Nu er det efterhånden en måneds tid siden jeg læste Point Omega, og jeg må skuffet erkende at den ikke har gjort stort indtryk. Skuffet, fordi Don DeLillo nu engang er min yndlingsforfatter der har skrevet rigtig mange helt fantastiske bøger, og så er det lidt ærgerligt at han på sine gamle dage skriver sådan en man nærmest kan glemme på en måned.
Point Omega handler om en underlig lille forsamling i en ørken – en ung, mandlig filmskaber, en gammel militærstrateg og dennes lidt mystiske og lidt kedelige datter. Filmmanden drømmer om at lave en film med militærmanden og om at komme i seng med hans datter, militærmanden drømmer om fred og ro og måske lidt selskab – og hvad datteren drømmer om, er lidt af en gåde.
Det er på én gang ganske let og meget koncentreret. Mere stemning end plot – ekstremt velskrevet (som altid, når det er Don DeLillo) – men ikke i samme klasse som fx White Noise (1985) og selvfølgelig heller ikke den på alle måder store og fremragende Underworld (1997).
En spøjs lille bog der handler om andet og mindre end titlen giver indtryk af. Mordet på Halland er startskuddet til en stille og underlig tid for Hallands efterladte kone der er mere forvirret end ked af det.
Der er en anelse Helle Helle over det, bortset fra at der er mindre fokus på det sociale og mere på det indre liv i en kvinde der ikke rigtig kan finde ud af hvad hun skal gøre af sig selv.
Fin bog – og nok snart glemt igen.
Det er efterhånden 2½ år siden jeg sidst læste noget af Arne Dahl, men en weekendtur til Stockholm virkede som den helt rigtige anledning. Store dele af krimien foregår nemlig i Stockholm – herunder begyndelsen af bogen hvor en mand tager kokain, kigger over vandet hen på den gade hvor vores hotel lå – og siden bliver spist af jærver i Djurgården. Vi tog en båd ud til Djurgården og så det hele – undtagen jærverne som åbenbart var inde.
Nå, men, det er en god bog! Ligesom i hans andre bøger er det A-gruppen der skal opklare forbrydelsen der – selvfølgelig – viser sig at være mere kompliceret end som så. Der bliver trukket tråde til menneskehandel, prostitution, 2. verdenskrig, mafiaen og en masse andet. Det virker undervejs i bogen umuligt at det på nogen måde kan hænge sammen det hele, men det ender det – selvfølgelig – med, og det er en sjov komfort ved at læse bøger i den genre.
Jonathan Franzens The Corrections (2001) er en af de bedste bøger jeg har læst de sidste ti år, hans debutroman The Twenty-Seventh City (1988) var fantastisk, og hans to essaysamlinger How to Be Alone (2001) og The Discomfort Zone (2006) var også virkelig velskrevne.
Derfor var det med store forventninger jeg gik i gang med Freedom, der er hans første roman siden The Corrections, og som oven i købet blev kaldt for et mesterværk i danske anmeldelser. Så når jeg nu kun er en lillebitte smule skuffet over Freedom, er det altså et udtryk for at det virkelig er en god bog.
Grundlæggende handler den om et parforhold – forholdet mellem Patty og Walter Berglund – gennem en 20-30 år. Enhver der kender lidt til Jonathan Franzen kan regne ud at det ikke kun handler om ægteskabets lyksaligheder; det viser tværtimod hvordan noget der starter så nogenlunde rigtigt, gennemsnitligt, velmenende og godt kan gå helt galt uden at man præcis kan sætte fingeren på hvem der trådte galt og hvornår. Den slags synes jeg er prisværdigt.
Rundt om kernehistorien om parforholdet ligger en række andre historier der både fungerer som gode fortællinger i sig selv og som delforklaringer på hvorfor deres ægteskab ikke fungerer. Barndommen, opvæksten forældrene, deres to børn og ikke mindst Walters gamle studiekammerat. Drama og intriger!
Jeg har svært ved at finde ud af hvor bogen befinder sig på et kontinuum med realisme i den ene ende og karikatur i den anden – det er nærmest som om Freedom sætter sig på hele skalaen. På den ene side virker bogen aldrig grundlæggende urealistisk på den måde at jeg står af fordi det er utroværdigt – på den anden side er mekanismerne og karaktererne unægtelig karikerede, også i en grad som jeg ikke husker at The Corrections var.
Og en af grundene til at bogen for mig er rigtig god, er at karikaturerne ikke er så meget ude af proportioner at jeg ikke kan relatere dem til noget eller nogen jeg kender – eller mig selv – men heller ikke så subtile at det er uigenkendeligt. Klassisk litteraturkatharsis!
Men for mig var Freedom ikke helt på højde med The Corrections. I sidstnævnte er fokus mere på familien end parforholdet, og måske er det fraværet af et forlist ægteskab i mit liv der gør bogen den tand mindre vedkommende? Familiebogen læste jeg mens jeg var på en hel måneds ferie med min familie i USA…
Jeg har Franzens Strong Motion (1992) stående på reolen, og det føles lidt ligesom at have en flaske cava liggende i køleskabet som man kan åbne når man bare ikke kan vente længere.
“Jeg er en stor fan,” sagde jeg genert da jeg fik min fine nyindkøbte Stejl Fart-bog signeret af Christoffer Zieler på bogmessen sidste weekend. “Tak,” lød det næsten lige så kejtet fra tegneren, som om han var lige så uvant med at en fremmed erklærede sig som fan, som jeg er med at erklære mig som fan af noget som helst.
Men det er jeg – kæmpe fan! Og begejstret læser af hans blog af samme navn siden begyndelsen, hvilket jeg også fik fortalt ham lige så akavet, og hvilket han reagerede næsten lige så akavet på. Godt det samme at jeg ikke nåede til at fortælle ham at jeg engang havde en kollega hvis kæreste var en af hans venner.
Faktisk stammer min entusiasme for hans tegninger helt tilbage fra da jeg første gang så hans stribe Maltes Spalte i KU’s Universitetsavisen i begyndelsen af dette årti. Siden har jeg fulgt hans blog, og det er tegningerne herfra som nu er blevet til en fin lille bog.
Konceptet er ret simpelt – ingen overordnet sammenhæng mellem tegningerne, der for det meste består af et billede og en hel del ord. Christoffer Zieler har selv engang reflekteret over hvad hans tegninger handler om, og det rammer egentlig nogenlunde:
“Jeg kan godt lide kombinationen af dramatiske erklæringer og flegmatiske ansigter. Det er princippet bag mit virke som tegner.”
Tit er der også tale om et møde mellem ret almindelige mennesker (eller dyr) og helt urimelige eller mærkelige mennesker. Som fx her:
Det er i mine øjne evig morsomt, skarpt og dejligt. Det gælder både tegningerne – der tit viser folk fra rigtig grimme sider – og teksterne der på én gang spænder fra det seriøse og gennemtænkte til det jævne og platte på en måde som jeg synes er virkelig sjov. Men det er også den slags humor som ikke vinder ved at blive forklaret eller fortolket, så kig hellere selv på Stejl Fart.
Det var noget af en skuffelse da jeg for nylig opdagede at min aldeles enestående idé om at skrive sure haikudigte om trafik slet ikke var så unik. En på ingen måde funky fynbo med fuldskæg og cowboyhat er efter alt at dømme kommet mig i forkøbet med noget så moderne som en sms-udgivelse af haikudigte om trafik. Jøsses!
Og det værste er endda at de ikke er dårlige. Et af dem lyder for eksempel:
Fynbussen kommer
aldrig mere til tiden
kollektiv nedtur
Min eneste trøst er at de slet ikke er så vrede som mine egne Trafikhad-tweets – de fleste er faktisk søde og positive. Men når man tager prisen for værket i betragtning – en flad femmer – må jeg bøje mig og anbefale alle andre selv at gå ind og købe værket på denne side.
To karbade tog det at komme igennem denne lille sag. Som allerede sagt om Grog historier er det ekstremt stille og roligt og meget hyggeligt. Man følger den lille hund Grog der bor hos sin herre i en villa på Frederiksberg engang i første halvdel af det tyvende århundrede: livet i huset, snakken med de andre hunde på vejen, årstidernes skiften osv. Jeg kan helt ærligt ikke forstå hvorfor jeg er så glad for Grog-bøgerne som jeg er. Det er tit lommefilosofi pakket ind i en børneagtig hundenaivitet på en næsten ulidelig måde – men hvis jeg er træt, føles det bare helt rigtig og godt med en lille hunds forglemmelige betragtninger over blæsevejr. Litteraturens svar på ‘De unge mødre’?
Selv om Empire Falls er navnet på byen hvor denne bog foregår, er ens nok mere intuitive læsning af titlen helt på sin plads. Bogen handler på sin vis om et imperium der falder – og i hvert fald i høj grad om forfald mere generelt.
Historien foregår i en lille amerikansk by i Maine hvor tingene ikke går så godt. Tekstilfabrikken er ligesom så meget andet lukket ned, og der er ikke rigtig nogen jobs. Den eneste i byen som det går rigtig godt for, er en ældre dame – Mrs. Whiting – hvis slægt altid har ejet store dele af byen.
Hun ejer også The Empire Grill hvor bogens hovedperson Miles arbejder. Hans mor sled på tekstilfabrikken og siden hos Mrs. Whiting for at Miles kunne få råd til en uddannelse og slippe væk fra Empire Falls – men forgæves. Nu gør han omtrent det samme – bare for sin datter Tick som han har fået med Janine som netop har forladt Miles til fordel for en af stamkunderne fra The Empire Grill.
Så langt så godt – herfra begynder det så at gå galt. Det sker stille og roligt og efter en lang og grundig – men ikke kedelig – introduktion til den lille by og dens personer – herunder også den irriterende betjent, Ticks underlige klassekammerat, Miles’ bror, Mrs. Whitings handicappede datter og Miles’ hemmelige kærlighed som også arbejder på The Empire Grill.
Bogen er rigtig godt skrevet – supergennemført, veldoseret og hen mod slutningen både overraskende og dramatisk. Men styrken ligger i mine øjne især i beskrivelsen af samfundet og det forhold man i løbet af de knap 500 sider når at bygge op til dens indbyggere. Dejlig bog!
Klassisk Ellis – men på en ganske skuffende måde. Konceptet, virkemidlerne og stemningen i Imperial Bedrooms er ikke grundlæggende forskellige fra Bret Easton Ellis’ gennembrudsbøger Less Than Zero (1985) og American Psycho (1991). Og det er på en måde lidt ærgerligt, når nu der er gået sådan en 20-25 år – og Ellis oven i købet har brudt lidt med genren i nogle af hans seneste bøger.
I Imperial Bedrooms er hovedpersonen – Clay – den samme som i Less Than Zero. Der er bare gået 25 år, og Clay er nu succesfuld manuskriptforfatter, bor i Los Angeles og har det i hele taget relativt godt – i hvert fald økonomisk set.
Men så falder han – sådan da – for en ung skuespiller. Hun deler seng med ham mod hans løfte om at han kan skaffe hende en rolle i en af hans film. Hun viser sig imidlertid at være en farlig kvinde – etc. etc. – I kender næsten resten.
Nok er det en anelse hyggeligt med god gammel dags Bret Easton Ellis – men også en vældig tynd og tam kop te, og man efterlades med en svag følelse af tomhed – og nej, ikke bare den tomhed Ellis ellers har været ekspert i helt bevidst at fremmane.
Og så ville det være forfriskende hvis han for en gangs skyld kunne tegne et portræt af en person der ikke er samme alder som ham selv og bor det samme sted. Han er selvfølgelig blevet berømt på at beskrive sin samtid og sine omgivelser – men det bliver også næsten lidt forudsigeligt.
Til gengæld er bogen sat med den fantastisk smukke skrifttype Electra, som ikke bare Ellis’ andre bøger, men også den store forfatter Don DeLillos bøger (herunder Underworld – tænk at jeg kunne glemme at nævne det) er sat med. Lækkert!
Tredje og sidste bog i Stieg Larssons Millennium-trilogi. Jeg kan vist ikke føje meget til hvad jeg allerede har skrevet om