Da jeg havde læst 2’eren, havde jeg ikke meget at tilføje mit indlæg om 1’eren – men tredje bind i Karl Ove Knausgårds kæmpeværk Min kamp er anderledes.

Den er lidt kortere, den er kronologisk set lige ud ad landevejen, den er lettere læst, og den er meget mere klassisk i hele sin form. Tredje bind handler om den lille Karl Oves barndom – omtrent fra fødslen beskriver han hele opvæksten på Tromøya indtil den dag hvor familien i hans tidlige teenageår flytter til Kristiansand.

Flere gange mens jeg læste i Min kamp 3, mindede den mig om Kieron Smith, boy der indholdsmæssigt har masser af lighedspunkter. Skolen, forældrene, storebroren, fodbolden, pigerne – og hele det drama det er at vokse op. Formmæssigt skriver Knausgård helt anderledes – blandt andet fordi han eksplicit skriver som voksen, omend synspunktet og vægtningen tit er en lille drengs.

Og så føjer bogen naturligvis vigtige elementer til hele den samlede fortælling som Min kamp er. Her tænker jeg især på faderen – hvis man efter 2’eren er i tvivl om hvad der helt præcis var galt med ham, er man det ikke efter 3’eren. Hans raseri, tyrrani, utålmodighed og spydighed ligger som underlægningsmusik hele vejen igen. Men bogen er ikke en bunke argumenter for, at Karl Oves far var et svin – det optræder på lige linje med alt det andet der fylder i et barns liv, og tit bare som et grundvilkår.

Jeg glæder mig til at komme i gang med 4’eren!