Efter den lidt langsommelige gennemlæsning af Johs. V. gik det vældig hurtigt med denne lille Erlend Loe-bog. Som hans andre bøger er Muleum en blanding af fis og alvor – her måske nok med mere alvor end i Doppler-bøgerne.

Bogens emne er nemlig noget så letbenet som selvmord. 18-årig Julie har ved bogens begyndelse mistet sin bror og sine forældre i et flystyrt, og så har hun sådan set heller ikke lyst til at leve videre.

Men det viser sig ikke at være helt let at dø – især når man foretrækker et spektakulært dødsfald. Således forsøger Julie fx at blive smittet med fugleinfluenza i en fjern provins i Rumænien:

Har ligget i nesten to døgn bak en gammel traktor i et hjørne av hønsehuset uten å bli oppdaget av andre enn hønene. Jeg ser hele tiden hvitkledd personell som kommer inn og henter høner for å ta prøver av dem eller noe og når de går igjen, lokker jeg til meg hønene med mais og når de kommer nær nok, griper jeg dem i beina og koser med dem og lar dem hoste på meg, men jeg føler meg fortsatt ikke syk.

Selv om Muleum er i den alvorlige ende af Erlend Loes bøger, er den dog på ingen måde trist eller sørgmodig. Som i citatet ovenfor er det snarere lidt sjovt. Harmonerer det med emnet? Jeg må sige at jeg selv har svært ved at vurdere det – men hvis man har haft selvmord tæt inde på livet, forestiller jeg mig at det er lige lystigt nok. Eller måske er det i virkeligheden det der skal til?