Alaa Al Aswany: The Yacoubian Building (2002)

Denne bog var en fødselsdagsgave, og en god en! Og så er det vist nærmest første gang jeg læser en bog der oprindeligt er skrevet på arabisk.

Det er en historie om folk der bor i og omkring en bygning i Cairo som faktisk findes i virkeligheden (og den ligger lige her). Der er et lille net af personer der er forbundet på forskellige måder – faktisk en lille smule som i film som Short Cuts og Magnolia, uden at bogen i øvrigt minder om dem.

Dramaerne mellem personerne er på mange måder klassiske og lidt almindelige, men virkelig godt fortalt. Og så virker det som en god og let indgang til at læse om et helt andet samfund – måske lidt fordi målet med bogen ikke lader til at være at give et bestemt billede af Egypten, men bare at fortælle en god historie.

Jeg forestiller mig at man kan få en masse politisk ud af den hvis man vil – den handler også om bestikkelse, sex, studenteroprør, islamisk ekstremisme, social ulighed osv. – men historien var virkelig nok for mig, og befriende nok var der ikke nogen klar tendens til at de rige, fattige, religiøse eller ikke-religiøse var mere eller mindre gode eller onde end andre.

Fun fact: forfatteren er oprindeligt tandlæge, skriver Bibliopaten – det er egentlig meget sjovt.

Nå, fra Cairo til Nykøbing Falster; nu skal jeg læse Knud Romer!

One thought on “Alaa Al Aswany: The Yacoubian Building (2002)

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.