Det er altid hyggeligt at læse Erlend Loe. Vareopptelling er lidt anderledes end hans andre bøger – men også god.

Den handler om den aldrende digter Nina Faber der gennem noget tid har kæmpet med en lidt for lang skrivepause, lidt for få penge og lidt for meget vin. Nu har hun endelig fået skrevet en ny digtsamling og gruer for anmeldelserne. De kommer og er dårlige – og så går hun lidt amok.

Kan nogen huske Falling Down? Nina Faber minder mig lidt om ham i filmen; en person der bryder alle normer og forsøger at sætte verden på plads ud fra hvad man nu engang synes er det rigtige.

Her er Nina Faber relativt hæmningsløs. Hun skaffer sig fx adgang til en ung anmelders bolig, truer ham med tæsk og presser ham til aldrig nogensinde at anmelde lyrik igen – med henvisning til manglen på poesi på hans bogreol.

Bogen minder mig også lidt om Hundraåringen som klev ut genom fönstret och försvann – bortset fra at hvor Jonas Jonasson er ret vild med sin egen hovedpersons fandenivoldskhed, har Erlend Loe lidt mere distance (ligesom i Fvonk, i øvrigt). Og det er efter min mening ganske passende.

Denne ganske lille bog, der består af helt korte noveller og “episoder” (som det hedder på titelsiden), var det mest overkommelige valg for mig i et nyt liv med markant flere bleskift, noget færre timers søvn og lidt kortere attention span. Titlen gør ellers hvad den kan, for at skræmme sådan en som mig væk (den minder mig næsten om gyselige Klougart i al sin fesenpoetiske krukkethed) men jeg har tidligere læst gode bøger af Pia Juul: Mordet på Halland (2009) og Dengang med hunden (2005) – to bøger der i øvrigt også beviser at hun altså sagtens kan finde på en god bogtitel.

Nå, men altså – trods titlen fine små tekster. I starten strækker de sig over en lille håndfuld sider, og i løbet af bogen er der en tendens til at de bliver kortere og kortere, mange på blot en enkelt side. De helt korte minder mig lidt om Peer Hultbergs monologer i Requiem (1985), mens de lidt længere virker mere som klassiske noveller. Der er ingen sammenhæng mellem teksterne, og det helt korte format gør samtidig at man kommer ret vidt omkring.

Flere af teksterne indeholder i øvrigt et sjovt metalag à la “Man kan forestille sig…” i Simon Fruelunds Panamericana (2012) (sikke jeg dog linker i dag!) – fx i den helt korte tekst ‘Replikker”:

Hun har mobilen tæt op til øret og går så hurtigt at hun støder ind i folk op fortovet, ansigtet er fordrejet, hun råber:

“Jo, jeg skal nok ringe igen! Jeg skal irritere dig! Jeg skal genere dig! Jeg skal gøre dig ondt! Jeg vil gøre dig så ondt!”

Jeg går hjemad i mørket, asfalten er våd. Det kunne man godt skrive noget om, hvem kan hun mon være, hvem talte hun med, lad mig tænke mig om. Men hun interessrerer mig ikke nok, hendes replikker var alligevel for søgte.

Kort sagt en stille og rolig lille bog. Næste læseprojekt bliver vist i tilsvarende omfang – Karl Ove får med andre ord lov at ligge lidt endnu.

Da jeg havde læst 2’eren, havde jeg ikke meget at tilføje mit indlæg om 1’eren – men tredje bind i Karl Ove Knausgårds kæmpeværk Min kamp er anderledes.

Den er lidt kortere, den er kronologisk set lige ud ad landevejen, den er lettere læst, og den er meget mere klassisk i hele sin form. Tredje bind handler om den lille Karl Oves barndom – omtrent fra fødslen beskriver han hele opvæksten på Tromøya indtil den dag hvor familien i hans tidlige teenageår flytter til Kristiansand.

Flere gange mens jeg læste i Min kamp 3, mindede den mig om Kieron Smith, boy der indholdsmæssigt har masser af lighedspunkter. Skolen, forældrene, storebroren, fodbolden, pigerne – og hele det drama det er at vokse op. Formmæssigt skriver Knausgård helt anderledes – blandt andet fordi han eksplicit skriver som voksen, omend synspunktet og vægtningen tit er en lille drengs.

Og så føjer bogen naturligvis vigtige elementer til hele den samlede fortælling som Min kamp er. Her tænker jeg især på faderen – hvis man efter 2’eren er i tvivl om hvad der helt præcis var galt med ham, er man det ikke efter 3’eren. Hans raseri, tyrrani, utålmodighed og spydighed ligger som underlægningsmusik hele vejen igen. Men bogen er ikke en bunke argumenter for, at Karl Oves far var et svin – det optræder på lige linje med alt det andet der fylder i et barns liv, og tit bare som et grundvilkår.

Jeg glæder mig til at komme i gang med 4’eren!

Det er 16 år siden jeg læste Life After God første gang, og nu var det ligesom blevet tid igen.

Jeg er lidt usikker på genren, men det er otte novelleagtige historier. Hver historie består af små kapitelfragmenter på to-tre sider der (ligesom Grog-bøgerne i øvrigt) hver er illustreret med en lille simpel tegning fra forfatteren selv.

Alle historierne har mandlige fortællere – i slut-trediverne, vil jeg skyde på. Og alle historierne handler på en eller anden måde om folk der stopper op og tænker sig om. Det lyder filosofisk, men er det ikke. For det første er der som regel ikke rigtig nogen store konklusioner – og for det andet foregår det hele i en udpenslet moderne materialiseret verden. Jeg læser ikke nogen implicit eller eksplicit kritik i det, men store og små følelser ledsages gnidningsfrit af masser af plastic, kendte varemærker, junkfood, radiostationer, biler og styrofoam-krus.

Min yndlingshistorie (som gudhjælpemig er dedikeret til Michael Stipe) handler om en mand der strander i ørkenen i Californien eller Nevada da hans bil bryder sammen – mens han prøver at skaffe sig af med nogle ampuller med steroider fordi politiet vist nok er på sporet af ham. Skyldfølelse, desperation, sult og den nagende bevidsthed om hvor ynkeligt hvis dét bliver udgangen på hans liv.

Og det med Gud? Titlen er alt for meget, og det er bogen også et enkelt sted – men heldigvis først på næstsidste side. Ellers virker det med religion egentlig ret perifært på mig.

Jeg ved ikke om det bare er nostalgi – men jeg synes stadig bogen holder!

Fin lille bog af Erlend Loe. Fvonk er navnet på den ene hovedperson – den anden er Jens Stoltenberg, selv om det ikke står helt præcist noget sted. De to mødes og bliver venner, fordi statsministeren er udbrændt og har brug for et sted at hvile ud, og ministeriet derfor lejer et par værelser hos Fvonk.

De har hver deres lig i lasten. Ministeren er træt af sit job og synes ikke han kan leve op til alle statsmandsforventningerne efter Utøya. Han har mest bare lyst til at stikke af. Fvonk har engang arbejdet i et motionsforbund hvor der (vist nok uden hans vidende) blev fusket med nogle medlemstal for at få offentlig støtte, og det brænder ham op indefra.

Venskabet er så bizart som den slags kan være i en Erlend Loe-bog. De er begge to aldeles fejlbarlige og langt hen ad vejen også usympatiske – hvilket i mine øjne gør at bogen ikke falder i samme fælde som fx Hundraåringen som klev ut genom fönstret och försvann.

Hen mod slutningen er der noget med en tur til Ungarn hvor det måske går lidt over gevind – men Fvonk er grundlæggende stadig underholdende og fin og læseværdig. Og så var det i øvrigt lidt pudsigt for mig at læse den umiddelbart inden Stoltenberg tabte valget.

Denne bog kom lidt bag på mig. Jeg havde nok forventet noget i den ret udbredte genre af nutidigt, udpræget dansk og dagligdagsagtigt – og så måske sprogligt lidt finurligt, eller sådan noget.

Men bogen handler om mænd, skyld, opgør med fædre, dårlig samvittighed – og så udvikler den sig fra netop noget lidt hverdagsagtigt til noget voldsomt dramatisk.

Og det bedste af det hele – jeg kan ikke selv forstå hvorfor jeg synes det er så vigtigt – er den netop ikke dansk i sin kontekst. Personerne har navne der peger mod engelsk, fransk, svensk og selv japansk. Og den foregår tydeligvis ikke i Danmark, men i hvad der kunne være en generisk større europæisk by. Jeg kan godt lide når bøger foregår lige nede på Vesterbrogade, men der er også noget befriende i at denne bog i så høj grad ikke gør det.

I øvrigt formår Naja Marie Aidt at skrive en troværdig mandlig fortæller frem – det er vist ikke let for hverken mænd eller kvinder at skrive som det modsatte køn. Fin bog! Men jeg kan stadig lidt bedre lide hendes novellesamling Bavian.

Denne bog – som jeg har læst af indlysende årsager – er specifikt henvendt til mænd der snart skal have deres første barn. Dermed adskiller Du skal være far – og du har 40 uger til at fatte det sig fra det meste af graviditetslitteraturen der ellers henvender sig kun til moren eller til forældrene generelt (men i sidste tilfælde klart vinklet til kvinden).

Udgangspunktet for Thomas Oldrup er netop at mænd i graviditetsbøger ellers kun har en  perifær rolle og mest er til besvær, fordi de hele til vil have sex. Denne bog er således ikke tænkt som en bog der skal erstatte alle de andre bøger der fx går i dybden med alt det biologiske, men kan fungere som et supplement til fædre der – ligesom moren – gennemgår en masse følelser i løbet af en graviditet.

Og følelser er først og fremmest hvad det handler om. Hvad sker der i parforholdet når man venter et barn? Skal man være glad hele tiden? Hvordan oplever man omverdenens reaktion? Er det normalt at bygge en carport? Hvorfor er ens kæreste så urimelig? Og så videre og så videre.

Den slags lyder som noget hvor man let skyder lidt ved siden af, men det virker for mig. Jeg synes forfatteren rammer en fin balance hvor det hverken kommer til at virke flæbende eller bøvet. Det er åbenlyst skrevet fra en maskulin synsvinkel – men i mine øjne ikke chauvinistisk.

Det kan virke lidt plat, når et afsnit bliver indledt med “Kan du huske den vanvittige Portugal-kamp, hvor Danmark kvalificerede sig til VM i Sydafrika?” – eller når barnets vægt og mål uge for uge beskrives med zippolightere, dankort, dåseøl og den slags. Men jeg synes egentlig det fungerer – dels fordi tonen er let og fin hele vejen igennem, dels fordi det er balanceret af en vis alvor. Og måske allermest fordi den ikke udgiver sig for at være mere end den er.

Fin bog – kan godt anbefales til mænd der er i lige præcis den situation. Og egentlig også kvinder – min kæreste har i hvert fald læst ret meget i den.

Okay, dét her er en dårlig bog. Jeg ved ikke hvad jeg havde forestillet mig den dag da jeg nede hos den lokale kaffebiks fandt Hallerne til en 50’er – helt ny og oven i købet signeret af den lovende unge Josefine Klougart. Men i hvert fald ikke noget så fesen-poetisk, opstyltet, irriterende krukkeri som dette.

Bogen skildrer det der på bogens flap kaldes et destruktivt forhold mellem en mand og en kvinde. Der er ikke rigtig handling, mere bare fragmenter, tanker, scener osv. – det meste set fra kvindens synspunkt. Ja, det kunne sådan set have været så godt, men det er aldeles uudholdeligt.

Det er hårde ord, men det er også længe siden jeg har læst noget hvor mine tæer i den grad har krøllet sig sammen. Jeg er nødt til snart at komme med et par eksempler for at man ikke skal tro jeg bare har set mig gal på en helt uskyldig lille bog:

Kvinden er et tempel, og hendes skede er bygget op af nøgne vægge, der styrter sammen over hans benede krop.

Jamen, altså! Eller hvad med den her lidt længere passage:

Hun vil ikke være den søde lille i sproget. Kvinden får den tanke under en af mandens enetaler, at hun er en undtagelse. At hun er et ord, der ikke refererer til noget længere. At hun kan klæde sig som en ræv.

Se: kvinden som ræv.

Se: kvinden med et stykke sæbe skubbet op i sig. Hun vil hellere være: tildækkede møbler, huset ved havet. Have andel.

Tænk at man kan skrive sådan noget – og så komme på forsiden af Ud & Se!

Alt hvad jeg mente om mit blogindlæg om Min kamp 1 gælder egentlig også for 2’eren. Detaljeret, ærligt, tåkrummende, sørgeligt, levende, kedeligt, fængende, morsomt og fantastisk.

Hvor første bog især handler om fortællerens forhold til faderen, handler den anden mest om parforhold og det at få børn – men formen og alle tillægsordene ovenfor er uændret. Jeg er på én gang lettet over endelig at være færdig – og ret fristet til bare at gå i gang med tredje bog med det samme.

Det er mange år siden jeg sidst læste Digte 1906, og i min bevidsthed var samlingen vokset til at være for Johannes V. Jensen hvad Abbey Road er for Beatles eller sådan noget. Nu har jeg læst den igen og er naturligvis lidt skuffet. Både stil og kvalitet svinger meget – der er fædrelandssniksnak, drukdigte og jysk stavede strofer sådan lidt på må og få mellem hinanden, og en del af det er ret kedeligt.

Men så alligevel. Digtsamlingen gemmer på digte som ‘Ved Frokosten’ og ‘Paa Memphis Station’. I det første knyttes emnerne druk, damer og smørrebrød smukt sammen og går vitterlig op i en højere enhed – et digt som jeg stadig tænker på når jeg spiser smørrebrød. Og så rummer det linjer som fx disse:

Kæreste Olga, det var sødt at aande den svale Luft omkring dig,
du var frisk som et Neg,
og Gud ved, hvem der siden sankede dig i Lade.

‘Paa Memphis Station’ er anderledes eksistentielt og smukt. Fortælleren er strandet på – ja, gæt hvor – og venter utålmodigt på toget, bitter over morgenkulden og verdens grimhed. Som han står der, falder det ham ind bare at slå sig ned her, gøre som man nu engang gør i Memphis – og det fine er at tankeeksperimentet på én gang er fuldstændig konventionelt og samtidig eksotisk og netop kun en tanke. Toget kommer, han rejser videre, og digtet slutter.

Gode gamle Johs. var kun 33 da han udgav det her – det er vildt. Måske det snart er tid til at læse Kongens fald igen?