Jeg forbinder egentlig Hans Scherfig med noget lidt skoleagtigt, men Den døde mand har længe stået og kigget på mig fra bogreolen, og jeg husker faktisk Den forsvundne fuldmægtig som en udmærket bog.

Det var den her også. En lille satirisk bog med udgangspunkt i det københavnske digtermiljø – noget der på mange måder faktisk mindede mig om Hamsuns Ny jord. Her hedder fortælleren “Scherfig” og rapporterer med stor ringeagt om sine kunstnerbekendte. Titlen hentyder til kernen i plottet der medfører en del drama og forvirring. Historien i sig selv er ikke noget særligt, styrken ligger i spydigheden. Hans Scherfig gør nar af både overklassen, tidens modefænomener og ikke mindst hans fordrukne forfatterkollegaer:

Det var mest digterede og malere, der sad på “Ølgården“, og de fleste havde siddet der så længe, at det var blevet deres faste adresse. Her var deres træffetid og kontor. […] Der var store stærke karle imellem, som kunne slæbe jernbjælker og drive store hjul rundt, men som i stedet for digtede om vintergække og biller og alfer og sommerfugle og hejda for en skælm, den er, den lille oldenborre, og hurle, hurle hej, du lille viltre bi. Megen god kropskraft gik til spilde på “Ølgården“.

Hurtig læst og måske også hurtigt glemt – men god underholdning til en overkommelig pris.

Jeg kan lige så godt tilstå at jeg ikke ved præcis hvad titlen på denne bog betyder. Jeg har rådført mig med en herboende svensker der oplyser at det må være en slags skadedyr der angriber raps.

Det giver på en måde meget god mening. Det er historien om Albert og Henning – to brødre omkring de 70 der bor sammen på landet i Sverige et sted. De lever et stille og roligt liv uden fjernsyn og toilet, spiser simpelt og hjælper af og til den lokale godsejer som de tidligere har tjent hos.

Brødrene har den vane at spadsere rundt i udkanten af naboens rapsmark i en ring – mens de engang i mellem spytter lidt snus ud. En politihelikopter opdager korncirklen fra oven, og ufo-rygterne slipper ud. Lokalsamfundet er på den anden ende, brødrene er lidt flove og vil helst bare være i fred. Imens bliver deres barndomshjem bygget om til et behandlingshjem for kvinder fra byen med alkoholproblemer.

Det er ikke så fald-på-halen-agtigt som det lyder; mødet mellem de gamle mænd og samfundsudviklingen er ikke altid komisk, og de bliver sådan set ikke meget klogere i løbet af bogen. Jeg kunne bedst lide de lidt triste undertoner i bogen – især brødrenes grundlæggende uromantiske skæbne, det lidt kejtede spil mellem dem, deres mangel på lyst og evne til at forstå noget som helst – og deres stærkt tøjlede begejstring for al den action der pludselig omgiver dem.

Og så var det jo en fornøjelse at læse lidt svensk fra bøhlandet (trods det der med titlen). Jeg må lige citere lidt:

Albert lyfte vant på överläppen och förde in en rejäl pris snus. Han tryckte sedan till med handen som om han ville platta till och fördela snuset jämnt. Han sög ljudligt, slöt blicken och det var som en himmelsk frid belägrede honom.

Endelig er der noget meget fint ved det adstadige pensionisttempo. Det gik op for mig at jeg nærmest aldrig læser bøger der handler om gamle menneskers liv – der er tit en gammel fortæller, men så ser han eller hun altid tilbage på deres ungdom.

Denne bog minder mig om at slå storetåen hårdt ind i en dørkarm.

Det er en samling noveller hvis omdrejningspunkt er smerte og ubehag, fysisk og især psykisk. Fra sygdom, død og stoffer til utroskab, irriterende børn og dagligdags pinligheder.

Det er gennemført skrevet og ret ubehageligt at læse. Hvis man er til den slags, så er det lige sagen, og det tror jeg nok jeg er.

Det her er en virkelig åndssvag bog. Men også kort nok til at det egentlig også bare er sjovt.

Det er et drama der tager udgangspunkt i en gammel historie om en en meget omtalt detalje i The Wizard of Oz fra 1939. I en kort scene ser man mellem træerne i baggrunden en genstand der bevæger sig, og det skulle efter sigende være en af dværgskuespillerne der har hængt sig selv.

Dette skuespil fortæller så historien om hvordan det kunne gå så galt at en dværg skulle hænge sig selv. Det er et klassisk spil mellem forskellige persontyper; fire meget forskellige dværge – der alle er statister i filmen – ender på det samme hotelværelse. Druk, sex, stoffer, tro, bandeord og personer der langsomt viser deres sande jeg, udgør så grundpillerne i skuespillet – spinkelt, tåbeligt og rimelig underholdende!

Jeg er lige blevet færdig med denne helt nye og rigtig gode bog. Den handler om forfatteren Mette der beslutter at skrive en skønlitterær bog om u-landene. Hun får ad omveje adgang til værelse 516 på et hotel i København: en mere eller mindre magisk dør der bringer hende direkte ind i den tredje verden – en ny dag, et nyt sted.

På den måde når Mette til Etopien, Indien, Rumænien og meget andet – og for det meste også hjem til at hente sin datter i børnehaven om eftermiddagen.

Mødet med fattigdom, sult og sygdom helt tæt på får Mette til at tænke over en masse ting. Bør hun hjælpe? Og gør hun det i så fald for deres skyld eller for at dulme sin dårlige samvittighed over at være rig og tryg i Danmark? Og hvor meget skal hun sætte på spil for at bevise at hun faktisk gerne vil redde verden?

Jeg har det tit lidt skidt med bøger der grænser til det overnaturlige. Her synes jeg det fungerer udmærket, fordi jeg ikke oplever at bogen lægger op til at jeg spekulerer så meget over det – det er mere symbolsk på den måde at det bringer nøden tæt på. Og det er jo det det handler om – vi er som regel nogenlunde ligeglade, velsagtens fordi det jo er så langt væk. I journalistikken har man fem nyhedskriterier – et af dem er nærhed, og det gælder nok også hjælpsomhed. Men her bliver Mettes moral stillet på en prøve fordi det faktisk bliver meget nært.

Desuden – men mindre vigtigt – er der et pudsigt lille meta-lag. Mette vil jo gerne redde verden med sin bog som hun godt ved er “skønlitterært selvmord” – måske er dette Kirsten Hammanns eget bud på en u-landsroman? I så fald er det virkelig ikke selvmord.

Kort inden denne bog udkom, bestilte jeg i øvrigt Hammanns roman Vera Winkelvir (1993) efter en syv-otte år gammel anbefaling. Den blev så overhalet indenom af den nye bog, men den glæder jeg mig til at komme i gang med. Jeg kan også anbefale Fra smørhullet (2004) – den er virkelig god, måske endde bedre end den nyeste.

En sidste ting: hvis man får fingre i en af bøgerne fra første oplag, så får man en cd med hvor Kirsten Hammann selv læser hele bogen op på små fine mp3-filer. Det er ret godt – jeg kan bedre lide at læse rigtigt, men det fungerer fint når man sidder på cyklen. Man kan evt. høre lidt her hos Gyldendal.

Jeg har længe villet læse denne bog, men er egentlig skuffet. For et par år siden læste jeg lidt af Hunter S. Thompsons selvbiografi, og denne afhandling fik mig til at føle at jeg virkelig måtte læse noget mere af ham.

Det er nu ikke fordi det er dårligt, det er bare heller ikke så fantastisk eller banebrydende som jeg havde håbet. De bedste passager er sjove, men ikke andet.

Historien handler om Hunter S. Thompson der under dæknavn og med sin ‘advokat’ ved sin side drager til Las Vegas for at dække et motorløb journalistisk. Deres bil er fuld af stoffer, og de kommer til at fylde det meste af bogen. Det er helt okay, men er måske lidt forudsigeligt. Tegningerne af Ralph Steadman er fine, men illustrerer også at det sådan noget lidt ulækkert noget. Eller også er det bare mig den er gal med – jeg var heller ikke vildt imponeret over On the Road, og jeg syntes Naked Lunch var decideret kedelig.

Men pyt! Er lige gået i gang med Kirsten Hammans nye, og det er lækkert.

Jeg havde engang en ambition om at læse mindst én bog på fransk hvert år for at holde mine svigtende kundskaber ved lige. For tre-fire år siden gik det galt – jeg gik uigenkaldeligt i stå i Michel Houllebecqs La possibilité d’une ile, selv om jeg havde læst flere af hans andre bøger uden problemer. Her kan du se hvorfor jeg i hvert fald ikke gider prøve igen.

Men da jeg pakkede kufferten til en ferie i Frankrig, tog jeg mod til mig og lagde i stedet denne lille bog i bunken over ferielæsning. Jeg havde endda læst den før for en del år siden, så det var et sikkert valg.

Titlen betyder “Den første slurk øl – og andre små glæder”, og bogen er en samling af småtekster på to-tre sider om livets små glæder. Det lyder i mine ører tamt og unødvendigt, og det er det måske også, men det er også ret fint, hyggeligt og stemningsfuldt. Det tilskriver jeg dels at jeg læste det på fransk (så er jeg ret taknemmelig, så længe jeg nogenlunde forstår meningen), dels at Delerm er virkelig god til at skrive, så man på bare to sider kommer helt ind i en bestemt atmosfære.

Og så var det en fantastisk oplevelse at begynde på bogen – siddende i skyggen af store platantræer i en korsikansk havneby efter en cykeltur i bjergene, med en kold øl foran mig og Tour de France på udendørs storskærm. Jeg tillod mig at bladre lidt og starte med teksterne “La première gorgée de bière” og “Le Tour de France”.

Efter at have læst The Curious Incident of the Dog in the Night-Time havde jeg mod på mere Mark Haddon og fandt den her – som jeg også mente at have læst om på andre bogblogs.

Og den er altså ret god – faktisk minder den mig på mange måder om Jonathan Franzens virkelig fantastiske The Corrections (2001). Begge er en slags familiedramaer der skifter synsvinkel mellem familiens hovedpersoner – i denne er det altså faren, moren, sønnen og datteren. Hver har deres oplevelse af problemerne, og sammen giver de et billede af en familie med en masse problemer, både gamle og nye.

Jonathan Franzens bog er klart bedst – måske også fordi A Spot of Bother har en tendens til at blive lidt komisk på en lidt amerikansk-familie-komedie-agtig måde. Alting bliver værre og værre og lidt absurd, hvordan skal det dog gå, man vender siderne – og så ender det alt i alt, undskyld, lige lovlig lykkeligt.

Men den er nu stadig rigtig god – undervejs når man vidt omkring på de 500 sider, og man er med hele tiden. Mark Haddon skriver virkelig godt og doserer sproget helt rigtigt, så tingene aldrig bliver skåret for meget ud i pap. Og så er det bare en god jævn pageturner – hvilket passede mig fint, fordi jeg læste det meste af den i ventetid i fly og lufthavne. Jeg kommer helt sikkert til at læse mere Mark Haddon.

Denne bog kan jeg ikke anbefale. Jeg købte den ganske billigt på det sidste bogudsalg og fortryder det. Jeg kunne ellers så godt lide hans sidste. Men okay, den her stod under lyrik, og jeg tror nok man kalder det kortprosa. Lad os bare tage en af teksterne i sin helhed:

Så megen uro i kanten, hvordan fanden så ikke i midten. Brillerne dugger, han ånder gennem øjnene.

Enten er det dårligt, eller også forstår jeg det bare ikke.

En fin og hurtigt læst lille bog. Det er en jeg-fortalt historie om den 15-årige autist Christopher – han er bange for gule og brune farver, menneskelig berøring og metaforer, til gengæld en han glad for matematik og køreplaner og den slags.

Og der er meget Christopher ikke rigtig forstår – også en del man som læser forstår hen over hovedet på ham. Den slags synes jeg let kan blive lidt kunstigt, men det er det egentlig ikke her. Der er sådan lidt Jonathan Safran Foer over det, og det er jo godt – faktisk så godt at jeg nu er i gang med at læse en anden Haddon-bog.