Det har taget mig lang tid at komme gennem denne bog, men jeg læste også Vera Winkelvir i mellemtiden for lige at få lidt luftforandring. Det er sådan en lidt tung sag – en af de bøger hvor pointen er at alting går lidt langsomt og der grundlæggende ikke rigtig sker noget. Det gør det ikke til en dårlig bog, men 410 sider uden rigtig handling bliver jo lidt tungt.

Det er historien om 20-årige skotske Tammas og hans laster. I den lette ende af dem kan nævnes hans manglende evne til at holde fast på jobs og hans trang til at drikke et par øl når han har penge. Mere alvorlig er hans spillemani. Poker, heste, hunde, pool og helt almindelige væddemål – Tammas kan ikke sige nej. Han lader til ikke at være helt dårlig og vinder flere gange en hel del penge. Men som den unge hovedperson i Hamsuns Sult sidder pengene meget løst – når Tammas har penge, bliver han meget gavmild over for både andre og sig selv. Og så spiller han selvfølgelig også for sine gevinster og taber dem igen.

Universet er gråt som altid i Kelmans bøger. Arbejdsløsheden er høj, det er altid vinter, Tammas bor til leje hos sin søster og hendes mand som han har et anstrengt forhold til, et anderledes anstrengt og akavet forhold får han til en enlig mor, og hans bekendte bliver aldrig rigtig rigtige venner. Der er noget afstumpet og hæmmet over dialogen gennem hele bogen – fx her hvor han taler med sin nærmeste ven Rab:

You okay man?
Okay?
What’s up?
What’s up? Rab was frowning at him. Fuck all up.
Tammas nodded.
Naw I mean . . .
It’s alright.
Naw, I just eh . . . Rab sighed, I cant be fucking bothered man.
What d’you mean?
Ah nothing.

Der er på én gang noget frustrerende og lækkert over Kelmans bøger – det går så langsomt og kommer ingen vegne, og det er jo lige det der er meningen. Jeg har efterhånden læst alle hans bøger – heldigvis er Kelman stadig aktiv trods sine 62 år, og jeg har faktisk lige bestilt hans nyeste.