Denne bog har på to måder været noget helt nyt for mig. For det første er det en elektronisk bog som jeg har læst på min iPad. For det andet har jeg fået den gratis – ikke fordi den er gratis i det hele taget, men fordi jeg har den her bogblog.

Det første var uproblematisk – det måtte jo prøves. Og det fungerede i øvrigt helt fint – det kunne jeg godt finde på at gøre igen, selv om jeg nu godt kunne savne den fysiske fornemmelse af en rigtig bog lidt.

Det andet er lidt mere specielt. Forventer forfattere mon en særligt positiv anmeldelse når nu der er tale om en slags gave? Går man på kompromis med sin integritet hvis man får ting gratis? Svarer det til at begynde at have bannerannoncer på sin blog? Og er man virkelig forpligtet til at læse bogen til ende hvis nu den ikke er god? Jeg tog chancen.

Nå – så til bogen. Og lad os starte med konceptet: det er ikke en almindelig bog udgivet af et forlag. Det er mit indtryk at forfatteren – Kristian K. Rasmussen – selv har stået for det meste af det et forlag plejer at gøre. Hvis man køber bogen (på dens hjemmeside), kan man vælge at få den i alle mulige formater (ePub, PDF, RTF, lydbog) og med alt muligt artwork og oven i købet et tilhørende soundtrack.

Hovedpersonen og jeg-fortælleren i Verdens vredeste mand er i starten af tyverne og bor i sin mors hus i Skanderborg. Han arbejder sort med lidt databaser, dyrker kampsport, drikker store mængder kaffe, sover ikke så meget, er indadvendt og på alle måder helt sin egen. Og så driver han en vældig vred blog der har samme navn som bogen.

Handlingen udspiller sig over blot tre døgn, men suppleres af en del flashbacks og desuden en lang række fritstående tekster som hovedpersonen skriver på sin blog. I løbet af de tre døgn tager hovedpersonen fra Skanderborg til København, møder nogle ligesindede mennesker på Nørrebro, får kontakt med sin stressramte storesøster og kommer ud for en masse dramatiske oplevelser. Som Kristian K. Rasmussen selv ganske rammende skriver på sin hjemmeside om bogen:

På en skala af Paul Auster roman — hvor hovedpersonen tænker, drikker kaffe og tænker lidt mere — og Bruce Willis film, hvor hurtig handling klarer alle problemer befinder Verdens Vredeste Mand sig ca. i midten.

Men er det så godt? Ja og nej. Det minder mig om dengang jeg på et forlag havde til opgave at læse en masse indkomne manuskripter igennem. Ud over de store mængder regulært bras og de utroligt sjældne åbenlyse perler var der en mellemgruppe af tekster som der var mange gode ting i, men som ikke rigtig var egnede til udgivelse. De var sjove at læse fordi der tit var masser af hjerteblod, spræl og gode idéer i, og  det var på den måde aldrig spild af tid- men derfra til at udgive dem var der et stykke.

Denne bog hører i mine øjne hjemme i denne gruppe. Det har langt hen af vejen været udmærket underholdning at læse Verdens vredeste mand – men det står også rimelig klart for mig hvorfor den ikke er udkommet på et forlag.

Noget af det der fungerer godt, er portrættet af hovedpersonen. Jeg kan godt lide hans karakter, grundlæggende, som rummer både meget sympatiske og ret usympatiske træk. Han er fx ganske voldeligt anlagt, hvilket gør ham ret kompleks. Jeg kan også godt lidt beskrivelsen af hans rejse fra den jyske parcelhusverden til et noget mere facetteret Nørrebro. Og så er en af Kristian K. Rasmussens styrker hans evne til at beskrive tingene som når man ser dem første gang – detaljerigdommen er enorm, og det skaber nogle fine billeder der overflødiggør en fortællers adjektiver. Endelig er der tit ret meget spræl og energi i sproget.

Hvad fungerer så ikke? Jeg starter med en bagatel: der er en himmelråbende mangel på korrektur. Litteratur handler ikke om evnen til at stave og sætte kommaer, men jeg ville blive skuffet over at købe en bog med 10 småfejl pr. side (her kan lydbogen dog være til gavn hvis man er til den slags).

Nå, grundlæggende synes jeg nok bogen er for lang. Jeg kan godt lide lange bøger der udspiller sig over kort tid, men her er det bare ikke tæt nok. De mange detaljerede beskrivelser bliver af og til en klods om benet, fordi de altid er der – det bliver trættende at læse. Og så kan man jo af og til sige mere ved at sige mindre. Okay, måske er jeg også præget af at jeg holdt en pause i bogen for at læse den nye Helle Helle…

Desuden har jeg det ret svært med de blogindlæg som fylder en stor del af bogen ud, og som ikke er relateret direkte til bogens handling. Der er tale om samfundskritik der spænder fra det konfronterende til det filosoferende, og jeg synes helt ærligt ikke det er spændende nok til at dele med andre. Ikke at det er specielt ubegavet, men det er slet ikke så skarpt, spiddende og tankevækkende som jeg fornemmer det er tænkt. Jeg vil afholde mig fra at gætte på hvad passagerne laver i bogen og hvordan de er blevet til, men jeg får her lidt svært ved at adskille forfatter og fortæller.

For at opsummere: udmærket underholdning af en forfatter der på godt og ondt ikke virker professionel.