet.

Efterordet er lidt sjovt, i hvert fald hvis man i øvrigt har læst hans andre værker. Og så er der en utrolig indignation som ellers kun kommer implicit til udtryk i hans skønlitteratur.

Det er ikke første gang jeg bliver en lille smule skuffet over en bog der er blevet skamrost så meget at jeg næsten læste den af pligt. Det var nu ikke svært at komme igennem den lille og på mange måder fængende debutbog, men alligevel var den bare ikke så meget et “granatchock” som en Politiken-anmelder lover i et blurb på forsiden.

Grundlæggende siger den to ting: 1) det var forfærdeligt at være Knud Romer som barn og 2) en hel danskere var virkelig nogle svin over for tyskere i tiden efter anden verdenskrig. Okay, den siger en ting mere, og det er at Knud Romer virkelig er god til at skrive – måske for god? Eller er det bare mig? Jeg tager lige et citat om fortællerens onkel:

Han var blevet sendt til østfronten som syttenårig og marcherede mod Stalingrad, og 2 millioner døde senere marcherede han tilbage gennem den russiske vinter og mistede tre tæer og sin forstand. Han så sine forfædre stå i det hinsides og holde hånden over ham og beskytte ham mod kuglerne og kulden, og selvom han nåede hjem i live, kom han aldrig rigtig hjem.

Hvis nu jeg skal flashe min ellers svindende viden om retoriske stilfigurer, spotter jeg umiddelbart alliteration, assonans, zeugma, polysyndese, synekdoke, paradoks og metonymi. Fine ord – men pointen er bare at alle ordspillene og lækkerhederne får teksten til at virke rimelig pyntet. Det er ikke ondt i sig selv, men det bliver lidt meget når det er en hel bog der er skrevet på den måde.

Når det er sagt, har det selvfølgelig også sine fordele med sådan et sprog. Stilistisk set falder aldrig igennem, og det hjælper måske med til at hele bogen bliver båret oppe og hænger nogenlunde sammen, selv om den grundlæggende ikke indeholder meget mere end de to ting jeg nævnte før. Der er mange underhistorier, men de kommer aldrig rigtig til deres ret, selv om de egentlig har potentialet til noget mere Hundehoved-agtigt.

Okay, den bog har fået så meget ros at jeg lige må ud med én lille ting mere. Det irriterer mig at jeg’et faktisk ikke gør noget forkert på noget tidspunkt i bogen. Han er bare et offer. Come on!

På plussiden: den koster kun 49 kroner, og så er den sat med den smukke skrift Bembo…

Denne bog var en fødselsdagsgave, og en god en! Og så er det vist nærmest første gang jeg læser en bog der oprindeligt er skrevet på arabisk.

Det er en historie om folk der bor i og omkring en bygning i Cairo som faktisk findes i virkeligheden (og den ligger lige her). Der er et lille net af personer der er forbundet på forskellige måder – faktisk en lille smule som i film som Short Cuts og Magnolia, uden at bogen i øvrigt minder om dem.

Dramaerne mellem personerne er på mange måder klassiske og lidt almindelige, men virkelig godt fortalt. Og så virker det som en god og let indgang til at læse om et helt andet samfund – måske lidt fordi målet med bogen ikke lader til at være at give et bestemt billede af Egypten, men bare at fortælle en god historie.

Jeg forestiller mig at man kan få en masse politisk ud af den hvis man vil – den handler også om bestikkelse, sex, studenteroprør, islamisk ekstremisme, social ulighed osv. – men historien var virkelig nok for mig, og befriende nok var der ikke nogen klar tendens til at de rige, fattige, religiøse eller ikke-religiøse var mere eller mindre gode eller onde end andre.

Fun fact: forfatteren er oprindeligt tandlæge, skriver Bibliopaten – det er egentlig meget sjovt.

Nå, fra Cairo til Nykøbing Falster; nu skal jeg læse Knud Romer!

Jeg har lige læst en bog der ikke er udkommet – jeg kan ikke afsløre noget, men hold øje med Påskeøen i boghandlerne i løbet af i år!

Jeg lånte denne bog af en kollega der opfattede det som en decideret fejl at jeg aldrig havde læst noget af Agatha Christie. Men det har jeg så nu!

Det lever nogenlunde op til mine forventninger – et mord, en gåde, nogle rigtig snedige detektiver og til sidst, selvfølgelig, en opklaring. Det er ikke stor litterær kunst, men det behøver det jo heller ikke være.

Bogen hører til blandt Agatha Christies Poirot-bøger om den ret fesne lille detektiv Hercule Poirot. Han er belgisk, utroligt god til at opklare forbrydelse, og så har han det med at omtale sig selv i tredje person. Jeg har set et par dvd’er med indspilninger af Poirot-bøger hvor jeg virkelig syntes han var irriterende og bedrevidende – derfor var jeg lidt lettet over at fortælleren i denne bog er en kollega der klemmer en del små bitre bemærkninger om Poirot ud mellem sidebenene.

Jeg havde det lidt blandet med den sidste bog jeg læste, men sådan er det virkelig ikke med Rødby-Puttgarden: det er ren og lækker læseglæde som man faktisk ikke så ofte oplever det.

Det er den simple historie om to søstre, der bor i Rødby og arbejder i parfumeforretningen på færgen. Det er ikke handlingen der tæller, men bare tilstanden og stilstanden i deres lille verden af støvregn, romfromage og firserudtryk.

Helle Helle skriver stille og roligt og fuldstændig sikkert, så de to kvinder på deres egen kedsommelige måde bliver helt livagtige og troværdige – lidt som at se en kornet videooptagelse fra for tyve år siden. Og så er de beskrevet med en sjov blanding af indlevelse og distance, så det på én gang virker en lille smule hånligt og en lille smule medfølende.

En dejlig bog – og en forfatter jeg absolut må læse mere af. Nogen anbefalinger?

Jeg ved virkelig ikke hvad jeg skal mene om denne bog. På mange måder er den grundlæggende fantastisk og fascinerende, og stadig også rigtig irriterende. 

Det er tredje del af Kjærstads trilogi om Jonas Wergeland – en fiktiv norsk tv-skaber. Jeg har også læst de to første bøger i serien, og de handler egentlig om det samme: Wergeland, hans liv, hans værk, menneskerne omkring ham og historierne der knytter det hele sammen. 

Hele trilogien er på mikro- og makroniveau fortalt ukronologisk og fragmenteret – men på den helt gennemførte og meningsfyldte måde. Der er en mening med det hele, og der er også en vis forståelsesmæssig udvikling mellem de tre bøger. Det er håndværksmæssigt ekstremt vellykket – og ja, også mere det. For der er også noget engagerende eller inspirerende over bogen: den gav mig lyst til at gøre de ting Kjærstad skriver om. Det blev så ikke til så meget, fordi jeg læste det meste af bogen i juleferien, siddende i mit badekar med en kop kaffe og ikke lige i stand til at gøre andet end at læse videre. 

Når bogen så alligevel irriterer mig, er det fordi alle folk i bogen bare er så kloge, enestående og fantastiske. Det gælder ikke mindst Jonas Wergeland der virkelig er en fantastisk person. Kjærstad holder sig ikke tilbage med at fortælle hvor særlig han er og hvorfor – han går især i detaljer med sin hovedpersons største professionelle bedrift: serien “At tænke stort” som handler om store nordmænd og deres gerninger. Han udpensler seriens idé og de unikke, gennemtænkte detaljer i de enkelte programmer. Fint og inspirerende nok, men for fanden, det er jo Kjærstad selv der har fået idéen, og så virker det faktisk bare selvforherligende på en virkelig irriterende måde. Jeg citerer:

Det vigtigste er endnu ikke blevet fortalt. Historien om et genis forløsning. Hvordan kunne én eneste person begejstre så mange tusinder, næsten inspirere et helt land til at ændre kurs? Hvordan kan et menneske overhovedet få en idé, der var så exceptionel som den, Jonas Wergeland [altså Jan Kjærstad!] fik?

 

Og som sagt er birollerne faktisk nærmest lige så geniale – de tre bind à 500 sider er blottet for ligegyldige, jævne og kedsommelige personligheder uden potentiale. Utroligt kvalmende bliver det fx når Kjærstad skriver om en lærer Jonas Wergeland havde som barn:

Mange af lektor Dehlis pædagogiske mesterstykker involverede netop kort eller globuser. Ved at vende kloden på hovedet lærte han dem ordet perspektiv. Engang klippede han ganske enkelt et gammelt verdenskort over midt i Atlanterhavet. “Hvorfor skal det altid være Atlanten, der udgør centrum?” sagde han. “Lad os lime det sammen, sådan at Stillehavet kommer i midten.” Virkningen var slående.

 

Dead Poets Society har altså én gang for alle gjort det umuligt at lave udholdelige portrætter af inspirerende lærere. Nå, nu brokker jeg mig – det er en fantastisk og fantastisk irriterende bog – måske man bare skulle læse den på norsk; sproget der bare gør alting lidt nuttet og muntert og tager brodden af al højtidelighed.

Irvine Welsh er tilbage på rette spor! Jeg var ellers ret skuffet over hans sidste bog, men mit forhold til hans bøger er for nostalgisk til at jeg kunne opgive ham på grund af en enkelt dårlig bog. Heldigvis!

If You Liked School, You’ll Love Work består af fire historier på cirka 50 sider og én på næsten 200 sider – en såkaldt novella der så vidt jeg forstår bare er betegnelsen for en meget lang novelle. I de fire første prøver Welsh – modsat hvad han plejer – at skrive om folk der ikke er skotske mænd på stoffer. Det går bedre end sidst han prøvede og er flere gange ret sjovt, især fordi han holder fast i sin gamle, småmorbide humor. Til gengæld klinger det altså ikke helt rent i mine ører når han prøver at skrive som en amerikaner.

Det gør det til gengæld i den sidste lange novella hvor hovedpersonen fortæller løs på godt gammeldags Irvine Welsh-skotsk:

A fightin dug, ya hoor, that’s the furry Fife fashion accessory ah’m draggin aroond wi ays doon Main Street n up tae the High Street. Ambrose, they call him. N eh’s no that bad once ye git used tae um; thon nippy wee cunts ootside the chippy gied ays a wide berth whin ah strutted doon the street wi him on the chain, suren they fuckin did!

Det er en lystig og meningsløs historie, ekstremt handlingsmættet og måske egentlig også lidt triviel. Jeg kan ikke regne ud om bogen virkelig er god eller om min passion for skotsk skodlitteratur bare er stærk nok, men det var virkelig underholdende.

Meget velskrevet og lidt ligegyldig essaysamling fra Jonathan Franzen. Den har undertitlen A Personal History, og de seks essays handler om små og store oplevelser i Franzens liv – tit blandet sådan lidt litterært-sjovt sammen, fx i det der på én gang handler om hans hårde vej til at nyde det tyske sprog og hans hårde vej til en sen seksuel debut. Lidt personligt udleverende og alligevel helt sikkert meget kalkuleret.

Hans gennembrudsroman The Corrections (2001) var ellers virkelig fantastisk. Den handler især om familie, og når The Discomfort Zone er bedst, handler den faktisk også om familie. Måske det bare er det eneste Jonathan Franzen kan?