Denne bog er et sted mellem dårlig og middelmådig. JPod var ellers meget god, men det her er sådan en bog der får mig til at tvivle på om det er værd at læse Coupland længere. Engang var han ret underspillet, så blev han meget religiøs – og nu er han på enhver måde overspillet.

Her handler det om en familie (ja, psykotisk) der i løbet af nogle få døgn kommer ud for meget mere end de fleste kommer ud for i løbet af et helt liv. De fleste ting er dårlige, og det er for det meste deres egen skyld. Men – og dette er ifølge bogens bagside sådan lidt pointen – alligevel holder man af dem, eller sådan noget. Som det meget tagline-agtigt formuleres på bogens sjettesidste side:

Her own family looked so . . . damaged besides the Brunswicks, and yet they were – well, they were her family.

Altså helt ærligt! Bogen er i bedste fald lidt underholdende og i værste fald bare spild af tid. Men nu står den på Helle Helle – det glæder jeg mig til!

For cirka ti år siden lånte jeg denne bog på biblioteket uden rigtig at kende forfatteren – siden da har jeg opstøvet og læst alt hvad Don DeLillo har skrevet, og han er vel det nærmeste jeg kommer en decideret yndlingsforfatter. Nu har jeg genlæst Mao II og er faktisk endnu mere begejstret!

Bogen handler om en sky og ensom forfatter der ikke kan gøre sin bog færdig, om hans loyale assistent, om assistentens kæreste og hendes fortid i Moon-bevægelsen, om en fotograf fra New York der kun fotograferer forfattere – og så handler den om terrorisme: om en ung forfatter der er taget som gidsel i Beirut, og om forholdet mellem terrorister og forfattere.

Det sidste har Bibliopaten skrevet et godt indlæg om hvor han diskuterer hvorvidt DeLillo har forudsagt 11. september – hvis man når lidt ned i kommentarfeltet, finder man også et interview Bibliopaten har lavet med DeLillo (se i øvrigt også mit indlæg om Don DeLillos 11. september-roman Falling Man).

Men i virkeligheden er det ikke de store tanker om terrorisme og kultur der fanger mig i denne bog – ligesom med The Yacoubian Building har jeg en fornemmelse af at jeg kunne have fået meget mere ud af det samfundsmæssige budskab i bogen. Men her er bogen som litterært værk virkelig fantastisk nok!

I Don DeLillos bøger er det for mig især dialogen der er helt enestående. Det er lidt svært at forklare, men det er som personerne på én gang taler forbi hinanden og forstår hinanden på et niveau hvor man som læser næsten ikke kan være med. De svarer ikke altid på hinandens spørgsmål, de taler uden om, svarer selv på de ting som de selv skulle til at spørge den anden om, vender tilbage, river samtalen i stykker og får den alligevel til at give mening på et højere plan. Det lyder ikke rart, men det er det! Og DeLillo gør til dels det samme når det ikke er direkte tale, men bare fortælling: bliver ved med at springe frem og tilbage og repetere pointer. Det kunne meget nemt blive voldsomt højtideligt hvis ikke det var fordi han samtidig insisterer på at skrive helt konkret og fokusere på de meget fysiske udtryk som politik og kultur og store følelser kan få.

En fantastisk forfatter og en fantastisk bog! Nu går jeg sådan lidt og overvejer om jeg også skal genlæse hans monumentale bog Underworld (1997)…