Irvine Welsh – mest kendt for at have skrevet Trainspotting (1993) – er vist nok blevet voksen. Det lader i hvert fald til at det er det han prøver at være, uden det store held, i The Bedroom Secrets of the Master Chefs som udkom tidligere i år.
Hvor Welsh tidligere har skrevet virkelig fremragende om livet i Edinburgh-forstaden Leith med stoffer, sex, arbejdsløshed og almindelig kedsomhed, virker det hele lidt tamt i denne bog hvor hovedpersonerne faktisk har et arbejde, rejser hele vejen til San Francisco, og ikke er på heroin, men bare drikker alt, alt for meget. Et nyt emne der bliver taget op, er mobning på arbejdspladsen. Prisværdigt nok, men Irvine Welsh skriver elendigt og plat om det – han skulle måske have læst Christian Jungersens Undtagelsen til inspiration først.
Desuden rummer bogen et voldsomt overnaturligt element – en forbandelse, som får den enes tømmermænd til at ramme den anden. Det er vist sket en enkelt gang før at Welsh finder på sådan noget, men denne gang fylder det meget i bogen og mislykkes i den grad – måske fordi det hele er taget ud af den sædvanlige narkokontekst hvor alt er lidt mere tilladt.
Endelig plejer han at skrive sin bøger på – ikke engelsk, men skotsk. Det vil sige med skotsk stavning og en lang række skotske gloser. Men i denne bog er det kun enkelte steder i forbindelse med direkte tale hos visse personer. Her et eksempel, fundet med megen møje og besvær:
So wir back up this big posh gaff up in Merchy; big indoor pool, auld man n auld girl away oan holiday, n wir aw cavortin aroond in the skud. It’s the first time we’ve seen the Big Man without clathes, n, well … ye kin imagine. Bit they lassies are aw horned up, this big posh bird Andrea, and that Sarah lassie, n every cunt starts gittin frisky.
Og det er ærgerligt han ikke gør det mere – når først man har gennemskuet stavningen og lært ord som bairn, ken, poof eller fitba, så giver det en utrolig stilistisk virkning og lokalkolorit en masse.
Alt i alt en dårlig bog af en fantastisk forfatter – og det er jo aldrig sjovt. Selv forsiden af grim, derfor i stedet bare et billede af forfatteren i forklædning.
Men én god ting er der at sige: bogen er sat med skriften Bembo. Den er så smuk at Niller gik med til at vi brugte den til vores speciale. Hurra!