Det var bl.a. den vildt seje titel, flere anbefalinger (bl.a. her), og en vældig god pris der fik mig til at læse Herr Arnes penningar.

Det er en slags gyserhistorie om en blodig nedslagtning en kold vinternat, et overlevende vidne, en kærlighedshistorie og et stort moralsk dilemma hen mod slutningen.

Helt fint, men så heller ikke mere.

Der er to historier i denne bog. Krimihistorien som udspiller sig på siderne, og historien om hvordan bogen blev til – og jeg er ikke helt sikker på hvad for en af dem jeg synes bedst om.

Kugler i mosen er skrevet af mine gode venner Lene og Morten over et års tid hvor Morten var i udlandet, og hvor det adskilte kærestepar blandt andet holdt kontakt ved at skrive lange breve til hinanden. Med hvert brev fulgte også et kapitel i denne bog som de skiftevis skrev sammen i løbet af året. Da Lene og Morten så for nylig blev gift, forærede Lene Morten et fint trykt eksemplar af deres fælles krimi – og jeg fik lov at låne den.

Historien inde i bogen må siges at være stærkt inspireret af Dan Turéll. Hovedpersonen og jeg-fortælleren er betjenten Skipper der bliver vækket en tidlig fredag morgen af sin chef, Svendsen. Skipper bliver sendt til Brønshøj på en vanskelig opgave der dog viser sig bl.a. at involvere en del øldrikkeri, billardspil og kontakt med politimesterens datter Ulla.

Nu er jeg generelt ikke specielt pjattet med krimier, men jeg kunne ikke lade være med at blive revet med af denne historie. Plottet er spændende og lidt snørklet, stemningen og Brønshøj-lokalkoloritten fylder meget på en dejlig måde, og der er mange lækre krimiklichéer der fik mig til at grine ret højt. Og så er det sjovt at hvert kapitel slutter med en metatekst der lægger op til næste kapitel – fx som her:

Hvor længe skal der spilles billard i denne her krimmi? Og gisp! hvem er nu det der befamler vor helt? Lene har svaret i næste uge. Følg med.

Alt i alt altså rigtig godt. Men hvis jeg nu partout skal fremhæve noget negativt (for om ikke andet at opretholde den bogblogs troværdighed), må det helt klart være at bogen ikke er skrevet færdig. Den slutter med en cliffhanger af et 26. kapitel der ikke besvarer nogen spørgsmål, men kun stiller nye – faktisk nåede de vist ikke engang frem til nogen kriminelle handlinger. De blev simpelt hen aldrig færdige med deres bog før Morten kom hjem, og det at Lene valgte at printe det hele ud, må jeg nok tage som et tegn på at de heller aldrig bliver det… desværre.

Efter den lidt langsommelige gennemlæsning af Johs. V. gik det vældig hurtigt med denne lille Erlend Loe-bog. Som hans andre bøger er Muleum en blanding af fis og alvor – her måske nok med mere alvor end i Doppler-bøgerne.

Bogens emne er nemlig noget så letbenet som selvmord. 18-årig Julie har ved bogens begyndelse mistet sin bror og sine forældre i et flystyrt, og så har hun sådan set heller ikke lyst til at leve videre.

Men det viser sig ikke at være helt let at dø – især når man foretrækker et spektakulært dødsfald. Således forsøger Julie fx at blive smittet med fugleinfluenza i en fjern provins i Rumænien:

Har ligget i nesten to døgn bak en gammel traktor i et hjørne av hønsehuset uten å bli oppdaget av andre enn hønene. Jeg ser hele tiden hvitkledd personell som kommer inn og henter høner for å ta prøver av dem eller noe og når de går igjen, lokker jeg til meg hønene med mais og når de kommer nær nok, griper jeg dem i beina og koser med dem og lar dem hoste på meg, men jeg føler meg fortsatt ikke syk.

Selv om Muleum er i den alvorlige ende af Erlend Loes bøger, er den dog på ingen måde trist eller sørgmodig. Som i citatet ovenfor er det snarere lidt sjovt. Harmonerer det med emnet? Jeg må sige at jeg selv har svært ved at vurdere det – men hvis man har haft selvmord tæt inde på livet, forestiller jeg mig at det er lige lystigt nok. Eller måske er det i virkeligheden det der skal til?

Dette er en af de lidt lækre antikvariske bøger som nogen engang har skrevet lidt i. Her er det en fyr der (vist nok?) hedder Harald der 16. oktober 1920 havde de bedste ønsker for dagen og fremtiden.

Og bogen handler endda om noget endnu ældre – om hvordan det er at være viking. Vildt emne – og ret godt. Det er ikke en helte-historie, men mere med fokus på gruppen, naturen og tiden. Det lyder lidt kedeligt, men det synes jeg egentlig ikke det er. Johannes V. skriver jo fantastisk, og det virker på en sjov måde meget mere moderne end det er.