Sunset Park er faktisk ikke en helt typisk Paul Auster-bog – men okay, det skrev jeg også om Man in the Dark, så det kan selvfølgelig også være han bare er begyndt at skrive lidt anderledes.

Bogen handler om Miles, 28-årig mand som måske, måske ikke, er skyld i sin papbrors død og er flygtet fra alting fordi han ikke kan holde det ud. Men han bliver – selvfølgelig! – nødt til at vende tilbage til New York og konfrontere sin fortid. Her møder han også en lang række personer der hver har sin historie og sin kamp at kæmpe.

Jeg var ikke så grebet af Sunset Park som jeg af og til kan være når jeg læser Paul Auster. Til gengæld er der masser af litterært lir, New York-lækkerhed og sjove detaljer.

Se fx her hvordan det går når Miles allerførste gang møder sit livs kærlighed:

She was sitting on the grass reading a book, and not ten feet away from her he too was sitting in the grass reading a book,which happened to be the same book as hers, the same book in an identical soft-cover edition, The Great Gatsby, which he was reading for the third time since his father gave it to him as a present on his sixteenth birthday.

Det er sjovt, for i den forrige bog jeg læste – Murakamis Norwegian Wood – var det The Great Gatsby der fik Watanabe til i første omgang at falde i snak med Nagasawa. Og hey – hvem glemmer nogensinde Søren Ulrik Thomsens ord fra Det værste og det bedste: “at man jo altid kan læse Den store Gatsby / én gang til er det bedste”?

Mindre nørdet bliver det ikke når Miles diskuterer baseball med sin svoger, og talen falder på den baseballkamp i 1951 som på sin egen måde er omdrejningspunktet for hele Don DeLillos kæmpestore Underworld.

Nå, det var et sidespor. Det er ikke de her små detaljer der holder bogen oppe – jeg synes bare det er sjovt. Men udmærket bog uanset hvad.