Knud Romer: Den som blinker er bange for døden (2006)

Det er ikke første gang jeg bliver en lille smule skuffet over en bog der er blevet skamrost så meget at jeg næsten læste den af pligt. Det var nu ikke svært at komme igennem den lille og på mange måder fængende debutbog, men alligevel var den bare ikke så meget et “granatchock” som en Politiken-anmelder lover i et blurb på forsiden.

Grundlæggende siger den to ting: 1) det var forfærdeligt at være Knud Romer som barn og 2) en hel danskere var virkelig nogle svin over for tyskere i tiden efter anden verdenskrig. Okay, den siger en ting mere, og det er at Knud Romer virkelig er god til at skrive – måske for god? Eller er det bare mig? Jeg tager lige et citat om fortællerens onkel:

Han var blevet sendt til østfronten som syttenårig og marcherede mod Stalingrad, og 2 millioner døde senere marcherede han tilbage gennem den russiske vinter og mistede tre tæer og sin forstand. Han så sine forfædre stå i det hinsides og holde hånden over ham og beskytte ham mod kuglerne og kulden, og selvom han nåede hjem i live, kom han aldrig rigtig hjem.

Hvis nu jeg skal flashe min ellers svindende viden om retoriske stilfigurer, spotter jeg umiddelbart alliteration, assonans, zeugma, polysyndese, synekdoke, paradoks og metonymi. Fine ord – men pointen er bare at alle ordspillene og lækkerhederne får teksten til at virke rimelig pyntet. Det er ikke ondt i sig selv, men det bliver lidt meget når det er en hel bog der er skrevet på den måde.

Når det er sagt, har det selvfølgelig også sine fordele med sådan et sprog. Stilistisk set falder aldrig igennem, og det hjælper måske med til at hele bogen bliver båret oppe og hænger nogenlunde sammen, selv om den grundlæggende ikke indeholder meget mere end de to ting jeg nævnte før. Der er mange underhistorier, men de kommer aldrig rigtig til deres ret, selv om de egentlig har potentialet til noget mere Hundehoved-agtigt.

Okay, den bog har fået så meget ros at jeg lige må ud med én lille ting mere. Det irriterer mig at jeg’et faktisk ikke gør noget forkert på noget tidspunkt i bogen. Han er bare et offer. Come on!

På plussiden: den koster kun 49 kroner, og så er den sat med den smukke skrift Bembo…

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.