Jeg forbinder egentlig Hans Scherfig med noget lidt skoleagtigt, men Den døde mand har længe stået og kigget på mig fra bogreolen, og jeg husker faktisk Den forsvundne fuldmægtig som en udmærket bog.

Det var den her også. En lille satirisk bog med udgangspunkt i det københavnske digtermiljø – noget der på mange måder faktisk mindede mig om Hamsuns Ny jord. Her hedder fortælleren “Scherfig” og rapporterer med stor ringeagt om sine kunstnerbekendte. Titlen hentyder til kernen i plottet der medfører en del drama og forvirring. Historien i sig selv er ikke noget særligt, styrken ligger i spydigheden. Hans Scherfig gør nar af både overklassen, tidens modefænomener og ikke mindst hans fordrukne forfatterkollegaer:

Det var mest digterede og malere, der sad på “Ølgården“, og de fleste havde siddet der så længe, at det var blevet deres faste adresse. Her var deres træffetid og kontor. […] Der var store stærke karle imellem, som kunne slæbe jernbjælker og drive store hjul rundt, men som i stedet for digtede om vintergække og biller og alfer og sommerfugle og hejda for en skælm, den er, den lille oldenborre, og hurle, hurle hej, du lille viltre bi. Megen god kropskraft gik til spilde på “Ølgården“.

Hurtig læst og måske også hurtigt glemt – men god underholdning til en overkommelig pris.