Dette er en af Murakamis mindre og lidt simplere bøger. Ligesom i Norwegian Wood handler den om en ung mands kærlighedsliv i Tokyo i 1960’erne og 70’erne.

Men hvor Norwegian Wood handler om den oprigtige splittelse mellem to kvinder, bygger Sønden for grænsen og vesten for solen klart på forestillingen om den eneste ene. Her er fortælleren ganske også splittet, men det er overfladisk og kun af moralske grunde – må man være sin kone utro når nu hun ikke er denne eneste ene?

Et eller andet sted synes jeg plottet er for tyndt i forhold til flere af Haruki Murakamis bøger. Stilen er den samme som altid, og det er dejligt – men selve handlingen virker ligesom for enstrenget til at være på niveau med hans største værker.

Jeg læste Cosmopolis for en del år siden, men kastede mig over den igen, fordi den er blevet filmatiseret – af Cronenberg, endda – og det er selvfølgelig vigtigt for mig at kunne se filmen og proklamere at bogen er meget bedre.

God er den i hvert fald. Det er en tæt lille historie over et døgn i hovedpersonens liv. 28-årige Eric Packer er finansmand, milliardær og bosat i New York. Han vågner tidligt og beslutter sig for at blive klippet. Det betyder en limousinekøretur fra den østlige til den vestlige side af Manhattan – en rejse der takket være en præsidentparade, en rappers begravelse og en masse andre begivenheder ender med at tage resten af dagen (og bogen).

I løbet af turen gennem byen formår at Packer at møde sin kone tilfældigt et par gange, dyrke sex med et par andre kvinder, miste store summer på Sisyfos-agtig yen-handel og blive målet for en stigende sikkerhedsrisiko.

Det er selvfølgelig ironisk at en mand af denne kaliber i al sin magt og vælde har så svært ved at krydse en smal ø – og det minder mig på en eller anden måde om en gammel Dylan-sang:

I don’t have no sports car
And I don’t even care to have one
I can walk anytime around the block

Hovedpersonen får mig til at tænke lidt på Patrick Bateman – hovedpersonen i Bret Easton Ellis’ efterhånden ældgamle American Psycho. Eric Packers fokus er ganske vist i mindre grad på jakkesæt og briller og i højere grad på limoens marmorgulv og lejlighedens hajbasin – og Packer er i øvrigt både klogere og mere dannet end Bateman – men materialismen og kynismen er i store træk den samme.

Cosmopolis er mere dramatisk end jeg husker den – og også mere actionpræget end mange af DeLillos andre bøger. Måske er det derfor den bliver lavet til en film. Men hvor fx American Psycho nok især var en tidssvarende og berettiget provokation, virker Cosmopolis som Don DeLillos egen lidt mere forsigtige og lidt mindre forudindfattede undersøgelse af hvilken slags mennesker der bestemmer nu om dage: hvad der driver dem, hvad de bekymrer sig om, og hvordan de fra en limousine på Manhattan kan ryste økonomiske systemer langt ud over deres egne formuer – og det sidste er i virkeligheden ikke blevet mindre interessant, siden DeLillo skrev bogen i 2003.

Ligesom alle andre DeLillos bøger er Cosmopolis i øvrigt sat med skriften Electra hvilket næsten (men kun næsten) er nok til at man bør læse den.

Efter at have læst et par Auster-bøger der egentlig ikke var særlig Auster-agtige (Sunset Park og Man in the Dark), har jeg nu konstateret at Paul Auster stadig er Paul Auster. Invisible er i store træk som prototypen på de fleste af hans bøger – og det er helt positivt ment. Jeg har konstateret at jeg sjældent kan huske hvad hans bøger handler om længere end et halvt års tid – til gengæld er jeg meget optaget af dem mens jeg er i gang med at læse dem.

Det gjaldt også Invisible. Den handler blandt andet om en ung mands møde med det som man vel på nudansk kalder for en psykopat – charmerende, selvsikker og dominerende, men også aggressiv, utilregnelig og fuld af løgn. Meget fængende! Og sjovt i øvrigt at jeg i løbet af bogen kom til at visualisere psykopaten som en dansk forlægger jeg engang har arbejdet for. Bogen handler også om den unge mands på alle måder upassende forhold til sin søster – hvilket både var ret interessant og lidt modigt af en mainstreamforfatter som Paul Auster.

For ikke så længe siden annoncerede min gamle studiekammerat Liva på Facebook at hun havde skrevet en bog. Nu har jeg læst den og er imponeret! Det er ganske vist en ungdomsroman, og på den måde er jeg ikke helt i målgruppen. Men jeg var for det første revet med, for det andet følte jeg mig aldrig talt ned til, og for det tredje er den bare godt skrevet og lækkert bygget op.

Bogen foregår – som titlen antyder – i Udkantsdanmark, og handlingen strækker sig over et døgns tid. Der er ingen hovedperson, men ti forskellige personer omkring slutningen af folkeskolealderen fortæller hver deres historie, og omdrejningspunktet for de fleste er en privat fest. Temaerne er oplagte – kærlighed, sex, det at være ung, at få venner og diverse konflikter. Det hele er for så vidt banalt, men alligevel rigtig fint, fordi det ikke er moraliserende, men bare beskriver oplevelserne på personernes egne præmisser. Og dermed er der altså heller ingen latterliggørelse eller forherligelse af noget af det der foregår i bogen.

Det afspejler sig også i stilen der meget afdæmpet giver plads til dialogen og handlingen og ikke gør nogen forsøg på at være kunstfærdig. Kun et lille glimt af Helle Helle kan man måske ane i ny og næ – “Jeppe har tændt for MTV, hans forældre har kabel.” – men det er jo netop heller ikke kunstfærdigt. Dejlig bog – hurra for Liva!