Jeg bliver ved med at vende tilbage til Paul Auster – man ved hvad man får, og så alligevel ikke. Som han lader en person sige i denne bog:

I was ready to accept the most far-flung and outrageous disclosures, to listen to a story I never could have dreamed of myself. It wasn’t that I was expecting him to tell this particular story, but I knew that it would be something like it.

Man ved at det bliver en utrolig og velskrevet historie om almindelige og ualmindelige amerikaneres liv der krydser hinanden, men hvad der helt præcis sker, kan man aldrig vide på forhånd. Det er måske heller ikke så vigtigt, så længe fortællingen fungerer – og det gør den. I denne bog minder udgangspunktet i øvrigt meget om scenen i What I Loved af Siri Hustvedt (men hun er så også gift med Paul Auster).

I Leviathan spiller tilfældigheder – som i Paul Austers andre bøger – en stor rolle. Og derfor kan jeg heller ikke dy mig for at påpege det Auster-agtige i at jeg købte mit eksemplar af bogen i et lille antikvariat i Brooklyn Heights 4. juli 2004 – og at en af bogens centrale begivenheder finder sted i Brooklyn Heights 4. juli 1986. Bogen er i øvrigt dedikeret til min store helt Don DeLillo: en forfatter hvis bøger alle er sat med skriften Electra, som også bruges i avisen The San Francisco Chronicle – der spiller en vis rolle i Leviathan. Og så videre.