Jeg er lige blevet færdig med denne helt nye og rigtig gode bog. Den handler om forfatteren Mette der beslutter at skrive en skønlitterær bog om u-landene. Hun får ad omveje adgang til værelse 516 på et hotel i København: en mere eller mindre magisk dør der bringer hende direkte ind i den tredje verden – en ny dag, et nyt sted.

På den måde når Mette til Etopien, Indien, Rumænien og meget andet – og for det meste også hjem til at hente sin datter i børnehaven om eftermiddagen.

Mødet med fattigdom, sult og sygdom helt tæt på får Mette til at tænke over en masse ting. Bør hun hjælpe? Og gør hun det i så fald for deres skyld eller for at dulme sin dårlige samvittighed over at være rig og tryg i Danmark? Og hvor meget skal hun sætte på spil for at bevise at hun faktisk gerne vil redde verden?

Jeg har det tit lidt skidt med bøger der grænser til det overnaturlige. Her synes jeg det fungerer udmærket, fordi jeg ikke oplever at bogen lægger op til at jeg spekulerer så meget over det – det er mere symbolsk på den måde at det bringer nøden tæt på. Og det er jo det det handler om – vi er som regel nogenlunde ligeglade, velsagtens fordi det jo er så langt væk. I journalistikken har man fem nyhedskriterier – et af dem er nærhed, og det gælder nok også hjælpsomhed. Men her bliver Mettes moral stillet på en prøve fordi det faktisk bliver meget nært.

Desuden – men mindre vigtigt – er der et pudsigt lille meta-lag. Mette vil jo gerne redde verden med sin bog som hun godt ved er “skønlitterært selvmord” – måske er dette Kirsten Hammanns eget bud på en u-landsroman? I så fald er det virkelig ikke selvmord.

Kort inden denne bog udkom, bestilte jeg i øvrigt Hammanns roman Vera Winkelvir (1993) efter en syv-otte år gammel anbefaling. Den blev så overhalet indenom af den nye bog, men den glæder jeg mig til at komme i gang med. Jeg kan også anbefale Fra smørhullet (2004) – den er virkelig god, måske endde bedre end den nyeste.

En sidste ting: hvis man får fingre i en af bøgerne fra første oplag, så får man en cd med hvor Kirsten Hammann selv læser hele bogen op på små fine mp3-filer. Det er ret godt – jeg kan bedre lide at læse rigtigt, men det fungerer fint når man sidder på cyklen. Man kan evt. høre lidt her hos Gyldendal.

Jeg har længe villet læse denne bog, men er egentlig skuffet. For et par år siden læste jeg lidt af Hunter S. Thompsons selvbiografi, og denne afhandling fik mig til at føle at jeg virkelig måtte læse noget mere af ham.

Det er nu ikke fordi det er dårligt, det er bare heller ikke så fantastisk eller banebrydende som jeg havde håbet. De bedste passager er sjove, men ikke andet.

Historien handler om Hunter S. Thompson der under dæknavn og med sin ‘advokat’ ved sin side drager til Las Vegas for at dække et motorløb journalistisk. Deres bil er fuld af stoffer, og de kommer til at fylde det meste af bogen. Det er helt okay, men er måske lidt forudsigeligt. Tegningerne af Ralph Steadman er fine, men illustrerer også at det sådan noget lidt ulækkert noget. Eller også er det bare mig den er gal med – jeg var heller ikke vildt imponeret over On the Road, og jeg syntes Naked Lunch var decideret kedelig.

Men pyt! Er lige gået i gang med Kirsten Hammans nye, og det er lækkert.

Jeg havde engang en ambition om at læse mindst én bog på fransk hvert år for at holde mine svigtende kundskaber ved lige. For tre-fire år siden gik det galt – jeg gik uigenkaldeligt i stå i Michel Houllebecqs La possibilité d’une ile, selv om jeg havde læst flere af hans andre bøger uden problemer. Her kan du se hvorfor jeg i hvert fald ikke gider prøve igen.

Men da jeg pakkede kufferten til en ferie i Frankrig, tog jeg mod til mig og lagde i stedet denne lille bog i bunken over ferielæsning. Jeg havde endda læst den før for en del år siden, så det var et sikkert valg.

Titlen betyder “Den første slurk øl – og andre små glæder”, og bogen er en samling af småtekster på to-tre sider om livets små glæder. Det lyder i mine ører tamt og unødvendigt, og det er det måske også, men det er også ret fint, hyggeligt og stemningsfuldt. Det tilskriver jeg dels at jeg læste det på fransk (så er jeg ret taknemmelig, så længe jeg nogenlunde forstår meningen), dels at Delerm er virkelig god til at skrive, så man på bare to sider kommer helt ind i en bestemt atmosfære.

Og så var det en fantastisk oplevelse at begynde på bogen – siddende i skyggen af store platantræer i en korsikansk havneby efter en cykeltur i bjergene, med en kold øl foran mig og Tour de France på udendørs storskærm. Jeg tillod mig at bladre lidt og starte med teksterne “La première gorgée de bière” og “Le Tour de France”.

Efter at have læst The Curious Incident of the Dog in the Night-Time havde jeg mod på mere Mark Haddon og fandt den her – som jeg også mente at have læst om på andre bogblogs.

Og den er altså ret god – faktisk minder den mig på mange måder om Jonathan Franzens virkelig fantastiske The Corrections (2001). Begge er en slags familiedramaer der skifter synsvinkel mellem familiens hovedpersoner – i denne er det altså faren, moren, sønnen og datteren. Hver har deres oplevelse af problemerne, og sammen giver de et billede af en familie med en masse problemer, både gamle og nye.

Jonathan Franzens bog er klart bedst – måske også fordi A Spot of Bother har en tendens til at blive lidt komisk på en lidt amerikansk-familie-komedie-agtig måde. Alting bliver værre og værre og lidt absurd, hvordan skal det dog gå, man vender siderne – og så ender det alt i alt, undskyld, lige lovlig lykkeligt.

Men den er nu stadig rigtig god – undervejs når man vidt omkring på de 500 sider, og man er med hele tiden. Mark Haddon skriver virkelig godt og doserer sproget helt rigtigt, så tingene aldrig bliver skåret for meget ud i pap. Og så er det bare en god jævn pageturner – hvilket passede mig fint, fordi jeg læste det meste af den i ventetid i fly og lufthavne. Jeg kommer helt sikkert til at læse mere Mark Haddon.

Denne bog kan jeg ikke anbefale. Jeg købte den ganske billigt på det sidste bogudsalg og fortryder det. Jeg kunne ellers så godt lide hans sidste. Men okay, den her stod under lyrik, og jeg tror nok man kalder det kortprosa. Lad os bare tage en af teksterne i sin helhed:

Så megen uro i kanten, hvordan fanden så ikke i midten. Brillerne dugger, han ånder gennem øjnene.

Enten er det dårligt, eller også forstår jeg det bare ikke.

En fin og hurtigt læst lille bog. Det er en jeg-fortalt historie om den 15-årige autist Christopher – han er bange for gule og brune farver, menneskelig berøring og metaforer, til gengæld en han glad for matematik og køreplaner og den slags.

Og der er meget Christopher ikke rigtig forstår – også en del man som læser forstår hen over hovedet på ham. Den slags synes jeg let kan blive lidt kunstigt, men det er det egentlig ikke her. Der er sådan lidt Jonathan Safran Foer over det, og det er jo godt – faktisk så godt at jeg nu er i gang med at læse en anden Haddon-bog.

Efter den relativt store succes med Stieg Larsson har jeg kastet mig over endnu en svensk krimi. Denne gang Arne Dahls Efterskalv der er en del af en længere serie, men som sagtens kan læses for sig selv.

Serien handler om A-gruppen, en vist nok hemmelig gruppe i det svenske politi der efterforsker særligt vilde sager. Den består af en otte-ti personer, der kender hinanden rigtig godt (og det gør man efter sigende også som læser, hvis man har læst hele serien).

I denne bog starter det hele med en bombe i Stockholms undergrundsbane. A-gruppen kommer på sagen og kaster sig ud i undersøgelser, det bliver mere og mere spændende, og til sidst bliver det opklaret. Som det er god tone i den slags historier, er der naturligvis nogle af hovedpersonerne, der kommer til at blande business og pleasure, sådan så deres personlige motiver kommer til at stå lidt i vejen for efterforskningen. Lidt plat, men samtidig også en krimi-ingrediens der gør det hele lidt sjovere. I det hele taget er det ret klassisk bygget op, men samtidig virker bogen frisk og moderne, fordi den er fuld af terror, mobiltelefoner og Radiohead-citater.

Og så er det som altid en fest at læse på svensk. Hvem skulle have troet at “i bund og grund” hedder “i grund och botten” ovre i Sverige?

I det hele taget kunne jeg godt finde på at læse noget mere af Arne Dahl. Men jeg har også lige de to næste Larsson liggende klar, og så vil jeg jo også gerne læse andet end svenske krimier – så det bliver ikke lige med det samme.

En dejlig bog! Nogle af anmeldelserne gav indtryk af at den er meget bedre end Rødby-Puttgarden – det ved jeg ikke om jeg er helt enig i, men den er heller ikke dårligere. Og dermed også sagt at den er virkelig god.

Denne gang handler det om Bente der en januardag dukker op i en lille by for enden af en busrute. Siddende alene på en bænk bliver hun samlet op af parret Putte og John og bliver langsomt en del af deres hverdag – en hverdag fuld af mismod og medmenneskelighed, de gode linser nede fra tankstationen og dokumentarprogrammer i fjernsynet. Imens finder man langsomt ud af hvor Bente kommer fra, og hvorfor.

Og så er der bare alle de jævne beskrivelser af dagligdagens ingenting som jeg er helt vild med:

Resten af dagen og aftenen tilbringer jeg i hjørnesofaen. Den fysiske udfoldelse har gjort mig godt, jeg tænker næsten ikke på andet end de udsendelser, jeg ser, en westernserie, pigekoret, en gammel dansk komedie og noget om vilde dyr. Jeg spiser chokolade og toast med spejlæg og drikker kaffe uden mælk. Ilden buldrer i ovnen. Jeg beslutter mig for at falde i søvn uden at børste tænder og med fjernsynet tændt, men før jeg når så vidt, ringer telefonen. Det er Putte, som undskylder det sene tidspunkt, men hun har været på Jensens Bøfhus med Eskild. De syntes, de trængte til lidt godt. Hun har fået det store softice-bord til dessert, hun kan næsten ikke stå på benene.

Det gik op for mig at noget af det jeg egentlig virkelig godt kunne lide ved Trækopfuglens krønike – al den fine tomgang hvor der ikke skete noget, men der bare var en der stod og kiggede ud på regnen – det er nærmest det eneste Helle Helles bøger består af. Indbagt ingenting – mums!

Denne bog er et sted mellem dårlig og middelmådig. JPod var ellers meget god, men det her er sådan en bog der får mig til at tvivle på om det er værd at læse Coupland længere. Engang var han ret underspillet, så blev han meget religiøs – og nu er han på enhver måde overspillet.

Her handler det om en familie (ja, psykotisk) der i løbet af nogle få døgn kommer ud for meget mere end de fleste kommer ud for i løbet af et helt liv. De fleste ting er dårlige, og det er for det meste deres egen skyld. Men – og dette er ifølge bogens bagside sådan lidt pointen – alligevel holder man af dem, eller sådan noget. Som det meget tagline-agtigt formuleres på bogens sjettesidste side:

Her own family looked so . . . damaged besides the Brunswicks, and yet they were – well, they were her family.

Altså helt ærligt! Bogen er i bedste fald lidt underholdende og i værste fald bare spild af tid. Men nu står den på Helle Helle – det glæder jeg mig til!

For cirka ti år siden lånte jeg denne bog på biblioteket uden rigtig at kende forfatteren – siden da har jeg opstøvet og læst alt hvad Don DeLillo har skrevet, og han er vel det nærmeste jeg kommer en decideret yndlingsforfatter. Nu har jeg genlæst Mao II og er faktisk endnu mere begejstret!

Bogen handler om en sky og ensom forfatter der ikke kan gøre sin bog færdig, om hans loyale assistent, om assistentens kæreste og hendes fortid i Moon-bevægelsen, om en fotograf fra New York der kun fotograferer forfattere – og så handler den om terrorisme: om en ung forfatter der er taget som gidsel i Beirut, og om forholdet mellem terrorister og forfattere.

Det sidste har Bibliopaten skrevet et godt indlæg om hvor han diskuterer hvorvidt DeLillo har forudsagt 11. september – hvis man når lidt ned i kommentarfeltet, finder man også et interview Bibliopaten har lavet med DeLillo (se i øvrigt også mit indlæg om Don DeLillos 11. september-roman Falling Man).

Men i virkeligheden er det ikke de store tanker om terrorisme og kultur der fanger mig i denne bog – ligesom med The Yacoubian Building har jeg en fornemmelse af at jeg kunne have fået meget mere ud af det samfundsmæssige budskab i bogen. Men her er bogen som litterært værk virkelig fantastisk nok!

I Don DeLillos bøger er det for mig især dialogen der er helt enestående. Det er lidt svært at forklare, men det er som personerne på én gang taler forbi hinanden og forstår hinanden på et niveau hvor man som læser næsten ikke kan være med. De svarer ikke altid på hinandens spørgsmål, de taler uden om, svarer selv på de ting som de selv skulle til at spørge den anden om, vender tilbage, river samtalen i stykker og får den alligevel til at give mening på et højere plan. Det lyder ikke rart, men det er det! Og DeLillo gør til dels det samme når det ikke er direkte tale, men bare fortælling: bliver ved med at springe frem og tilbage og repetere pointer. Det kunne meget nemt blive voldsomt højtideligt hvis ikke det var fordi han samtidig insisterer på at skrive helt konkret og fokusere på de meget fysiske udtryk som politik og kultur og store følelser kan få.

En fantastisk forfatter og en fantastisk bog! Nu går jeg sådan lidt og overvejer om jeg også skal genlæse hans monumentale bog Underworld (1997)…