Denne bog – som jeg har læst af indlysende årsager – er specifikt henvendt til mænd der snart skal have deres første barn. Dermed adskiller Du skal være far – og du har 40 uger til at fatte det sig fra det meste af graviditetslitteraturen der ellers henvender sig kun til moren eller til forældrene generelt (men i sidste tilfælde klart vinklet til kvinden).

Udgangspunktet for Thomas Oldrup er netop at mænd i graviditetsbøger ellers kun har en  perifær rolle og mest er til besvær, fordi de hele til vil have sex. Denne bog er således ikke tænkt som en bog der skal erstatte alle de andre bøger der fx går i dybden med alt det biologiske, men kan fungere som et supplement til fædre der – ligesom moren – gennemgår en masse følelser i løbet af en graviditet.

Og følelser er først og fremmest hvad det handler om. Hvad sker der i parforholdet når man venter et barn? Skal man være glad hele tiden? Hvordan oplever man omverdenens reaktion? Er det normalt at bygge en carport? Hvorfor er ens kæreste så urimelig? Og så videre og så videre.

Den slags lyder som noget hvor man let skyder lidt ved siden af, men det virker for mig. Jeg synes forfatteren rammer en fin balance hvor det hverken kommer til at virke flæbende eller bøvet. Det er åbenlyst skrevet fra en maskulin synsvinkel – men i mine øjne ikke chauvinistisk.

Det kan virke lidt plat, når et afsnit bliver indledt med “Kan du huske den vanvittige Portugal-kamp, hvor Danmark kvalificerede sig til VM i Sydafrika?” – eller når barnets vægt og mål uge for uge beskrives med zippolightere, dankort, dåseøl og den slags. Men jeg synes egentlig det fungerer – dels fordi tonen er let og fin hele vejen igennem, dels fordi det er balanceret af en vis alvor. Og måske allermest fordi den ikke udgiver sig for at være mere end den er.

Fin bog – kan godt anbefales til mænd der er i lige præcis den situation. Og egentlig også kvinder – min kæreste har i hvert fald læst ret meget i den.

Okay, dét her er en dårlig bog. Jeg ved ikke hvad jeg havde forestillet mig den dag da jeg nede hos den lokale kaffebiks fandt Hallerne til en 50’er – helt ny og oven i købet signeret af den lovende unge Josefine Klougart. Men i hvert fald ikke noget så fesen-poetisk, opstyltet, irriterende krukkeri som dette.

Bogen skildrer det der på bogens flap kaldes et destruktivt forhold mellem en mand og en kvinde. Der er ikke rigtig handling, mere bare fragmenter, tanker, scener osv. – det meste set fra kvindens synspunkt. Ja, det kunne sådan set have været så godt, men det er aldeles uudholdeligt.

Det er hårde ord, men det er også længe siden jeg har læst noget hvor mine tæer i den grad har krøllet sig sammen. Jeg er nødt til snart at komme med et par eksempler for at man ikke skal tro jeg bare har set mig gal på en helt uskyldig lille bog:

Kvinden er et tempel, og hendes skede er bygget op af nøgne vægge, der styrter sammen over hans benede krop.

Jamen, altså! Eller hvad med den her lidt længere passage:

Hun vil ikke være den søde lille i sproget. Kvinden får den tanke under en af mandens enetaler, at hun er en undtagelse. At hun er et ord, der ikke refererer til noget længere. At hun kan klæde sig som en ræv.

Se: kvinden som ræv.

Se: kvinden med et stykke sæbe skubbet op i sig. Hun vil hellere være: tildækkede møbler, huset ved havet. Have andel.

Tænk at man kan skrive sådan noget – og så komme på forsiden af Ud & Se!

Alt hvad jeg mente om mit blogindlæg om Min kamp 1 gælder egentlig også for 2’eren. Detaljeret, ærligt, tåkrummende, sørgeligt, levende, kedeligt, fængende, morsomt og fantastisk.

Hvor første bog især handler om fortællerens forhold til faderen, handler den anden mest om parforhold og det at få børn – men formen og alle tillægsordene ovenfor er uændret. Jeg er på én gang lettet over endelig at være færdig – og ret fristet til bare at gå i gang med tredje bog med det samme.

Det er mange år siden jeg sidst læste Digte 1906, og i min bevidsthed var samlingen vokset til at være for Johannes V. Jensen hvad Abbey Road er for Beatles eller sådan noget. Nu har jeg læst den igen og er naturligvis lidt skuffet. Både stil og kvalitet svinger meget – der er fædrelandssniksnak, drukdigte og jysk stavede strofer sådan lidt på må og få mellem hinanden, og en del af det er ret kedeligt.

Men så alligevel. Digtsamlingen gemmer på digte som ‘Ved Frokosten’ og ‘Paa Memphis Station’. I det første knyttes emnerne druk, damer og smørrebrød smukt sammen og går vitterlig op i en højere enhed – et digt som jeg stadig tænker på når jeg spiser smørrebrød. Og så rummer det linjer som fx disse:

Kæreste Olga, det var sødt at aande den svale Luft omkring dig,
du var frisk som et Neg,
og Gud ved, hvem der siden sankede dig i Lade.

‘Paa Memphis Station’ er anderledes eksistentielt og smukt. Fortælleren er strandet på – ja, gæt hvor – og venter utålmodigt på toget, bitter over morgenkulden og verdens grimhed. Som han står der, falder det ham ind bare at slå sig ned her, gøre som man nu engang gør i Memphis – og det fine er at tankeeksperimentet på én gang er fuldstændig konventionelt og samtidig eksotisk og netop kun en tanke. Toget kommer, han rejser videre, og digtet slutter.

Gode gamle Johs. var kun 33 da han udgav det her – det er vildt. Måske det snart er tid til at læse Kongens fald igen?

Julie og hendes kæreste skal giftes og have børn, men pludselig stikker han af til Indien fordi han har brug for at tænke sig om. Sune er forfatter, men skriver ingenting, fordi han arbejder på en tankstation hele dagen. Han beslutter sig for at sælge sin lejlighed, leje et værelse, droppe jobbet og få skrevet den roman. Værelset finder han selvfølgelig hos Julie.

Det lyder som starten på en simpel kærlighedshistorie, men det er det ikke. Julie tror på at kæresten kommer tilbage, og Sune synes Julie er lækker, men ret ubegavet. Han prøver lidt af hvert for at finde på noget at skrive om, og imens falder Julie og ødelægger sit knæ, så hun er afhængig af sin lejers hjælp.

Der er masser af suspense og umiddelbar læseglæde i Se på mig, men jeg kan bedre lide Kirsten Hammanns tidligere bøger – især Fra smørhullet (2004). Måske går bogen lidt for langt for at være læseværdig, hvis man kan sige det sådan?

Der er virkelig langt fra Ian McEwans effektive og gennemført professionelle roman Atonement (2001) til denne lille og lidt famlende novellesamling. Eller rettere den anden vej rundt – for først efter jeg havde købt In Between the Sheets af mangel på bedre i en boghandel i Tyskland, fandt jeg ud af at den er skrevet længe længe før Atonement.

Der er tale om syv noveller der allesammen i mere eller mindre udbredt grad handler om eller relaterer sig til noget seksuelt – og også gerne noget småperverst eller bare lidt mystisk. Det er næppe tænkt som pirrende og er det heller ikke – det er snarere den røde tråd der binder historierne sammen og som mildest talt også er penslet ud i novellesamlingens titel.

Der er ellers ikke meget udpenslet i novellerne. Det er skrevet på en dejlig ikke-leflende måde, og de enkelte historiers universer giver ligesom indtryk af at have nok i sig selv. Men modsat Atonement er In Between the Sheets tydeligvis eksperimenter fra en ung forfatters hånd; vellykkede eksperimenter, vil jeg sige. Det er sjovt – også 35 år senere.

Min kæreste købte denne bog til mig i julegave efter at have læst om den i avisen og tænkt det nok var noget for mig. Det var det! Faktisk har jeg også læst Sidsel Falsig Pedersens novellesamling Forholdsregler tilbage i 2005. Dette er hendes første roman, og den er god.

Jeg kan ikke finde ud af om jeg er meget snæversynet, når jeg kommer til at forbinde alle nulevende kvindelige danske forfattere med Helle Helle? Eller også er det bare et udtryk for den indflydelse Helle Helle har på dansk litteratur for tiden. Uanset hvad er der lidt Helle Helle over den her bog – men bestemt også noget andet.

Det er en stille og trist historie om en kvinde der har oplevet en kollega falde død om, og som herefter ikke er sig selv. Det er ikke fordi hun savner kollegaen, men snarere fordi hun er bange for at det skal ske for hende selv. Hun er også bange for edderkopper, voldtægtsmænd, forkølelse og alverdens kejtede sociale situationer.

Heldigvis har hun sin søde og gode og forstående kæreste – som i bogen bare hedder ‘han’ – der bakker hende op og hjælper hende gennem hverdagen. Men gennem bogen bliver det tydeligt at han måske ikke er så god for hende alligevel. Det er grundlæggende ham der bestemmer, og han prikker hele tiden (bevidst eller ubevidst?) til hendes frygt for hvad som helst og fastholder dermed sig selv i beskytterrollen og hende i et rigtig skidt afhængighedsforhold.

Rigtig fint beskrevet i et stille og roligt tempo – og Sidsel Falsig Pedersen bliver aldrig så ivrig for at få pointen frem at hun pensler tingene ud.

For mange år siden gav min fætter mig James Kelmans How Late It Was, How Late (1994) i julegave – vist nok uden at kende andet til den end at den vandt Man Booker Prize. Jeg læste den og blev begejstret – og har siden læst en masse af Kelmans bøger.

Det plejer at tage lidt tid at komme igennem. Det har det også gjort med Kieron Smith, boy; det er fire måneder, jeg sidst har skrevet her på bloggen, og bogmærket er min chip fra DHL-stafetten. Men i går blev jeg færdig med den.

Som næsten alle Kelmans bøger er scenen Skotland og underklassen. Men hvor fortællerne som regel er voksne mænd, er det denne gang en lille drengs verden læseren oplever. Ved bogens begyndelse er Kieron vel fem-seks år gammel – og den slutter 420 sider senere, når han er knap 13.

Med den udvikling er der jo næsten tale om en klassisk udviklingsroman. Kieron Smith fortæller om livet med sin far, mor og storebror: faren er tit lidt vred, moren ville ønske han ville tale ordentligt (dvs. britisk frem for skotsk), broren bestemmer alting og får aldrig skældud af de voksne selv om han slår. Og om livet i skolen: lærerne siger han egentlig er kvik nok, og hvis nu han bare tog sig sammen… Og om vennerne: de rigtige venner, dem man ikke helt ved hvor man har, om dem der er dårlige til fodbold og dem der er bedst til at slås. Så langt, så godt (og så Ken Loach-agtigt).

Men det der gør bogen speciel, er den kompromisløse fortællestil. Der er ikke noget usædvanligt i at have børn som fortællere, men det er som regel ganske kunstfærdigt, effektivt og dramatisk fortalt. Det er ikke tilfældet i Kieron Smith, boy. Det er omtrent så kedeligt som at lytte til et barns endeløse fortællinger om stort og småt, forstået på den måde at der ikke er noget filter. Bogens store dramaer er vævet tæt ind i hverdagens kedsommelighed og et barns banale observationer og refleksioner.

Det er bogens styrke og svaghed. Lille Kieron er mere troværdig end nogen anden barnefortæller – og tilsvarende kedelig at lytte til. James Kelman har aldrig været nogen pleaser, og det er han heller i denne bog. Men det er samtidig det der fascinerer mig ved ham – han er skideligeglad med sin læser og har skrevet en dybt konsekvent og grundlæggende også meget rørende bog om det at være barn. Og det er alligevel også ret sejt.

Dette er en af Murakamis mindre og lidt simplere bøger. Ligesom i Norwegian Wood handler den om en ung mands kærlighedsliv i Tokyo i 1960’erne og 70’erne.

Men hvor Norwegian Wood handler om den oprigtige splittelse mellem to kvinder, bygger Sønden for grænsen og vesten for solen klart på forestillingen om den eneste ene. Her er fortælleren ganske også splittet, men det er overfladisk og kun af moralske grunde – må man være sin kone utro når nu hun ikke er denne eneste ene?

Et eller andet sted synes jeg plottet er for tyndt i forhold til flere af Haruki Murakamis bøger. Stilen er den samme som altid, og det er dejligt – men selve handlingen virker ligesom for enstrenget til at være på niveau med hans største værker.

Jeg læste Cosmopolis for en del år siden, men kastede mig over den igen, fordi den er blevet filmatiseret – af Cronenberg, endda – og det er selvfølgelig vigtigt for mig at kunne se filmen og proklamere at bogen er meget bedre.

God er den i hvert fald. Det er en tæt lille historie over et døgn i hovedpersonens liv. 28-årige Eric Packer er finansmand, milliardær og bosat i New York. Han vågner tidligt og beslutter sig for at blive klippet. Det betyder en limousinekøretur fra den østlige til den vestlige side af Manhattan – en rejse der takket være en præsidentparade, en rappers begravelse og en masse andre begivenheder ender med at tage resten af dagen (og bogen).

I løbet af turen gennem byen formår at Packer at møde sin kone tilfældigt et par gange, dyrke sex med et par andre kvinder, miste store summer på Sisyfos-agtig yen-handel og blive målet for en stigende sikkerhedsrisiko.

Det er selvfølgelig ironisk at en mand af denne kaliber i al sin magt og vælde har så svært ved at krydse en smal ø – og det minder mig på en eller anden måde om en gammel Dylan-sang:

I don’t have no sports car
And I don’t even care to have one
I can walk anytime around the block

Hovedpersonen får mig til at tænke lidt på Patrick Bateman – hovedpersonen i Bret Easton Ellis’ efterhånden ældgamle American Psycho. Eric Packers fokus er ganske vist i mindre grad på jakkesæt og briller og i højere grad på limoens marmorgulv og lejlighedens hajbasin – og Packer er i øvrigt både klogere og mere dannet end Bateman – men materialismen og kynismen er i store træk den samme.

Cosmopolis er mere dramatisk end jeg husker den – og også mere actionpræget end mange af DeLillos andre bøger. Måske er det derfor den bliver lavet til en film. Men hvor fx American Psycho nok især var en tidssvarende og berettiget provokation, virker Cosmopolis som Don DeLillos egen lidt mere forsigtige og lidt mindre forudindfattede undersøgelse af hvilken slags mennesker der bestemmer nu om dage: hvad der driver dem, hvad de bekymrer sig om, og hvordan de fra en limousine på Manhattan kan ryste økonomiske systemer langt ud over deres egne formuer – og det sidste er i virkeligheden ikke blevet mindre interessant, siden DeLillo skrev bogen i 2003.

Ligesom alle andre DeLillos bøger er Cosmopolis i øvrigt sat med skriften Electra hvilket næsten (men kun næsten) er nok til at man bør læse den.