For nogle år siden købte jeg Knut Hamsuns samlede værker i Helligåndskirken, og med jævne mellemrum tager jeg en bog ud og får et skud norsk vægelsind. Denne gang Ny Jord der handler om en klike af kunstnere, et par købmænd og andre af spidserne i en norsk by.

Modsat hovedpersonen i Hamsuns noget mere kendte roman Sult er digterne her enormt tarvelige; de nasser skamløst på de godmodige grosserere som derved køber sig til kulturelitens selskab. Og ikke nok med det, den lede digter Irgens forfører endda købmændenes koner på skift. Digterne imellem er der stor og indædt konkurrence om stipendier og avisomtale i Gazetten.

Sjovt nok ligger det sarkastiske portræt ikke så langt fra den måde alle mulige andre små, litterære og/eller elitære miljøer karakteriseres i dag, mere end 100 år efter Ny Jord blev skrevet. Kærlighedshistorierne i bogen er til gengæld rimelig banale, og det virker lidt overflødigt at købmand Ole Henriksen tæt på bogens slutning skyder sig selv efter at have set sin elskede Aagot i en megabrandert, på vej ud af et værtshus sammen med Irgens – grossererens ven.

Men alt kan tilgives, når bare det er skrevet på norsk. Jeg kan ikke stå for det! Se bare dette afsnit hvor digterne til en privat fest er blevet småsnalrede:

Nei man generte sig ikke, Tonen var fri og man begyndte at bande hett. Snærperiet var Norges Ulykke, man lot heller sin unge Datter gaa i Hundene av Vankundighed om Tingene end man indviet hende i god Tid. Snærperiet var den Last som for Tiden stod i Blomst herhjemme. Det skulde Fan tørke mig ansættes offentlige Mænder til at skrike ut høit lidderlige Ord paa Gaten, bare for at gjøre unge Piker bekjendte med Livets Ting i god Tid.

Andre steder i blogland gør man nar af det norske sprog, men jeg synes der er noget rørende uskyldigt og nuttet over alt hvad der bliver formuleret på norsk. Var Hamsun nazist? So be it, han var nordmand, og alt er ham forladt.