Meget underlig historie: Den unge John kommer på besøg hos verdens rigeste familie der bor i et slot oven på et bjerg som i virkeligheden er en diamant på størrelse med Ritz-Carlton-hotellet. Familien lever i hemmelighed og overdreven luksus, men bliver opdaget af omverdenen. Det ender med at næsten alle dør i en lille krig, og kun John og familiens to døtre undslipper, men uden så meget som en eneste diamant.

Det er faktisk sjovere end det lyder – beskrivelsen af den rige familie er vist nok sarkastisk, og jeg blev på en underlig måde revet med af den eventyragtige fortælling.

F. Scott Fitzgerald er i øvrigt nok mere kendt for at have skrevet The Great Gatsby (1925) – som jeg læste alene af den grund at Søren Ulrik Thomsen i Det værste og det bedste skrev:

at man jo altid kan læse Den store Gatsby
én gang til er det bedste

Jeg tror ikke jeg kommer til at læse The Diamond as Big as the Ritz én gang til, men måske jeg skulle genlæse lidt S.U.T.?

Jeg ved ikke rigtig hvad jeg skal sige til denne lille og lidt umotiverede bog. Det er en slags udkast til Martin A. Hansens store værk Orm og Tyr (1952). Bogen handler om danske kirker og kristendommens indtog i Danmark.

Da har endeløse Vogntog knaget og knirket og klukket her forbi Holtug ad den gamle Vej ind i Landet, Sten til Kirkerne, Sten og atter Sten. Vogne der var melede af Kridt. Mænd i hvis Skæg og Vamse der er smurt Kridt, hvis sprukne Hænder er tørre af Kridt, er stavret af Sted ved Siden af store klagende Vognhjul, med en Haand paa Vognkæppen, medens laadne Øg hvis Pels krølledes af Sved med sløve Øjne drog Læssene gennem de lerede Spor. Vognenes Trænav har jamret og klukket i tykke Sommerdage, da Vejenes Støv bulnede som Røg fra de store Baal under Træerne, og de er skrumplet frem Vintermorgener, da Havet laa hvidt derude, rygende af Frost. Aar ud og Aar ind. Tiaar efter Tiaar. Menneskealdre igennem.

Ikke noget der interesserer mig voldsomt, men meget Martin A.-agtigt og på den måde lidt rart alligevel.

Don DeLillo har skrevet en 11. september-roman; det lyder monumentalt, men det er det ikke. Faktisk er det en underligt fin og spinkel roman.

Måske er det fordi DeLillo oven på kæmpeværket Underworld (1997) ikke rigtig har været klar på endnu en mastodont. Eller også syntes han at han havde sagt hvad han ville sige om terrorisme i Mao II (1991) – som Bibliopaten skrev om for nylig. Eller også er det bare en erkendelse af at det måske er for tidligt at sætte det store litterære punktum i historien om 11. september.

Falling Man lægger sig et sted mellem de vist nok bare to andre 11. september-romaner jeg har læst. I Jonathan Safran Foers Extremely Loud and Incredibly Close (2005) bliver ulykken udgangspunktet for et både sprudlende, trist, muntert og Paul Auster-fantastisk eventyr gennem byen. Nærmest det modsatte sker i Jay McInerneys The Good Life (2006) hvor bogens hovedpersoner benytter lejligheden til at kaste sig ud i lidt semi-dramatisk utroskab, men skuffes hemmeligt over at det alt for hurtigt bliver hverdag – og der ikke er nogen undskyldning længere (læs evt. min lille anmeldelse af den).

I Don DeLillos udgave af livet efter 11. september er det også almindelige mennesker og deres lidt banale problemer der er i centrum. Keith befinder sig i det ene tårn, men slipper ud og overlever. Han vender tilbage til sin kone Lianne og sønnen Justin, men ligesom i The Good Life bliver ulykken udgangspunkt for at Keith indleder en affære med en kvinde der ligesom ham lige akkurat overlevede angrebet. Keith og Liannes forhold udgør historiens midterakse og er sigende nok klinisk renset for alt der har med terrorangrebet at gøre.

Men ikke desto mindre ligger det tit i kanten af fortællingen og trænger sig på. Imens forældrene prøver at få deres liv til at fungere, kigger Justin og hans legekammerater i smug op mod himlen efter Bill Lawton (Bin Laden). Og Liannes mor har en elsker der måske, måske ikke, deltog i Rote Armee Fraktions aktiviteter i halvfjerdserne – før der var noget der hed krigen mod terror. Et par gange skifter romanen helt synsvinkel over til en ung muslim der hjælper Mohammed Atta med at forberede og gennemføre angrebet. Tilbage i New York kommer Lianne til at slå en kvinde der insisterer på at høre arabisk musik i sin lejlighed. Og senere gør Keith hvad han kan for at undgå kontakt med den eneste anden overlevende fra hans gamle pokergruppe. Og Lianne støder flere gange på kunstneren falling man der lader sig selv hænge ud fra bygninger, broer og over togbaner i en positur akkurat magen til manden på dette berømte billede (et billede der i øvrigt spiller en central rolle i Foers roman – og også var udgangspunktet for et tv-program der næsten fik mig til at græde).

Men selve dramaet ligger som sagt ikke i terroren – det er bare en ramme om historien. Alt fyldet er nærmest ren og klassisk Don DeLillo – hvilket i min verden er litteratur når det er allerbedst. Dialogerne har på én gang en kompakt indforståethed og en troværdig redundans. Og trods det potentielt højtidelige emne lader han sig ikke lokke til at blæse det op til følelser det ikke kan bære. Don DeLillo er en fantastisk forfatter – jeg har læst alle hans (atten) bøger, og denne hører til blandt de bedre!

I øvrigt har Martin Johs. Møller fundet dette klip hvor man kan høre selveste Don læse op af bogen.

Det er adskillige måneder siden jeg læste denne rigtig gode lille bog – men jeg blogger først om den nu, da jeg har anmeldt den i RetorikMagasinet nr. 64 som udkommer i dag. Man kan læse anmeldelsen her.

I øvrigt har jeg lidt dårlig samvittighed over ikke at nævne min specialemakker Niels i anmeldelsen – han står ikke på som forfatter, men han har researchet til den og vist nok også skrevet noget af den.