Jeg havde flere gange hørt godt om Niels Overgaards bøger – både den seneste (Mere er aldrig nok) og den her lidt ældre sag – som forsøger at omsætte antik stoisk filosofi til principper vi kan have glæde af i vores moderne verden. Og så fandt jeg ud af at jeg kunne høre Det hele handler ikke om dig som lydbog på mine ikke så få gåture.

Og som det af og til går, når man har hørt at en bog nærmest har ændret andres liv – ja, så bliver man lidt skuffet.

Bogen er velfunderet og velskrevet, og i mine øjne har den en fin balance mellem det saglige og det personlige. Og samspillet mellem teori og eksempler er afgørende når man tager udgangspunkt i Seneca, Epiktet og Marcus Aurelius og gerne vil overføre det til konkrete livsvalg i 2020’erne.

Men det skete for tit for mig under lytningen at jeg ikke blev helt overbevist. En del af den konkrete udmøntning af stoicisme er at man skal fokusere på at gøre det rigtige. Det rigtige er tit det svære, det ubelejlige, det ikke-lystbetonede. Og det er selvfølgelig rigtigt at hvis man ikke gider gå ned med skrald, så er det bedre at få det overstået med det samme end at gå rundt i fire timer og være irriteret over at det hænger over hovedet på en.

Verden er dog ofte mere kompleks, og jeg er ikke helt sikker på at det altid er det mest rigtige at vælge den bøvlede vej, den uselviske løsning eller den mådeholdne nydelse. Lidt firkantet sagt er bogens budskab at friture er dårligt og kolde bade er godt. Det er altid bedre at gøre en ekstra god gerning og altid et dumt valg at sove længe. Trods forbehold og formidlingsmæssige vaccinationer står dette gammelkloge og stive budskab lidt for klart for mig.

Men lad os nu se. Det kan også være at nogle af bogens principper alligevel stille og roligt arbejder sig ind på mig. Noget af det jeg tager med mig, er bevidstheden om hvad man kan kontrollere og påvirke – og hvad man ikke kan – og at man skal fokusere sine kræfter på det første. Det kender man også fra den gamle Serenity Prayer, men det er fint udfoldet her. Og så har jeg flere gange øvet mig i at tænke på hvert øjeblik som perfekt – selv når det er lidt træls – fordi det skærper noget så banalt som min bevidsthed om alt det der trods alt er ret godt.

En dejligt usentimental lille bog om at blive skilt fra sin mand, møde en kvinde i stedet og springe ud som lesbisk.

Den er kort, lidt brutal og på nogle punkter almengyldig i sin beskrivelse af sex, kærlighed og det der ligner. Og så er er Playboy skrevet med en fin blanding af overskud og indforståethed, så man som læser bliver revet ind i fortællingen på dens egne præmisser.

Og så er der en gennemgående kølig distance i hele bogen. I starten virker det næsten lidt påtaget kontrært, men i takt med at handlingen skrider frem, piller det også alt det overgivne ud af fortællerens udforskning og erkendelse af sin egen seksualitet. Jeg kan ikke huske før at have en læst en bog der handler så meget om sex og samtidig prøver så lidt på at være pirrende og fræk – det er slet ikke pointen.

Kort sagt en fin lille bog!

Når Helle Helle udgiver en ny bog, har jeg det som jeg skal holde lidt igen og ikke bare sluge den.

Og sådan har det også været med Hey Hafni, den dejlige opfølgning til Hafni fortæller. Denne gang er Hafni taget nogle måneder til den britiske turistby Brighton. Desværre kommer hendes bror på besøg for at løbe et marathon, men han brækker sin vrist, og han er lidt en plage at have boende. Derfor forvilder Hafni sig ud på en slags eventyr hvor hun er på tur i mange dage, møder en masse mennesker og kommer ind på livet af dem på sin egen kejtede og selvbevidste Helle Helle-agtige måde.

Så dejligt! Men selvfølgelig alt, alt for kort.

Så for satan. Det var 6’eren, og nu er jeg simpelt hen til vejs ende i Knausgårds Min kamp. Jeg synes det føles som lidt af en præstation, men så kan jeg jo tænke på at jeg var 14 år om at komme igennem de seks bøger, og Karl Ove var 3½ år om at skrive dem. Jesus! Det er vist også noget i retning af syv år siden jeg læste 5’eren.

Den lange pause skyldes naturligvis det berygtede essay om Hitler, der fylder sådan cirka en tredjedel af de godt 1.100 sider som sidste bog består af. Jeg havde gruet for det, og med rette. Det var langt, det var tungt, det var selvfølgelig godt, men i mine øjne også alt for meget. Noget af en hurdle.

Resten af bogen? Fremragende! Rørende, stilfærdig, voldsom, tåkrummende – og så videre. Helt som de fem andre.

Det føles helt mærkeligt at være færdig med den. Jeg har været i gang med den så længe at jeg har fået to børn undervejs! Inden jeg læste de sidste sider, fik jeg heldigvis bestilt en af Knausgårds nyere bøger, Nattskolen, som jeg ser frem til.

En roman om livet ved Limfjorden i bronzealderen. Det lyder som noget lidt klogt og eftertænksomt med en masse stillestående naturbeskrivelser, men jeg skal da love for at det er det mest actionprægede jeg har læst i årevis! Fuld hammer på krig, vold, blod, magt, sex og overtroiske ritualer.

Hovedpersonen er Raudon – en ung mand der vender hjem til sin familie ved Limfjorden efter at være vokset op sydpå. Hans far er nemlig ved at være for gammel til at være høvding, og Raudon skal overtage efter ham. Men så let er det selvfølgelig ikke; han forelsker sig i en enke på vejen, finder ud af at han skal dele magten med sin tvillingebror og bekymrer sig om sin fosterfamilie sydpå der trues af sultne naboer der kommer endnu længere sydfra. Samtidig er alle underlagt en masse benspænd fordi man tror fuldt og fast på at der skal ofres en masse bronze for at solen bliver ved med at stå op, men man får mindre og mindre bronze sydfra.

Så altså et plot der rummer alle de klassiske elementer, bare i en lidt usædvanlig setting. Bogen er godt skrevet, formentlig langt fra tro mod den historiske virkelighed, men spændende, medrivende og med et dejligt svulstigt sprog som stadig er ganske let at læse. Fremragende læseoplevelse!

Skal vi lige tage et citat med lidt smæk på som afslutning?

På tredjedagen kom et lig drivende mod dem. Hun måtte have ligget på bunden, indtil hun var svulmet så meget op, at hun begyndte at stige og drive med strømmen. Hun drev på ryggen med håret bølgende i vandet, huden hvid og opløst. En krage sad og hakkede i hende, lettede, da de kom nærmere. Maven og ansigtet og hænderne lå i overfladen, resten af hende hvilede nede i vandet. Hun var på vej mod havet, og hun var den første af flere, de så. Drivende i vandskorpen, opsvulmede, med sår, der var vasket rene for blod, lilla kød i gabende revner, hvid og lyserød hud i trevler, spidse knoglestumper, der stak ud fra afhuggede lemmer, tomme, udædte øjenhuler, kroppe lemlæstede af våben og af dyr. En ålehale vejrede fra et underliv, et lig blev i en hvirvel trukket ned i dybet af en gigantisk malle, men mundfulden var for stor, og liget kom op til overfladen igen. De døde havde drevet længe, var mørnede i vandet og lette at bide lunser af.

Bon appetit og god læselyst!

 

Forfatteren til denne bog har simpelt hen vundet nobelprisen i litteratur. Så når jeg synes bogen er lidt halvdårlig, kan jeg godt regne ud at det er mig den er gal med.

Lektioner i græsk har to hovedpersoner – en midaldrende mand der underviser i oldgræsk og en yngre kvinde der følger hans timer. Han kan ikke se, og hun kan ikke tale. Gæt om de opnår en eller anden form for forbindelse og forståelse!

Hvis jeg skulle lade som om jeg forstod bogen, ville jeg skrive noget om at Han Kang udforsker krydsfeltet mellem sproget og mennesket, men det skal jeg jo ikke, så jeg må nok bare sige: På mig virker det på én gang for søgt, lidt let i det og utroligt symboltungt.

To brødre vokser op i Vestjylland i det allermest kristne miljø. De er begge homoseksuelle, men holder det skjult – også for hinanden – fordi det på de kanter og på den tid betyder at man ryger lige lukt i helvede.

Det er udgangspunktet for denne selvbiografiske bog. Emnet er selvfølgelig væsentligt og (nok desværre stadig) aktuelt nok, men den er samtidig virkelig godt skrevet! De to forfattere har skrevet hver deres dele af den i eget navn og fortæller dermed om deres egne oplevelser – fra firserne og til i dag – og hvordan de er vævet ind i hinanden.

Udviklingen er ikke i sig selv overraskende – skam, fornægtelse, håb om helbredelse, fortvivlelse, udlevelse, lettelse, vrede, afklaring. Men det er voldsomt og overbevisende at blive taget med tilbage i tiden og læse hvordan det virkelig føles. Noget af det stærkeste og værste for mig var da den ene bror endelig bekendte sig til en præst, rædselsslagen for reaktionen, og blev helt lettet da præsten kendte et sted hvor man gennem terapi nok skulle komme det der svineri til livs. Ubærligt for en stor dreng at skulle igennem de følelser.

God bog – stor anbefaling! Og ikke kun fordi den ene af forfatterne er en af mine venners venner.

Her noget så sjældent som en ikke-skønlitterær bog. Jeg har læst den fordi jeg kender lidt til forfatteren bag gennem mit arbejde og ved at han skriver godt. Og så handler den om noget der vedrører de fleste af os – nemlig vores skærmbrug.

Som titlen Kig op indikerer, er forfatterens tilgang til emnet kritisk. Og dermed er en af de største faldgruber i mine øjne at bogen alt for nemt kan virke bedrevidende eller frelst. Og det undgår Jakob Sorgenfri nærmest hele vejen.

Den primære grund er at han – med sin baggrund som journalist – ikke støtter sig til sin mavefornemmelse, men taler med kilder, læser artikler, gennemgår statistikker og forholder sig til hvad andre med forstand på området konstaterer og vurderer. Det meste af bogen går med – inden for forskellige aspekter – at kaste lys over hvad brugen af skærme gør ved os mennesker. Og ved vores børn, vores hjerner, vores indbyrdes relationer, vores demokrati og så videre. Det gør han godt.

Det skyldes blandt andet at han også dykker ned i hvordan det egentlig kan være gået så galt – herunder hvorfor målet for de enkelte apps og tjenester er at få os til at at bruge så meget tid på netop deres produkt som overhovedet muligt.

Hen mod slutningen giver han også et par bud på hvordan vi kan forsøge at gøre os fri af vores skærme. Der er ingen åbenbaringer her, men det er fint også at pege fremad – og det ville næsten også være lidt underligt hvis svaret på det spørgsmål kunne koges ned i to-tre kapitler.

Og så er den som ventet virkelig godt skrevet og både videnskab, interviews og personlige anekdoter er velformidlede. I det hele taget en god bog der har fået mig til at tænke over min egen brug af min telefon. Og i mindre grad ligefrem at ændre den…

God bog! Jeg har læst en håndfuld af Naja Marie Aidts andre bøger, og de er allesammen gode, og de er også hårde, sørgelige, svære eller med en snert af noget ondt.

Sådan er det også med Øvelser i mørke, men den er anderledes fordi det smertefulde ligger i fortiden, og fortællingen lister lidt rundt om det der gør mest ondt i stedet for at tæske løs på det i nutid. Det fungerer også godt!

Nu er det svære nemlig blevet til traumer – både tilbage fra barndommen og fra en nylig voldsom begivenhed – for den 58-årige fortæller. Hun går i terapi for at komme videre i sit liv, og vi får lov at følge med hende. Det er svært, det går langsomt, men det går den rigtige vej.

Imens hun lever sit liv i nutiden på godt og ondt, ser hun tilbage på hvad hun er blevet udsat for som barn, som ung og i sine voksne år – og forsøger at finde en måde at leve med det.

Jeg fik denne bog af juledamen en af søndagene i december og har gået lidt rundt om den, men nu kastede jeg mig ud i det.

Bogen handler nok rimelig meget om forfatteren selv, men det er egentlig ikke så meget afgørende. Det handler om fortælleren Pernilles liv med heste – fra pigeårene på rideskolen til voksenlivets tilbagevenden til heste og al den alvor der pludselig følger med. Og så handler den om alt muligt andet med heste fra Danmarks- og verdenshistorien: hvordan kvinder har redet gennem tider, hestens betydning for samfundet, kvindelige hesteskulptører og så videre.

Og det er en underlig blandet oplevelse jeg sidder tilbage med.

På den ene side er den gennemført velskrevet. Virkelig bare en vanvittigt dygtig skribent. Ikke bare som i sprogligt nydeligt, men virkelig bare en formidling der er sikker, blomstrende og flot. Et eksempel fra tiden hvor fortælleren er blevet voksen:

Bagefter i stalden kommer en pige på tolv-tretten år og åbner sin hånd. Vil du have en havregrynskugle? spørger hun.

Er det til mennesker eller heste? spørger jeg.

Til mennesker, siger hun, og jeg spiser den foran hende som tegn på underkastelse. Mentalt ejer hun stedet. Jeg ejede selv en gård, da jeg var på hendes alder, og vi hadede voksne kvinder, der bare kom anstigende, red og skred igen.

På den anden side er jeg inderligt ligeglad med alt der har med heste at gøre, og det har denne bog ulykkeligvis ikke ændret på.