Julie og hendes kæreste skal giftes og have børn, men pludselig stikker han af til Indien fordi han har brug for at tænke sig om. Sune er forfatter, men skriver ingenting, fordi han arbejder på en tankstation hele dagen. Han beslutter sig for at sælge sin lejlighed, leje et værelse, droppe jobbet og få skrevet den roman. Værelset finder han selvfølgelig hos Julie.

Det lyder som starten på en simpel kærlighedshistorie, men det er det ikke. Julie tror på at kæresten kommer tilbage, og Sune synes Julie er lækker, men ret ubegavet. Han prøver lidt af hvert for at finde på noget at skrive om, og imens falder Julie og ødelægger sit knæ, så hun er afhængig af sin lejers hjælp.

Der er masser af suspense og umiddelbar læseglæde i Se på mig, men jeg kan bedre lide Kirsten Hammanns tidligere bøger – især Fra smørhullet (2004). Måske går bogen lidt for langt for at være læseværdig, hvis man kan sige det sådan?

Der er virkelig langt fra Ian McEwans effektive og gennemført professionelle roman Atonement (2001) til denne lille og lidt famlende novellesamling. Eller rettere den anden vej rundt – for først efter jeg havde købt In Between the Sheets af mangel på bedre i en boghandel i Tyskland, fandt jeg ud af at den er skrevet længe længe før Atonement.

Der er tale om syv noveller der allesammen i mere eller mindre udbredt grad handler om eller relaterer sig til noget seksuelt – og også gerne noget småperverst eller bare lidt mystisk. Det er næppe tænkt som pirrende og er det heller ikke – det er snarere den røde tråd der binder historierne sammen og som mildest talt også er penslet ud i novellesamlingens titel.

Der er ellers ikke meget udpenslet i novellerne. Det er skrevet på en dejlig ikke-leflende måde, og de enkelte historiers universer giver ligesom indtryk af at have nok i sig selv. Men modsat Atonement er In Between the Sheets tydeligvis eksperimenter fra en ung forfatters hånd; vellykkede eksperimenter, vil jeg sige. Det er sjovt – også 35 år senere.

Min kæreste købte denne bog til mig i julegave efter at have læst om den i avisen og tænkt det nok var noget for mig. Det var det! Faktisk har jeg også læst Sidsel Falsig Pedersens novellesamling Forholdsregler tilbage i 2005. Dette er hendes første roman, og den er god.

Jeg kan ikke finde ud af om jeg er meget snæversynet, når jeg kommer til at forbinde alle nulevende kvindelige danske forfattere med Helle Helle? Eller også er det bare et udtryk for den indflydelse Helle Helle har på dansk litteratur for tiden. Uanset hvad er der lidt Helle Helle over den her bog – men bestemt også noget andet.

Det er en stille og trist historie om en kvinde der har oplevet en kollega falde død om, og som herefter ikke er sig selv. Det er ikke fordi hun savner kollegaen, men snarere fordi hun er bange for at det skal ske for hende selv. Hun er også bange for edderkopper, voldtægtsmænd, forkølelse og alverdens kejtede sociale situationer.

Heldigvis har hun sin søde og gode og forstående kæreste – som i bogen bare hedder ‘han’ – der bakker hende op og hjælper hende gennem hverdagen. Men gennem bogen bliver det tydeligt at han måske ikke er så god for hende alligevel. Det er grundlæggende ham der bestemmer, og han prikker hele tiden (bevidst eller ubevidst?) til hendes frygt for hvad som helst og fastholder dermed sig selv i beskytterrollen og hende i et rigtig skidt afhængighedsforhold.

Rigtig fint beskrevet i et stille og roligt tempo – og Sidsel Falsig Pedersen bliver aldrig så ivrig for at få pointen frem at hun pensler tingene ud.

For mange år siden gav min fætter mig James Kelmans How Late It Was, How Late (1994) i julegave – vist nok uden at kende andet til den end at den vandt Man Booker Prize. Jeg læste den og blev begejstret – og har siden læst en masse af Kelmans bøger.

Det plejer at tage lidt tid at komme igennem. Det har det også gjort med Kieron Smith, boy; det er fire måneder, jeg sidst har skrevet her på bloggen, og bogmærket er min chip fra DHL-stafetten. Men i går blev jeg færdig med den.

Som næsten alle Kelmans bøger er scenen Skotland og underklassen. Men hvor fortællerne som regel er voksne mænd, er det denne gang en lille drengs verden læseren oplever. Ved bogens begyndelse er Kieron vel fem-seks år gammel – og den slutter 420 sider senere, når han er knap 13.

Med den udvikling er der jo næsten tale om en klassisk udviklingsroman. Kieron Smith fortæller om livet med sin far, mor og storebror: faren er tit lidt vred, moren ville ønske han ville tale ordentligt (dvs. britisk frem for skotsk), broren bestemmer alting og får aldrig skældud af de voksne selv om han slår. Og om livet i skolen: lærerne siger han egentlig er kvik nok, og hvis nu han bare tog sig sammen… Og om vennerne: de rigtige venner, dem man ikke helt ved hvor man har, om dem der er dårlige til fodbold og dem der er bedst til at slås. Så langt, så godt (og så Ken Loach-agtigt).

Men det der gør bogen speciel, er den kompromisløse fortællestil. Der er ikke noget usædvanligt i at have børn som fortællere, men det er som regel ganske kunstfærdigt, effektivt og dramatisk fortalt. Det er ikke tilfældet i Kieron Smith, boy. Det er omtrent så kedeligt som at lytte til et barns endeløse fortællinger om stort og småt, forstået på den måde at der ikke er noget filter. Bogens store dramaer er vævet tæt ind i hverdagens kedsommelighed og et barns banale observationer og refleksioner.

Det er bogens styrke og svaghed. Lille Kieron er mere troværdig end nogen anden barnefortæller – og tilsvarende kedelig at lytte til. James Kelman har aldrig været nogen pleaser, og det er han heller i denne bog. Men det er samtidig det der fascinerer mig ved ham – han er skideligeglad med sin læser og har skrevet en dybt konsekvent og grundlæggende også meget rørende bog om det at være barn. Og det er alligevel også ret sejt.

Dette er en af Murakamis mindre og lidt simplere bøger. Ligesom i Norwegian Wood handler den om en ung mands kærlighedsliv i Tokyo i 1960’erne og 70’erne.

Men hvor Norwegian Wood handler om den oprigtige splittelse mellem to kvinder, bygger Sønden for grænsen og vesten for solen klart på forestillingen om den eneste ene. Her er fortælleren ganske også splittet, men det er overfladisk og kun af moralske grunde – må man være sin kone utro når nu hun ikke er denne eneste ene?

Et eller andet sted synes jeg plottet er for tyndt i forhold til flere af Haruki Murakamis bøger. Stilen er den samme som altid, og det er dejligt – men selve handlingen virker ligesom for enstrenget til at være på niveau med hans største værker.

Jeg læste Cosmopolis for en del år siden, men kastede mig over den igen, fordi den er blevet filmatiseret – af Cronenberg, endda – og det er selvfølgelig vigtigt for mig at kunne se filmen og proklamere at bogen er meget bedre.

God er den i hvert fald. Det er en tæt lille historie over et døgn i hovedpersonens liv. 28-årige Eric Packer er finansmand, milliardær og bosat i New York. Han vågner tidligt og beslutter sig for at blive klippet. Det betyder en limousinekøretur fra den østlige til den vestlige side af Manhattan – en rejse der takket være en præsidentparade, en rappers begravelse og en masse andre begivenheder ender med at tage resten af dagen (og bogen).

I løbet af turen gennem byen formår at Packer at møde sin kone tilfældigt et par gange, dyrke sex med et par andre kvinder, miste store summer på Sisyfos-agtig yen-handel og blive målet for en stigende sikkerhedsrisiko.

Det er selvfølgelig ironisk at en mand af denne kaliber i al sin magt og vælde har så svært ved at krydse en smal ø – og det minder mig på en eller anden måde om en gammel Dylan-sang:

I don’t have no sports car
And I don’t even care to have one
I can walk anytime around the block

Hovedpersonen får mig til at tænke lidt på Patrick Bateman – hovedpersonen i Bret Easton Ellis’ efterhånden ældgamle American Psycho. Eric Packers fokus er ganske vist i mindre grad på jakkesæt og briller og i højere grad på limoens marmorgulv og lejlighedens hajbasin – og Packer er i øvrigt både klogere og mere dannet end Bateman – men materialismen og kynismen er i store træk den samme.

Cosmopolis er mere dramatisk end jeg husker den – og også mere actionpræget end mange af DeLillos andre bøger. Måske er det derfor den bliver lavet til en film. Men hvor fx American Psycho nok især var en tidssvarende og berettiget provokation, virker Cosmopolis som Don DeLillos egen lidt mere forsigtige og lidt mindre forudindfattede undersøgelse af hvilken slags mennesker der bestemmer nu om dage: hvad der driver dem, hvad de bekymrer sig om, og hvordan de fra en limousine på Manhattan kan ryste økonomiske systemer langt ud over deres egne formuer – og det sidste er i virkeligheden ikke blevet mindre interessant, siden DeLillo skrev bogen i 2003.

Ligesom alle andre DeLillos bøger er Cosmopolis i øvrigt sat med skriften Electra hvilket næsten (men kun næsten) er nok til at man bør læse den.

Efter at have læst et par Auster-bøger der egentlig ikke var særlig Auster-agtige (Sunset Park og Man in the Dark), har jeg nu konstateret at Paul Auster stadig er Paul Auster. Invisible er i store træk som prototypen på de fleste af hans bøger – og det er helt positivt ment. Jeg har konstateret at jeg sjældent kan huske hvad hans bøger handler om længere end et halvt års tid – til gengæld er jeg meget optaget af dem mens jeg er i gang med at læse dem.

Det gjaldt også Invisible. Den handler blandt andet om en ung mands møde med det som man vel på nudansk kalder for en psykopat – charmerende, selvsikker og dominerende, men også aggressiv, utilregnelig og fuld af løgn. Meget fængende! Og sjovt i øvrigt at jeg i løbet af bogen kom til at visualisere psykopaten som en dansk forlægger jeg engang har arbejdet for. Bogen handler også om den unge mands på alle måder upassende forhold til sin søster – hvilket både var ret interessant og lidt modigt af en mainstreamforfatter som Paul Auster.

For ikke så længe siden annoncerede min gamle studiekammerat Liva på Facebook at hun havde skrevet en bog. Nu har jeg læst den og er imponeret! Det er ganske vist en ungdomsroman, og på den måde er jeg ikke helt i målgruppen. Men jeg var for det første revet med, for det andet følte jeg mig aldrig talt ned til, og for det tredje er den bare godt skrevet og lækkert bygget op.

Bogen foregår – som titlen antyder – i Udkantsdanmark, og handlingen strækker sig over et døgns tid. Der er ingen hovedperson, men ti forskellige personer omkring slutningen af folkeskolealderen fortæller hver deres historie, og omdrejningspunktet for de fleste er en privat fest. Temaerne er oplagte – kærlighed, sex, det at være ung, at få venner og diverse konflikter. Det hele er for så vidt banalt, men alligevel rigtig fint, fordi det ikke er moraliserende, men bare beskriver oplevelserne på personernes egne præmisser. Og dermed er der altså heller ingen latterliggørelse eller forherligelse af noget af det der foregår i bogen.

Det afspejler sig også i stilen der meget afdæmpet giver plads til dialogen og handlingen og ikke gør nogen forsøg på at være kunstfærdig. Kun et lille glimt af Helle Helle kan man måske ane i ny og næ – “Jeppe har tændt for MTV, hans forældre har kabel.” – men det er jo netop heller ikke kunstfærdigt. Dejlig bog – hurra for Liva!

Jeg tygger mig ganske langsomt Knut Hamsuns samlede værker som jeg købte et kækt øjeblik for mange år siden. Indtil nu har der kun været romaner og en enkelt novellesamling, men da jeg åbnede den næste i rækken, viste det sig at være en rejseskildring. Skræmmende!

Det startede udmærket. Den gode Knut begynder sin rejse i Skt. Petersborg og rejser gennem Rusland ned mod Mellemøsten. Det sjoveste ved bogen er nok at opleve hvordan man rejste dengang – hvor lang tid alting tog, hvordan man så på andre kulturer (både mere og mindre fordomsfuldt end i dag, egentlig), hvordan man gebærdede sig som nordmand østpå, hvad sådan en som Hamsun lagde mærke til og så videre. Og jeg fik faktisk umiddelbart lyst til at tage til Rusland hvor jeg ellers kun har mellemlandet engang.

Men med tiden bliver det ensformigt at følge Knut Hamsuns rejse. Endnu en dag i toget eller på hestevognen, endnu et måltid med fårekød, endnu en varm dag og endnu en kold nat. Og da han på et tidspunkt hen mod slutningen satte sig til at fundere over russisk litteratur, var jeg nødt til at skippe et par sider. Halvt så lang, og så havde bogen faktisk været fin!

I øvrigt har jeg for første gang oplevet at Hamsuns antisemitisme er kommet til udtryk i en af hans bøger, “Hans Ansigt er ubehagelig, jødisk” skriver han fx om en officer som sidenhen ofte bare benævnes ‘Jødesnuten’. Eksotisk og usympatisk!

Hele bogen kan i øvrigt læses gratis som e-bog i en dansk udgave.

2. maj 2005 stikker en mand af fra ældrecenteret på sin hundredeårs fødselsdag, og i de kommende uger er han ude på et moderne svensk eventyr med masser af dramatik, suspense og fandenivoldskhed. Sideløbende med nutiden oprulles mandens livshistorie som bærer præg af historiens helt store vingesus i form af møder med 1900-tallets politiske ledere over hele verden – hvor hans jævne østsvenske charme og hang til sprut og sprængstoffer som regel falder i god jord.

Kort sagt: underholdende og lidt åndssvagt. Det er sjovt nok med den Forrest Gump-agtige kobling til historiske begivenheder, og det er i det hele taget veludført og læseværdigt.

Nu udgiver Hundraåringen som klev ut genom fönstret och försvann sig ikke for at være andet end en god røverhistorie, men alligevel fornemmer jeg en beundring over hovedpersonens easygoing tilgang til det hele som irriterer mig ret meget. Og så er bogen måske lovlig lang. Alt det er måske et spørgsmål om smag og behag, men det virker til gengæld på mig som helt almindeligt dårligt forfatterhåndværk at der stort set ikke er nogen kobling mellem hændelserne i nutiden og de mange flashbacks.

Jeg har svært ved at sætte fingeren på hvorfor der skulle være klasser til forskel på Jonas Jonasson og fx Paul Auster – men det synes jeg virkelig der er!