Tilbage i 2004 læste jeg en dag en vildt rosende anmeldelse i Weekendavisen (af Bukdahl, tror jeg) af Fra smørhullet af Kirsten Hammann. Jeg gik ned i boghandlen på hjørnet (i dag ligger der en tarvelig sushibiks, selvfølgelig), købte bogen, læste den samme dag og syntes den var fantastisk!

Siden har jeg været ret begejstret for Kirsten Hammann og har læst de tre efterfølgende romaner (En dråbe i havet, Se på mig og Alene hjemme) og den foregående lidt underlige Vera Winkelvir, men ingen af dem har for mig helt nået samme niveau som Fra smørhullet. De har på en eller anden måde haft for meget handling – mens Fra smørhullet udmærker sig ved at der næsten ikke sker noget.

Nå – pointen med denne intro er at Hammanns nyeste bog har lidt af den samme stillestående stemning, og at det er virkelig godt! Sjovt nok er der her ikke tale om en roman, vel ikke engang fiktion, men en slags dagbogsform hvor Kirsten Hammann tager udgangspunkt i alle de åndssvage spørgsmål hun bliver stillet om sine bøger, og som hun her forsøger at besvare en gang for alle.

Det lyder kedeligere end det er. For det første er det et dejligt ærligt indblik i hendes kvaler – hun vil gerne anerkendes, men helst være alene, hun vil gerne have folk til at interessere sig for hendes bøger, men hun hader at blive spurgt om dem, hun vil gerne have taget flotte billeder til bogens cover og hun hader det samtidig.

For det andet er der noget i beskrivelsen af hendes dage der minder dejligt meget om det stillestående liv i Fra smørhullet. Se fx det her:

I går aftes, da jeg var færdig med dagen og klar til at gå i seng, opdagede jeg til min ærgrelse, at klokken kun var 21.30, og det er jo helt klart for tidligt, når man er stået op kl. 11. Jeg talte sammen: Jeg havde kun været vågen i 10½ time. Jeg havde arbejdet, gået tur, spist frokost, arbejdet lidt igen, set en film og var endelig nåede [sic?!] til højdepunktet, tilberedning af aftensmad, høre radio, spise maden og drikke vin. Men det var jeg allerede færdig med kl. 19. Så kunne jeg lave små lækre ting, varme nogle nachos med groftrevet cheddar over og lave noget guacamole, som jeg kunne spise ved at bruge lune chips som ske.

Hvad så? Jeg havde lagt nogle figner og svesker i blød i rom. Dem kunne jeg spise med flødeskum.

Hvad så? Jeg tog en plade Crunch fra skabet og brækkede et stykke af, som jeg først suttede på og bagefter kørte rundt på en tallerken med lakridspulver. Lakridsen satte sig fast i spyttet, og jeg fik på denne måde fremstillet og fortæret min lakridsberigede hvide chokolade med knas.

Det minder mig om en perfekt passage i Fra smørhullet hvor fortælleren får helt ondt i munden af at spise bolsjer.

Nå – for det tredje er der en fin selvbevidsthed der gennemsyrer hele bogen i et metalag. Hver gang hun fremstår lidt højstemt, piller hun sig selv ned, og hver gang hun åbner en flanke, påpeger hun det selv. Og selv dét reflekterer hun over.

En dejlig, ujævn og læseværdig bog!