Jeg er en af de få der aldrig fik set Brokeback Mountain, men til gengæld har jeg lige læst denne lille novelle som var grundlaget for filmen.

Alle kender sikkert historien om de to cowboys der i starten af tresserne møder hinanden på et bjerg hvor de sammen skal vogte får, men i stedet bruger tiden på at udvikle et seksuelt forhold. Sommeren slutter, de glider fra hinanden, ses nogle gange, men det bliver aldrig det samme.

Det en fin lille bog, meget usentimental, og hvor jeg har indtryk af at mændene i filmen er meget slikkede og glatte, virker de ret usoignerede og klamme i bogen: “The room stank of semen and smoke and sweat and whiskey, of old carpet and sour hay, saddle leather, shit and cheap soap.” Mums! Jeg kan godt se det ikke er en kvalitet i sig selv at fremstille dem som ulækre, men omvendt har jeg lidt den fordom at bøger om homoseksuelle gør et stort nummer ud af at retfærdiggøre og glatte ud – og det gør den her så ikke.

I stedet er den forholdsvis rå og koncentrerer sig mere om at fortælle historien om deres kvaler og deres kejtede forhold – og centralt i historien er noget så universelt som det problem at den ene part er mere interesseret i noget seriøst end den anden.

Okay, jeg skal ikke heller ikke være for fin til at udlevere mig selv her på falderebet. Jeg lånte bogen af en ven der fortalte at han havde det mærkeligt med at læse i bogen offentlige steder; tænk hvis nogen skulle tro han var bøsse! Jeg grinede lidt, men endte faktisk med at have det på samme måde – og læste kun ganske diskret i den i S-toget. Så meget for at hvile i sig selv og være ligeglad med hvad andre tror!

Så kedeligt kan det gøres, mine damer og herrer. Murder indeholder fire noveller der alle sendte mig tilbage til engelsktimernes kedsommelige fortolkningstyrrani. Jeg kan se mine gamle læreres evindelige lortespørgsmål for mig:

• Characterise the relationship between Henry and Elisa.
• Why do you think the stranger won’t answer the two men’s questions?
• What does the narrator mean when he thinks to himself “That’s just exactly how I do feel.”
• How does Jim react when he enters the bedroom?

Jeg kan varmt anbefale denne bog til alle der er på jagt efter langmodig amerikansk bondesymbolik, gumpetunge psykologiske spil og helt ulidelige vejr- og landskabsbeskrivelser. Læs den før din engelsklærer!

(Nej, seriøst, er der overhovedet noget system i hvilke dele af gymnasielitteraturen der er værd at læse? Salinger og Hemingway er seje nok, og så har de alle de år stået lige ved siden af fesne, fesne Steinbeck og – gys – Toni Morrison. Efter dette er jeg ikke sikker på jeg magter at kaste mig ud i at læse noget af Saul Bellow alligevel. Eller Virginia Woolf. Hvordan kender man forskel?)

Denne bog er udkommet her i 2007, men jeg læste den allerede for halvandet år siden. Jeg var tilknyttet et forlag hvor en af mine opgaver var at læse de indkomne manuskripter igennem. Her læste jeg nogle få helt elendige bøger, en del dårlige, mange middelmådige, en håndfuld interessante og én rigtig god. Og den gode – Søren Linds Høns i pluralis og på flugt – var faktisk den eneste jeg indstillede til udgivelse mens jeg var på forlaget. Nu er den altså blevet udgivet – og hurra for det!

Det bedste ved bogen er Søren Linds evne til at trække læseren rundt i manegen. Et eksempel er novellen “Gamle mænd” hvor scenen fra starten bliver sat: “To ældre herrer deler sofa i fjernsynsstuen på det plejehjem, hvor de hver især afsoner på ubestemt tid.” Herefter elaborerer Lind på billedet, men efter et par afsnit kommer dette: “I grunden er det måske fjollet, at det lige præcis er dér, de sidder.” Og lidt senere: “Okay. De to ældre herrer sidder muligvis på hver sin skammel i baghaven hjemme hos den enes søn.” Og sådan bliver scenen igen og igen skiftet ud, hele novellen igennem.

Det var – så vidt jeg husker – den første novelle i det oprindelige manuskript og fungerede for mig som en effektiv og virkelig vellykket besked om hvad det var for en slags bog: Søren Lind bruger aktivt læserens genreforventninger og klichékendskab – og tingene er sjældent som fortælleren forsøger at fremstille dem.

Det sidste gør sig især gældende i titelnovellen. Det lægger ud med at være bekendelser fra en højt agtet kunstner, men i løbet af hans fortælling skinner en mindre glorværdig sandhed gennem teksten – men bag om ryggen på fortælleren hvis selvagtelse forbliver intakt. Omtrent på samme måde fungerede en ellers virkelig fin agenthistorie der også var med i det første udkast – den må være røget ud på grund af ligheden med denne novelle.

Som næsten altid i novellesamlinger er der historier man kunne have undværet – her er det for mit vedkommende bl.a. bogens sidste novelle som er en lidt planløs og uinteressant Knut Hamsun-pastiche. Men generelt er niveauet altså højt, og teksterne er især kendetegnet ved en sikker og kontrolleret stil, en underspillet spændstighed i sproget og nogle sjove og tit meget skarpe portrætter af bogens personer.

Og dette er bare Søren Linds debutbog! Jeg er spændt på at læse mere af ham – selv om jeg nok fremover må vente til det bliver udgivet.

Portnoy’s Complaint starter omtrent ligesom de fleste af Philip Roths andre bøger: hovedpersonen er en dreng i efterkrigstidens USA – som altid i Weequahic i Newark, NJ, og i en ret almindelig jødisk familie. Sidst jeg læste den start på en bog, var i Roths nyeste og virkelig originale, kontrafaktiske, stort tænkte, meget lange og lidt kedelige The Plot Against America (2004).

Men på side 17 i Portnoy’s Complaint sker der pludselig noget. Under kapiteltitlen “WHACKING OFF” begynder fortælleren:

Then came adolescence – half my waking life spent locked behind the bathroom door, firing my wad down the toilet bowl, or into the soiled clothes in the laundry hamper, or splat, up against the medicine-chest mirror, before which I stood in my dropped drawers so I could see how it looked coming out.

Det står i ret stor kontrast til det strenge jødiske liv Roth ellers beskriver, og det er den kontrast der bærer bogen: fortællerens uselvvalgte religiøse arv vs. hans seksualdrift. Dette tema vendes og drejes over på den ene side jødedommen generelt, hans forældres krav og forventninger og dogmatiske idioti – og på den anden side hans barndoms pikspilleri, senere hans talrige ikke-jødiske elskerinder og hans generelle længsel mod alt det som jødedommen forbyder i form af madvarer og opførsel og tankegang.

Resultatet for den unge hovedperson er selvfølgelig splittelse og en kolossal skyldfølelse. Når han forsøger at leve op til familiens og troens krav, svigter han sine egentlige lyster – og når han efterlever sine lyster, slipper han aldrig for at overveje hvad hans mor ville sige til det. Samtidig når han en ubrugelig erkendelse af at hans forældres tro er latterlig, og af at de kvinder han er sammen med, faktisk ikke er særlig interessante – uden at det dog får ham til at tage reel afstand fra forældrene eller gå fra kvinderne i tide.

Det er i kritikken af forældrene og kvinderne bogen er sjovest. Det er en side af Roth jeg ikke kender fra hans andre bøger, og det er ærgerligt, for det er virkelig godt – meget temperamentsfuldt og mere sarkastisk end jeg havde forestillet mig. Her en poetisk hån mod en pige han forlod:

Why didn’t I marry the girl? Well, there was her cutesy-wootsy boarding school argot, for one. Couldn’t bear it. “Barf” for vomit, “ticked off” for angry, “a howl” for funny, “crackers” for crazy, “teeny” for tiny […]. Then there were the nicknames of her friends; there were the friends themselves! Poody and Pip and Pebble, Shrimp and Brute and Tug, Squeek, Bumpo, Baba – it sounded, I said, as though she had gone to Vassar with Donald Duck’s nephews.

Eller her – i al sin enkelhed – gengivelsen af moderens argumenter for at jøder ikke må spise hummer:

Allow my mother a logical explanation. The syllogism, Doctor, as used by Sophie Portnoy. Ready? Why we can’t eat lobster. “Because it can kill you! Because I ate it once, and I nearly died!”

Henvisningen til “Doctor” hinter i øvrigt om fortælleformen; hele bogen er en forestillet monolog til en psykoanalytiker. Det sætter sit præg på fortællingen generelt som slet ikke er kronologisk, men en fragmenteret bunke oplevelser og tanker à la Kjærstads Wergeland-trilogi.

Jeg synes bogen kommer til at fremstå lidt banal når jeg skriver om den her. At sex er sjovest med piger ens mor ikke ville bryde sig om, behøver man nok ikke læse denne bog for at finde ud af. Men den er bare så godt skrevet – håndværksmæssigt vildt overlegent (særligt når man læser den umiddelbart efter en debutbog) – sjov og på sin egen 60’er-agtige måde også lidt provokerende.

Og så hjælper det vel også at læse den i den højhellige skyldbetyngede påsketid mens Edith Piaf i højttalerne næsten skråler “Noooooooon, je ne regrette rieeeeeeen!”

I min nyligt overståede ferie læste jeg også denne bog. Det var en fødselsdagsgave fra en ven der introducerede det som en rask lille ny dansk bog man læste på en eftermiddag. Jeg var ganske vist lidt længere tid om den, men er ellers enig.

Historien fortælles skiftevis som nutid og en slags flashback. Fortiden handler om opvæksten for den meget overvægtige dreng Christian, hans stribe af fiaskoer, kedeligt arbejde og en lang rejse som sexturist – nutiden begynder hvor han vender (slank) hjem fra et ukendt sted og skaber sig en ny tilværelse i Danmark.

Alt hvad der ligger gemt i Christians fortid skaber en spænding i hvad der foregår i nutiden; der er sket noget afgørende og uhyggeligt på hans rejse, desuden er han blevet tynd – og en af de personer som får stor betydning for hans nye liv, ved ikke at de allerede kender hinanden.

Og så går det ellers løs i fortid og nutid med fedme og familieliv, porno og prostitution, lidt stoffer, backpackerkultur og hele den tredje verdens elendighed. Nok lidt for meget på lidt for lidt plads, efter min smag, men det gør det spiseligt at fortællelysten virkelig lyser ud af hvert kapitel.

Bogen er skrevet af Martin K (som han kalder sig – jeg kan ikke gennemskue om han vil være beskeden og halv-anonym eller simpelthen hinte Kafka-lighed?) som i øvrigt er kendt for at filme og afsløre Dansk Folkepartis Muhammed-spas på en ungdomslejr. Det er hans debutbog, og det kan mærkes på godt og ondt.

Han prøver fx helhjertet at skrive et nutidigt dansk, og det lykkes faktisk langt hen ad vejen. På den anden side er bogen håndværksmæssigt ikke imponerende – der er klart overflødige afsnit, et par undelige gentagelser og lidt slingren i hele bogens linje.

Det ødelægger dog ikke det store; mere ærgerligt er det at han ikke udnytter sin tosporede fortælling bedre. I løbet af bogen indhenter historien om fortiden nutiden, og til sidst kører det videre i ét spor. Men spændingskurven stiger ligesom ikke når sporene mødes, og han snubler lidt over de vigtige afsløringer.

Alligevel bliver bogen dog reddet af hans Nordkraft-agtige lyst til at fortælle (om alt muligt!) og af den sikkerhed der er i hans tone; han er født i 1979 og kan ikke desto mindre skrive overbevisende – om alt muligt!

Titlen (efterabet her) på denne bog kunne sådan set bruges til alle Erlend Loes bøger, for han skriver virkelig supernaivt, og det altså også her i en dejlig bog fuld af lister. Den naive hovedperson laver lister over alt muligt. Dyr han har set, ting han ville male hvis han var maler, objekter som aldrig burde animeres i tv-reklamer. Og – her vil jeg gerne citere lidt – ting han har set i løbet af en dag i New York:

Dette er det jeg har sett i dag:
– En sort mann som kalte sykkelen sin for bitch
– En butikk hvor de solgte brannmann-utstyr
– Et maleri av Dali hvor noen klokker hang som om de hadde smeltet
– To menn med jødekalotter som løp ut av en sykebil

Egentlig synes jeg tit den slags naivitet kan være irriterende og opstyltet i bøger – især hvis det fx er børns naivitet der bruges til ligesom at vise os andre hvor klogt det i virkeligheden er at undre sig, vende tingene på hovedet og se dem med nye øjne. Men der er noget ved Erlend Loes måde at gøre det der får mig til at falde helt for det.

På bagsiden af bogen citeres en norsk anmelder for at den vil vække lige så stor interesse for filosofiske spørgsmål som Jostein Gaarder. Jeg kunne ikke være mere uenig – bogen ansporer ikke til lommefilosoferen – ikke mig i hvert fald. Hovedpersonens naive tænksomhed bliver snarere skildret lidt drillende – og så kan man som læser jo bare læne sig tilbage og lade sig underholde.