Jeg vidste omtrent hvad jeg gik ind til med denne bog og blev ikke overrasket. Fin lille bog, hverken mere eller mindre. Den minder langt hen ad vejen om Simon Fruelunds otte år gamle Borgerligt tusmørke – forskellen er bare at hvor den første bog er et kig ind i en lang række huse og lejligheder, er det her et kig ind i personerne i et tog. Toget kører fra Kalundborg til Østerport, og hvert kapitel har et klokkeslæt og et stationsnavn. Fint og rent og et dejligt koncept.

Hver person har en lille side til rådighed, og der er næsten ingen dialog, bare en kort beskrivelse af noget ved personen; et resumé af et helt liv, en nylig hændelse eller en tanke i øjeblikket – som regel krydret med en lille kobling til transporten som er det der binder det hele sammen. De små episoder har ikke så tit indbyrdes sammenhæng, men der er enkelte hændelser og personer der går igen, fordi flere af passagererne bemærker det samme eller hinanden.

Det giver sig selv at Pendlerne ikke bliver et storværk, og jeg synes Simon Fruelunds Panamericana (2012) havde noget andet og større over sig. Dette er blot fragmenter; det er i sig selv fint og godt, og det er velegnet til at læse på farten (passende nok), men det er ikke den type bog, der er umulig at lægge fra sig. Og helt ærligt er det ligesom med Borgerligt tusmørke snarere konceptet end de små skæbner man husker bagefter.

Men mens man læser den er det en styrke – som med den første bog i samme stil – at man lynhurtigt dykker ned i enkelt person og ser hvad der betyder noget for ham eller hende. Og jeg synes ikke Simon Fruelund forfalder til udpenslede eller alt for tykke sociologiske pointer om hvordan folk er.

En sjov lille udveksling i den boldgade er i øvrigt at Politikens anmeldelse beklager sig over en af teksterne, hvor en enlig mor – tre børn med tre fædre – og et kontrolleret alkoholproblem, rundes af med at hun er begyndt til zumba. “Den sidste sætning er forfatterens slapsticksyl, der punkterer sin egen karakter og reducerer hende til en kliche, vi alle sammen kender,” skriver anmelderen.

Her siger Simon Fruelund til en provinsavis – Dagbladet Roskilde – at det snarere siger noget om kløften mellem by: “For mig er der i hvert fald ikke noget komisk ved at gå til zumba. Det gør min egen datter.”

Bum!

Bedste læseoplevelse i lang tid! Rigtig god bog! Okay, ét til udråbstegn!

Hjem til meg handler om en mand der ikke kan lade være med at være utro. Manden hedder Ove og er læge, og man følger ham fra han er i start-trediverne til han er 61.

Bogen starter fint, hårdt og brutalt med et ganske kort kapitel hvor Ove en aften følger en pige hjem. Hun vil ikke have, at han kommer med op, men han må godt få et kys. Han resignerer og cykler han hjem til en anden pige – Wenche – som fortæller at han har gjort hende gravid. Ove bliver glad og siger at han vil have fire børn med hende. (Man kan læse bogens første sider – herunder hele dette lille kapitel – på det norske forlags hjemmeside)

Så er vi ligesom i gang. Ove får børn med Wenche, de bliver gift, og han elsker hende højt. Men han elsker også andre smukke kvinder, og han nøjes ikke med at kigge på dem. En dag bliver det for meget for Wenche, og Ove flytter sammen med sin elskerinde, og de får et barn. Men så er det bare hende han er utro, og sådan fortsætter bogen sådan set til sidste side.

Et gennemgående træk er at han ikke er specielt utilfreds med de kvinder han bedrager, han vil bare så gerne have i pose og sæk. Tryg hverdag og familieidyl, ja tak, men også gerne høje hæle, rød læbestift, rødvin og ukompliceret sex. Det koster ham meget – blandt andet forholdet til sine to døtre – og selv om han vedkender sig sin skyld, føler han sig nok mest af alt som et offer. Og måske er Ove blevet klogere når bogen er omme, men han har ikke forbedret sig.

Hjem til meg handler i den grad om utroskab. Om logistikken i dagligdagens løgne, om det uforpligtende sus og om den dårlige samvittighed både ude og hjemme. Men jeg tror ikke jeg ville være så optaget af den, hvis der ikke var mere i den.

Noget af det fineste ved bogen er at man ikke lægger den fra sig og fordømmer Ove. Han er selv skyld i alt hvad der sker, men han er ikke ond eller kynisk. Svag og egoistisk, men også passioneret og ret naiv. Og uden at jeg helt kan sætte fingeren på det, virker problemstillingen på mig som noget mere eksistentielt end bare den ene eller den anden kvinde (eller begge). Der er heller ingen morale klar på sidste side, selv om omkostningerne for Ove og hans familie er ganske omfattende.

Samtidig skriver Trude Marstein levende, flydende og uden mislyd om Oves tanker, følelser og handlinger – og jeg kan ikke lade være med at blive imponeret når kvinder skriver godt om mænd og omvendt.

For fem år siden læste jeg Julian Barnes’ A History of the World in 10½ Chapters og syntes den var forfærdelig. Derfor var det med lidt blandede følelser jeg pakkede denne bog ud – en ven havde læst den og syntes den var god og mente jeg måtte have den i fødselsdagsgave. Nu har jeg så læst den og syntes faktisk det var en dejlig bog.

Det er meget britisk, starter i de tidlige halvfjerdsere og slutter nu om dage. Den centrale handling udspiller sig i ungdommen og forfølger hovedpersonen derfra – forholdet til den første kæreste og en meget speciel og fascinerende ven danner en slags bermudatrekant som han aldrig rigtig slipper ud af.

Det lyder måske lidt ordinært, men jeg tror bogen holdes oppe af at være fint fortalt af en mand oppe i årene – hovedpersonens tilbageblik på ungdommens hændelser, refleksionerne over nutidens situation og en afdæmpet kynisme ift. kærlighed, venskab og ambitioner i livet. Det er ret fint.

Essays er ikke min livret, men Jonathan Franzen er en så god forfatter at jeg alligevel måtte læse Farther Away som består af diverse ikke-fiktive tekster fra hans hånd, skrevet mellem 1998 og 2011.

Og som med Franzens tidligere essaysamling How to Be Alone er det godt – men kun så godt som det kan være når nu det ikke er fiktion.

Noget af det der virkede bedst for mig var nogle ret fine analyser af bøger han godt kan lide. Det gælder fx hans overbevisende tekst om Christina Steads The Man Who Loved Children – en bog jeg aldrig havde hørt om, men som nu står på min bogreol og venter på at jeg en dag kaster mig over den. Hans essay om Alice Munro har også fået mig til at tænke at jeg må læse noget af hende – i noget højere grad end den nobelpris hun fik nogle år efter han skrev sit essay.

Essayet On Autobiographical Fiction er også værd at nævne, synes jeg. Det handler om hvordan man (han) som forfatter bruger sig selv og sit eget liv og sine egne erfaringer i de bøger han skriver – uden at der er tale om at han skriver historien om sit eget liv. Og så rummer det en spændende sætning: “[…] you have to become a different person to write the next book.” Han mener med andre ord at man graver så dybt i sig selv for at skrive en ordentlig bog at man ikke kan sætte sig ned og skrive en ny uden at være et andet sted i sit liv.

Nå, men ud over at skrive nogle rigtig gode essays har Jonathan Franzen så også skrevet nogle stykker som jeg synes er utroligt irriterende. De handler om fugle. Franzen er en begejstret ornitolog, og fred være med det (var det i øvrigt ikke også sådan en karakter i Freedom?). Men han skriver side op og side ned om fx Cyperns problemer med illegale krybskytter der reducerer bestandene af trækfugle, og han gør det uden glimt i øjet, proportionssans eller en udstrakt hånd til folk der er ligeglade med pipfugle. Eneste formildende omstændighed er at det er voldsomt velskrevet, men det er ikke nok.

Nu er der vist igen ikke flere Franzen-bøger jeg ikke har læst – så må jeg sætte mig ned og vente på at han er blevet et tilstrækkelig nyt menneske til at skrive en ny roman.

Det er altid hyggeligt at læse Erlend Loe. Vareopptelling er lidt anderledes end hans andre bøger – men også god.

Den handler om den aldrende digter Nina Faber der gennem noget tid har kæmpet med en lidt for lang skrivepause, lidt for få penge og lidt for meget vin. Nu har hun endelig fået skrevet en ny digtsamling og gruer for anmeldelserne. De kommer og er dårlige – og så går hun lidt amok.

Kan nogen huske Falling Down? Nina Faber minder mig lidt om ham i filmen; en person der bryder alle normer og forsøger at sætte verden på plads ud fra hvad man nu engang synes er det rigtige.

Her er Nina Faber relativt hæmningsløs. Hun skaffer sig fx adgang til en ung anmelders bolig, truer ham med tæsk og presser ham til aldrig nogensinde at anmelde lyrik igen – med henvisning til manglen på poesi på hans bogreol.

Bogen minder mig også lidt om Hundraåringen som klev ut genom fönstret och försvann – bortset fra at hvor Jonas Jonasson er ret vild med sin egen hovedpersons fandenivoldskhed, har Erlend Loe lidt mere distance (ligesom i Fvonk, i øvrigt). Og det er efter min mening ganske passende.

Denne ganske lille bog, der består af helt korte noveller og “episoder” (som det hedder på titelsiden), var det mest overkommelige valg for mig i et nyt liv med markant flere bleskift, noget færre timers søvn og lidt kortere attention span. Titlen gør ellers hvad den kan, for at skræmme sådan en som mig væk (den minder mig næsten om gyselige Klougart i al sin fesenpoetiske krukkethed) men jeg har tidligere læst gode bøger af Pia Juul: Mordet på Halland (2009) og Dengang med hunden (2005) – to bøger der i øvrigt også beviser at hun altså sagtens kan finde på en god bogtitel.

Nå, men altså – trods titlen fine små tekster. I starten strækker de sig over en lille håndfuld sider, og i løbet af bogen er der en tendens til at de bliver kortere og kortere, mange på blot en enkelt side. De helt korte minder mig lidt om Peer Hultbergs monologer i Requiem (1985), mens de lidt længere virker mere som klassiske noveller. Der er ingen sammenhæng mellem teksterne, og det helt korte format gør samtidig at man kommer ret vidt omkring.

Flere af teksterne indeholder i øvrigt et sjovt metalag à la “Man kan forestille sig…” i Simon Fruelunds Panamericana (2012) (sikke jeg dog linker i dag!) – fx i den helt korte tekst ‘Replikker”:

Hun har mobilen tæt op til øret og går så hurtigt at hun støder ind i folk op fortovet, ansigtet er fordrejet, hun råber:

“Jo, jeg skal nok ringe igen! Jeg skal irritere dig! Jeg skal genere dig! Jeg skal gøre dig ondt! Jeg vil gøre dig så ondt!”

Jeg går hjemad i mørket, asfalten er våd. Det kunne man godt skrive noget om, hvem kan hun mon være, hvem talte hun med, lad mig tænke mig om. Men hun interessrerer mig ikke nok, hendes replikker var alligevel for søgte.

Kort sagt en stille og rolig lille bog. Næste læseprojekt bliver vist i tilsvarende omfang – Karl Ove får med andre ord lov at ligge lidt endnu.

Da jeg havde læst 2’eren, havde jeg ikke meget at tilføje mit indlæg om 1’eren – men tredje bind i Karl Ove Knausgårds kæmpeværk Min kamp er anderledes.

Den er lidt kortere, den er kronologisk set lige ud ad landevejen, den er lettere læst, og den er meget mere klassisk i hele sin form. Tredje bind handler om den lille Karl Oves barndom – omtrent fra fødslen beskriver han hele opvæksten på Tromøya indtil den dag hvor familien i hans tidlige teenageår flytter til Kristiansand.

Flere gange mens jeg læste i Min kamp 3, mindede den mig om Kieron Smith, boy der indholdsmæssigt har masser af lighedspunkter. Skolen, forældrene, storebroren, fodbolden, pigerne – og hele det drama det er at vokse op. Formmæssigt skriver Knausgård helt anderledes – blandt andet fordi han eksplicit skriver som voksen, omend synspunktet og vægtningen tit er en lille drengs.

Og så føjer bogen naturligvis vigtige elementer til hele den samlede fortælling som Min kamp er. Her tænker jeg især på faderen – hvis man efter 2’eren er i tvivl om hvad der helt præcis var galt med ham, er man det ikke efter 3’eren. Hans raseri, tyrrani, utålmodighed og spydighed ligger som underlægningsmusik hele vejen igen. Men bogen er ikke en bunke argumenter for, at Karl Oves far var et svin – det optræder på lige linje med alt det andet der fylder i et barns liv, og tit bare som et grundvilkår.

Jeg glæder mig til at komme i gang med 4’eren!

Det er 16 år siden jeg læste Life After God første gang, og nu var det ligesom blevet tid igen.

Jeg er lidt usikker på genren, men det er otte novelleagtige historier. Hver historie består af små kapitelfragmenter på to-tre sider der (ligesom Grog-bøgerne i øvrigt) hver er illustreret med en lille simpel tegning fra forfatteren selv.

Alle historierne har mandlige fortællere – i slut-trediverne, vil jeg skyde på. Og alle historierne handler på en eller anden måde om folk der stopper op og tænker sig om. Det lyder filosofisk, men er det ikke. For det første er der som regel ikke rigtig nogen store konklusioner – og for det andet foregår det hele i en udpenslet moderne materialiseret verden. Jeg læser ikke nogen implicit eller eksplicit kritik i det, men store og små følelser ledsages gnidningsfrit af masser af plastic, kendte varemærker, junkfood, radiostationer, biler og styrofoam-krus.

Min yndlingshistorie (som gudhjælpemig er dedikeret til Michael Stipe) handler om en mand der strander i ørkenen i Californien eller Nevada da hans bil bryder sammen – mens han prøver at skaffe sig af med nogle ampuller med steroider fordi politiet vist nok er på sporet af ham. Skyldfølelse, desperation, sult og den nagende bevidsthed om hvor ynkeligt hvis dét bliver udgangen på hans liv.

Og det med Gud? Titlen er alt for meget, og det er bogen også et enkelt sted – men heldigvis først på næstsidste side. Ellers virker det med religion egentlig ret perifært på mig.

Jeg ved ikke om det bare er nostalgi – men jeg synes stadig bogen holder!

Fin lille bog af Erlend Loe. Fvonk er navnet på den ene hovedperson – den anden er Jens Stoltenberg, selv om det ikke står helt præcist noget sted. De to mødes og bliver venner, fordi statsministeren er udbrændt og har brug for et sted at hvile ud, og ministeriet derfor lejer et par værelser hos Fvonk.

De har hver deres lig i lasten. Ministeren er træt af sit job og synes ikke han kan leve op til alle statsmandsforventningerne efter Utøya. Han har mest bare lyst til at stikke af. Fvonk har engang arbejdet i et motionsforbund hvor der (vist nok uden hans vidende) blev fusket med nogle medlemstal for at få offentlig støtte, og det brænder ham op indefra.

Venskabet er så bizart som den slags kan være i en Erlend Loe-bog. De er begge to aldeles fejlbarlige og langt hen ad vejen også usympatiske – hvilket i mine øjne gør at bogen ikke falder i samme fælde som fx Hundraåringen som klev ut genom fönstret och försvann.

Hen mod slutningen er der noget med en tur til Ungarn hvor det måske går lidt over gevind – men Fvonk er grundlæggende stadig underholdende og fin og læseværdig. Og så var det i øvrigt lidt pudsigt for mig at læse den umiddelbart inden Stoltenberg tabte valget.

Denne bog kom lidt bag på mig. Jeg havde nok forventet noget i den ret udbredte genre af nutidigt, udpræget dansk og dagligdagsagtigt – og så måske sprogligt lidt finurligt, eller sådan noget.

Men bogen handler om mænd, skyld, opgør med fædre, dårlig samvittighed – og så udvikler den sig fra netop noget lidt hverdagsagtigt til noget voldsomt dramatisk.

Og det bedste af det hele – jeg kan ikke selv forstå hvorfor jeg synes det er så vigtigt – er den netop ikke dansk i sin kontekst. Personerne har navne der peger mod engelsk, fransk, svensk og selv japansk. Og den foregår tydeligvis ikke i Danmark, men i hvad der kunne være en generisk større europæisk by. Jeg kan godt lide når bøger foregår lige nede på Vesterbrogade, men der er også noget befriende i at denne bog i så høj grad ikke gør det.

I øvrigt formår Naja Marie Aidt at skrive en troværdig mandlig fortæller frem – det er vist ikke let for hverken mænd eller kvinder at skrive som det modsatte køn. Fin bog! Men jeg kan stadig lidt bedre lide hendes novellesamling Bavian.