Irvine Welsh – mest kendt for at have skrevet Trainspotting (1993) – er vist nok blevet voksen. Det lader i hvert fald til at det er det han prøver at være, uden det store held, i The Bedroom Secrets of the Master Chefs som udkom tidligere i år.

Hvor Welsh tidligere har skrevet virkelig fremragende om livet i Edinburgh-forstaden Leith med stoffer, sex, arbejdsløshed og almindelig kedsomhed, virker det hele lidt tamt i denne bog hvor hovedpersonerne faktisk har et arbejde, rejser hele vejen til San Francisco, og ikke er på heroin, men bare drikker alt, alt for meget. Et nyt emne der bliver taget op, er mobning på arbejdspladsen. Prisværdigt nok, men Irvine Welsh skriver elendigt og plat om det – han skulle måske have læst Christian Jungersens Undtagelsen til inspiration først.

Desuden rummer bogen et voldsomt overnaturligt element – en forbandelse, som får den enes tømmermænd til at ramme den anden. Det er vist sket en enkelt gang før at Welsh finder på sådan noget, men denne gang fylder det meget i bogen og mislykkes i den grad – måske fordi det hele er taget ud af den sædvanlige narkokontekst hvor alt er lidt mere tilladt.

Endelig plejer han at skrive sin bøger på – ikke engelsk, men skotsk. Det vil sige med skotsk stavning og en lang række skotske gloser. Men i denne bog er det kun enkelte steder i forbindelse med direkte tale hos visse personer. Her et eksempel, fundet med megen møje og besvær:

So wir back up this big posh gaff up in Merchy; big indoor pool, auld man n auld girl away oan holiday, n wir aw cavortin aroond in the skud. It’s the first time we’ve seen the Big Man without clathes, n, well … ye kin imagine. Bit they lassies are aw horned up, this big posh bird Andrea, and that Sarah lassie, n every cunt starts gittin frisky.

Og det er ærgerligt han ikke gør det mere – når først man har gennemskuet stavningen og lært ord som bairn, ken, poof eller fitba, så giver det en utrolig stilistisk virkning og lokalkolorit en masse.

Alt i alt en dårlig bog af en fantastisk forfatter – og det er jo aldrig sjovt. Selv forsiden af grim, derfor i stedet bare et billede af forfatteren i forklædning.

Men én god ting er der at sige: bogen er sat med skriften Bembo. Den er så smuk at Niller gik med til at vi brugte den til vores speciale. Hurra!

Beslægtet med Penguin-serien som jeg nævnte for nylig, er vist Picador Shots – en også enormt billig serie bøger der har til formål at promovere noveller. På Amazon stødte jeg på Bret Easton Ellis’ lille bog i denne serie og købte den – som trofast Ellis-læser – naturligvis på stedet.

For jeg troede jo naivt nok at det var nye noveller, udgivet efter hans seneste Lunar Park. Men havde jeg styret min begejstring og læst kundekommentarerne inde på siden hvor jeg købte den, havde jeg fundet ud af at det bare var genoptryk af to noveller fra Ellis’ Informers helt tilbage fra 1994.

Og det er da længe siden jeg havde læst dem, og de var da også OK, men alligevel, jeg blev sgu da lidt skuffet. Måske også fordi hans “det er fedt og samtidig nederen at være ironisk og på stoffer”-attitude var lidt mere på sin plads for 12 (for ikke at sige 20) år siden end den er nu.

For nogle år siden købte jeg Knut Hamsuns samlede værker i Helligåndskirken, og med jævne mellemrum tager jeg en bog ud og får et skud norsk vægelsind. Denne gang Ny Jord der handler om en klike af kunstnere, et par købmænd og andre af spidserne i en norsk by.

Modsat hovedpersonen i Hamsuns noget mere kendte roman Sult er digterne her enormt tarvelige; de nasser skamløst på de godmodige grosserere som derved køber sig til kulturelitens selskab. Og ikke nok med det, den lede digter Irgens forfører endda købmændenes koner på skift. Digterne imellem er der stor og indædt konkurrence om stipendier og avisomtale i Gazetten.

Sjovt nok ligger det sarkastiske portræt ikke så langt fra den måde alle mulige andre små, litterære og/eller elitære miljøer karakteriseres i dag, mere end 100 år efter Ny Jord blev skrevet. Kærlighedshistorierne i bogen er til gengæld rimelig banale, og det virker lidt overflødigt at købmand Ole Henriksen tæt på bogens slutning skyder sig selv efter at have set sin elskede Aagot i en megabrandert, på vej ud af et værtshus sammen med Irgens – grossererens ven.

Men alt kan tilgives, når bare det er skrevet på norsk. Jeg kan ikke stå for det! Se bare dette afsnit hvor digterne til en privat fest er blevet småsnalrede:

Nei man generte sig ikke, Tonen var fri og man begyndte at bande hett. Snærperiet var Norges Ulykke, man lot heller sin unge Datter gaa i Hundene av Vankundighed om Tingene end man indviet hende i god Tid. Snærperiet var den Last som for Tiden stod i Blomst herhjemme. Det skulde Fan tørke mig ansættes offentlige Mænder til at skrike ut høit lidderlige Ord paa Gaten, bare for at gjøre unge Piker bekjendte med Livets Ting i god Tid.

Andre steder i blogland gør man nar af det norske sprog, men jeg synes der er noget rørende uskyldigt og nuttet over alt hvad der bliver formuleret på norsk. Var Hamsun nazist? So be it, han var nordmand, og alt er ham forladt.