Efter den relativt store succes med Stieg Larsson har jeg kastet mig over endnu en svensk krimi. Denne gang Arne Dahls Efterskalv der er en del af en længere serie, men som sagtens kan læses for sig selv.

Serien handler om A-gruppen, en vist nok hemmelig gruppe i det svenske politi der efterforsker særligt vilde sager. Den består af en otte-ti personer, der kender hinanden rigtig godt (og det gør man efter sigende også som læser, hvis man har læst hele serien).

I denne bog starter det hele med en bombe i Stockholms undergrundsbane. A-gruppen kommer på sagen og kaster sig ud i undersøgelser, det bliver mere og mere spændende, og til sidst bliver det opklaret. Som det er god tone i den slags historier, er der naturligvis nogle af hovedpersonerne, der kommer til at blande business og pleasure, sådan så deres personlige motiver kommer til at stå lidt i vejen for efterforskningen. Lidt plat, men samtidig også en krimi-ingrediens der gør det hele lidt sjovere. I det hele taget er det ret klassisk bygget op, men samtidig virker bogen frisk og moderne, fordi den er fuld af terror, mobiltelefoner og Radiohead-citater.

Og så er det som altid en fest at læse på svensk. Hvem skulle have troet at “i bund og grund” hedder “i grund och botten” ovre i Sverige?

I det hele taget kunne jeg godt finde på at læse noget mere af Arne Dahl. Men jeg har også lige de to næste Larsson liggende klar, og så vil jeg jo også gerne læse andet end svenske krimier – så det bliver ikke lige med det samme.

En dejlig bog! Nogle af anmeldelserne gav indtryk af at den er meget bedre end Rødby-Puttgarden – det ved jeg ikke om jeg er helt enig i, men den er heller ikke dårligere. Og dermed også sagt at den er virkelig god.

Denne gang handler det om Bente der en januardag dukker op i en lille by for enden af en busrute. Siddende alene på en bænk bliver hun samlet op af parret Putte og John og bliver langsomt en del af deres hverdag – en hverdag fuld af mismod og medmenneskelighed, de gode linser nede fra tankstationen og dokumentarprogrammer i fjernsynet. Imens finder man langsomt ud af hvor Bente kommer fra, og hvorfor.

Og så er der bare alle de jævne beskrivelser af dagligdagens ingenting som jeg er helt vild med:

Resten af dagen og aftenen tilbringer jeg i hjørnesofaen. Den fysiske udfoldelse har gjort mig godt, jeg tænker næsten ikke på andet end de udsendelser, jeg ser, en westernserie, pigekoret, en gammel dansk komedie og noget om vilde dyr. Jeg spiser chokolade og toast med spejlæg og drikker kaffe uden mælk. Ilden buldrer i ovnen. Jeg beslutter mig for at falde i søvn uden at børste tænder og med fjernsynet tændt, men før jeg når så vidt, ringer telefonen. Det er Putte, som undskylder det sene tidspunkt, men hun har været på Jensens Bøfhus med Eskild. De syntes, de trængte til lidt godt. Hun har fået det store softice-bord til dessert, hun kan næsten ikke stå på benene.

Det gik op for mig at noget af det jeg egentlig virkelig godt kunne lide ved Trækopfuglens krønike – al den fine tomgang hvor der ikke skete noget, men der bare var en der stod og kiggede ud på regnen – det er nærmest det eneste Helle Helles bøger består af. Indbagt ingenting – mums!

Denne bog er et sted mellem dårlig og middelmådig. JPod var ellers meget god, men det her er sådan en bog der får mig til at tvivle på om det er værd at læse Coupland længere. Engang var han ret underspillet, så blev han meget religiøs – og nu er han på enhver måde overspillet.

Her handler det om en familie (ja, psykotisk) der i løbet af nogle få døgn kommer ud for meget mere end de fleste kommer ud for i løbet af et helt liv. De fleste ting er dårlige, og det er for det meste deres egen skyld. Men – og dette er ifølge bogens bagside sådan lidt pointen – alligevel holder man af dem, eller sådan noget. Som det meget tagline-agtigt formuleres på bogens sjettesidste side:

Her own family looked so . . . damaged besides the Brunswicks, and yet they were – well, they were her family.

Altså helt ærligt! Bogen er i bedste fald lidt underholdende og i værste fald bare spild af tid. Men nu står den på Helle Helle – det glæder jeg mig til!

For cirka ti år siden lånte jeg denne bog på biblioteket uden rigtig at kende forfatteren – siden da har jeg opstøvet og læst alt hvad Don DeLillo har skrevet, og han er vel det nærmeste jeg kommer en decideret yndlingsforfatter. Nu har jeg genlæst Mao II og er faktisk endnu mere begejstret!

Bogen handler om en sky og ensom forfatter der ikke kan gøre sin bog færdig, om hans loyale assistent, om assistentens kæreste og hendes fortid i Moon-bevægelsen, om en fotograf fra New York der kun fotograferer forfattere – og så handler den om terrorisme: om en ung forfatter der er taget som gidsel i Beirut, og om forholdet mellem terrorister og forfattere.

Det sidste har Bibliopaten skrevet et godt indlæg om hvor han diskuterer hvorvidt DeLillo har forudsagt 11. september – hvis man når lidt ned i kommentarfeltet, finder man også et interview Bibliopaten har lavet med DeLillo (se i øvrigt også mit indlæg om Don DeLillos 11. september-roman Falling Man).

Men i virkeligheden er det ikke de store tanker om terrorisme og kultur der fanger mig i denne bog – ligesom med The Yacoubian Building har jeg en fornemmelse af at jeg kunne have fået meget mere ud af det samfundsmæssige budskab i bogen. Men her er bogen som litterært værk virkelig fantastisk nok!

I Don DeLillos bøger er det for mig især dialogen der er helt enestående. Det er lidt svært at forklare, men det er som personerne på én gang taler forbi hinanden og forstår hinanden på et niveau hvor man som læser næsten ikke kan være med. De svarer ikke altid på hinandens spørgsmål, de taler uden om, svarer selv på de ting som de selv skulle til at spørge den anden om, vender tilbage, river samtalen i stykker og får den alligevel til at give mening på et højere plan. Det lyder ikke rart, men det er det! Og DeLillo gør til dels det samme når det ikke er direkte tale, men bare fortælling: bliver ved med at springe frem og tilbage og repetere pointer. Det kunne meget nemt blive voldsomt højtideligt hvis ikke det var fordi han samtidig insisterer på at skrive helt konkret og fokusere på de meget fysiske udtryk som politik og kultur og store følelser kan få.

En fantastisk forfatter og en fantastisk bog! Nu går jeg sådan lidt og overvejer om jeg også skal genlæse hans monumentale bog Underworld (1997)…

Helt ny og frisk bog – og ret god, synes jeg. Nu kan min begejstring ikke leve op til den næsten ekstatisk overgivne anmeldelse Mikkel Bruun Zangenberg havde på forsiden af Politikens 2. sektion for et par uger siden, men bogen er altså værd at læse.

Og det siger jeg selv om jeg havde en lidt kvalmende oplevelse med den her i torsdags. Til frokost var der frikadeller på menuen i kantinen: jeg spiste tre store. Fem-seks timer senere sad jeg i toget med denne bog og læste med tiltagende ubehag om en kantinekok der gennemfører et fuldbyrdet samleje med en frikadellefars – en fars der næste dag bliver til frikadeller i kantinen.

Nå – ud over den lille episode handler bogen om en række personer på InWears lager på Amager i 1999. Her har de det allesammen ret dårligt på hver deres måde, og det beskriver Kristian Bang Foss meget fint ved at udpensle den enkeltes sociale, økonomiske, følelsesmæssige og fysiske pinsler fra en fortæller der ved det meste og tit blander sig en lille smule. Og det er jo ikke fordi det er opløftende, men jeg synes der er noget fint i hans beskrivelse af den relative elendighed – ikke mindst fordi det næsten hele vejen igennem er realistisk og alligevel nedslående.

Dette er den skotske forfatter James Kelmans debutbog som oprindeligt kun blev udgivet i USA i 1973, men som så blev genudgivet sidste år. Denne gang med et kort interview tilbage fra dengang og et helt nyt og ret langt efterord.

Novellerne er meget Kelman-agtige på den måde at det går stille og roligt, handler om folk der ikke har nogen penge og drikker for meget, og er overvejende skrevet på skotsk, altså stavet på skotsk. Ligesom i You Have to be Careful in the Land of the Free gør Kelman ikke så meget for at please læseren, og det virker fint, selv om historierne ikke virker så sikre og gennemførte som det han siden har skrevet.

Efterordet er lidt sjovt, i hvert fald hvis man i øvrigt har læst hans andre værker. Og så er der en utrolig indignation som ellers kun kommer implicit til udtryk i hans skønlitteratur.

Det er ikke første gang jeg bliver en lille smule skuffet over en bog der er blevet skamrost så meget at jeg næsten læste den af pligt. Det var nu ikke svært at komme igennem den lille og på mange måder fængende debutbog, men alligevel var den bare ikke så meget et “granatchock” som en Politiken-anmelder lover i et blurb på forsiden.

Grundlæggende siger den to ting: 1) det var forfærdeligt at være Knud Romer som barn og 2) en hel danskere var virkelig nogle svin over for tyskere i tiden efter anden verdenskrig. Okay, den siger en ting mere, og det er at Knud Romer virkelig er god til at skrive – måske for god? Eller er det bare mig? Jeg tager lige et citat om fortællerens onkel:

Han var blevet sendt til østfronten som syttenårig og marcherede mod Stalingrad, og 2 millioner døde senere marcherede han tilbage gennem den russiske vinter og mistede tre tæer og sin forstand. Han så sine forfædre stå i det hinsides og holde hånden over ham og beskytte ham mod kuglerne og kulden, og selvom han nåede hjem i live, kom han aldrig rigtig hjem.

Hvis nu jeg skal flashe min ellers svindende viden om retoriske stilfigurer, spotter jeg umiddelbart alliteration, assonans, zeugma, polysyndese, synekdoke, paradoks og metonymi. Fine ord – men pointen er bare at alle ordspillene og lækkerhederne får teksten til at virke rimelig pyntet. Det er ikke ondt i sig selv, men det bliver lidt meget når det er en hel bog der er skrevet på den måde.

Når det er sagt, har det selvfølgelig også sine fordele med sådan et sprog. Stilistisk set falder aldrig igennem, og det hjælper måske med til at hele bogen bliver båret oppe og hænger nogenlunde sammen, selv om den grundlæggende ikke indeholder meget mere end de to ting jeg nævnte før. Der er mange underhistorier, men de kommer aldrig rigtig til deres ret, selv om de egentlig har potentialet til noget mere Hundehoved-agtigt.

Okay, den bog har fået så meget ros at jeg lige må ud med én lille ting mere. Det irriterer mig at jeg’et faktisk ikke gør noget forkert på noget tidspunkt i bogen. Han er bare et offer. Come on!

På plussiden: den koster kun 49 kroner, og så er den sat med den smukke skrift Bembo…

Denne bog var en fødselsdagsgave, og en god en! Og så er det vist nærmest første gang jeg læser en bog der oprindeligt er skrevet på arabisk.

Det er en historie om folk der bor i og omkring en bygning i Cairo som faktisk findes i virkeligheden (og den ligger lige her). Der er et lille net af personer der er forbundet på forskellige måder – faktisk en lille smule som i film som Short Cuts og Magnolia, uden at bogen i øvrigt minder om dem.

Dramaerne mellem personerne er på mange måder klassiske og lidt almindelige, men virkelig godt fortalt. Og så virker det som en god og let indgang til at læse om et helt andet samfund – måske lidt fordi målet med bogen ikke lader til at være at give et bestemt billede af Egypten, men bare at fortælle en god historie.

Jeg forestiller mig at man kan få en masse politisk ud af den hvis man vil – den handler også om bestikkelse, sex, studenteroprør, islamisk ekstremisme, social ulighed osv. – men historien var virkelig nok for mig, og befriende nok var der ikke nogen klar tendens til at de rige, fattige, religiøse eller ikke-religiøse var mere eller mindre gode eller onde end andre.

Fun fact: forfatteren er oprindeligt tandlæge, skriver Bibliopaten – det er egentlig meget sjovt.

Nå, fra Cairo til Nykøbing Falster; nu skal jeg læse Knud Romer!

Jeg har lige læst en bog der ikke er udkommet – jeg kan ikke afsløre noget, men hold øje med Påskeøen i boghandlerne i løbet af i år!

Jeg lånte denne bog af en kollega der opfattede det som en decideret fejl at jeg aldrig havde læst noget af Agatha Christie. Men det har jeg så nu!

Det lever nogenlunde op til mine forventninger – et mord, en gåde, nogle rigtig snedige detektiver og til sidst, selvfølgelig, en opklaring. Det er ikke stor litterær kunst, men det behøver det jo heller ikke være.

Bogen hører til blandt Agatha Christies Poirot-bøger om den ret fesne lille detektiv Hercule Poirot. Han er belgisk, utroligt god til at opklare forbrydelse, og så har han det med at omtale sig selv i tredje person. Jeg har set et par dvd’er med indspilninger af Poirot-bøger hvor jeg virkelig syntes han var irriterende og bedrevidende – derfor var jeg lidt lettet over at fortælleren i denne bog er en kollega der klemmer en del små bitre bemærkninger om Poirot ud mellem sidebenene.