Det er mere end to år siden jeg læste Trækopfuglens krønike, og jeg undrer mig over at jeg først nu har fået læst mere af Haruki Murakami, for den var virkelig god. Det er Kafka on the Shore også. Lidt mere action, marginalt mindre mystisk og nogenlunde lige så fængende.
Plottet er noget underligt noget med en 15-årig dreng der forsøger at flygte fra sin onde fars ødipale forbandelser, en gammel mand der var ude for noget ganske underligt som barn og nu kan tale med katte, en androgyn bibliotekar og en truckfører der optræder som hjælpere, et par alvidende kommercielle figurer som Johnnie Walker og Colonel Sanders – og alt muligt andet skørt.
Stilen er præget af mindre tomgang end Trækopfuglens krønike – hvilket jeg egentlig savner lidt. Men ellers er der de samme ingredienser, herunder det lidt småfilosofiske hvilket godt kunne være nedtonet lidt. Der er også en del betragtninger i bogen der tager udgangspunkt i personernes oplevelser og diskussioner om litteratur og musik – det er altid med fare for at blive en anelse belærende, men samtidig også tit ret interessant og lærerigt.
Som i Trækopfuglens krønike er der mange ubesvarede spørgsmål når man lukker Kafka on the Shore efter 500 siders læsning – men jeg savner ikke den store opklaring. Måske forklarer Haruki Murakami selv hvorfor: i en af de nævnte lidt litterære passager diskuterer to af bogens personer en bog af den japanske forfatter Natsume Sōseki:
You have a strange feeling after you finish the book. It’s as if you wonder: what was Soseki trying to say? It’s as if not really knowing what he’s getting at is the part that stays with you.
Det er sjovt med ham Murakami, altså. Jeg har også læst Trækopfuglens krønike og Kafka on the shore, og jeg har stadig Norwegian wood stående uåbnet i reolen. En del af mig vil rigtig gerne læse den snarest, men en anden del af mig orker ikke rigtigt – synes, det er vældig underligt at have det så ambivalent med et forfatterskab.
Måske jeg bare ikke helt forstår hans måde at skrive på. Måske jeg bare ikke er til det japansk fabulerende. Hvorom alting er, så har jeg (gen)fundet din blog, og er klar på at begynde at læse lidt mere igen. Når der lige bliver tid… :-)
Men du har alligevel lyst til at læse mere? Jeg har rigtig meget lyst til at læse mere af ham – men har af en eller grund bare ikke lige fået gjort det…
Jeg tror, at lysten til at læse mere måske udspringer af en forhåbning om at få en Murakamisk aha-oplevelse. Men det kan være, at jeg bare skal acceptere, at sådan en næppe er nært forestående :-)
Det kunne godt være… Og når du ikke allerede har fået sådan én efter 1100 sider med Haruki, så kan man da sige at du om ikke andet har gjort forsøget :-)