Det er omtrent ti år siden jeg læste denne bog; jeg skrev på en skoleopgave om Kurt Vonneguts mest kendte værk Slaughterhouse-Five (1969) og læste i den forbindelse en hel del af hans bøger. For nylig fik jeg lyst til at genlæse lidt af ham og huskede denne som en af de bedre – og den var da også meget sjov.

Historien indeholder flere forløb, der samles i slutningen af bogen: et om bilforhandleren og rigmanden Dwayne Hoover der er ved at blive sindssyg, et om særlingen og sci-fi-forfatteren Kilgore Trout (der optræder i mange af Vonneguts bøger) der overraskende inviteres til en litteraturfestival, og så en række bipersoner, herunder forfatteren selv. En del af personerne mødes sidst i bogen, og så går det lidt over gevind med korporlig vold, transcendens af det fiktive univers og lidt samtidssatire.

Det er sjovt, metaagtigt, sarkastisk, selvudleverende og lidt finurligt. Det er ikke stor kunst og udgiver sig heller ikke for at være det; bogen er gennemillustreret af forfatteren selv, og det er ikke på den mest højtidelige facon:

Og så er der alligevel en slags tanker bag.

For det første er der et lidt simpelt trick der går ud på at beskrive ting, steder og begivenheder som om fortælleren forklarer det til en fra en anden planet. Når det fx handler om hvad Kentucky Fried Chicken er (avle høns, skære dem i stykker og stege dem i fedt så folk kan købe dem i en lille papspand), bliver den naivistiske finte samfundskritisk på en lidt sjov og en lidt irriterende måde.

Desuden skriver Kurt Vonnegut fx ligeud hvordan han mener at litteraturen giver folk et helt forkert billede af hvad der er rigtigt og forkert, vigtigt og ikke vigtigt osv. – virkeligheden har ikke en start, en midte og en slutning, og der findes ikke nogen nøglepersoner i den virkelige verden. Det synspunkt afspejles i den grad i den ret rodede bog, og ligesom i Slaughterhouse-Five er det meste suspense punkteret på forhånd, fordi han fortæller hvordan det hele ender.

Stadig ikke stor kunst, dog. Til gengæld et dejligt gensyn med Kilgore Trout og ikke mindst hans lille fugl Bill der – nogen vil måske tro det er løgn – står bag mit dæknavn cyclonebill.

Jeg har læst adskillige af Storm P.’s bøger om den lille hund Grog – og en del af dem også flere gange. Således også med denne lille samling af 1-2 siders historier fortalt gennem Grogs øjne, hver med en lille pussenusset hundetegning udført af forfatteren. Johannes Møllehave har skrevet et ulideligt forord, men bortset fra det er det dejligt, rart, gammeldags, sentimentalt, uskadeligt og meget passende til en god gang svineinfluenza eller andet der kalder på selvmedlidenhed og stille sysler.

Det her er på mange måder en af de vildeste og mest udfordrende bøger jeg har læst længe. Ikke nødvendigvis en af de allerbedste, men en stor oplevelse og sådan set også en stor opgave.

Pale Fire er ikke bare titlen på bogen (som vel er en slags roman), men også titlen på et 999-linjers digt som gengives først i bogen og som skal forestille at være de sidste ord fra den fiktive digter John Shade. Herefter følger det omfattende noteapparat som udgør resten af bogen.

Noterne er forfattet af den ligeledes fiktive jeg-fortæller Charles Kinbote, John Shades nabo og kollega, og det er her dramaet udspiller sig. For selv om noterne er knyttet til digtet og dets fremdrift, får man gennem noterne en af og til næsten kronologisk historie om eksilkongen Charles the Beloved fra det fiktive land Zembla, om hans ungdom og liv i Zembla, hans fangenskab og hans flugt ud af landet. Derudover får man historien om Kinbotes møde med John Shade og hans store (og tit næsten perverse) begejstring for digteren.

Hvis man ikke syntes det var kompliceret nok, er starten og slutningen på historien at digteren bliver slået ihjel. Og ikke nok med det – man forstår med tiden gennem Kinbotes udførlige noter at Kinbote i virkeligheden er den selvsamme eksilkonge hvis livsforløb han beskriver så grundigt – og Kinbote mener selv at digtet Pale Fire handler om netop hans liv og hans land, fordi han har fortalt digteren om dem.

Det er kort sagt meget mærkeligt. Og så er det i det hele taget sjovt fordi genrerne støder sammen – det tunge akademiske noteapparat og de private anekdoter, indestængte bitre traumer, seksuelle hentydninger og faktuelle oplysninger.

Ligesom i Lolita og Pnin er fortælleren plaget, bizar og lærd – ærgerligt at det tilsyneladende er grænserne for hans repertoire, men til gengæld må man sige at han er fortrolig med karakteren og formår at fremstille ham troværdigt.

En god bog, og alligevel en skuffelse. Det vil sige: efter min mening under Helle Helles almindelige niveau – men stadig rigtig godt og selvfølgelig bedre end så meget andet!

Rester er den første novellesamling Helle Helle skrev tilbage i 1996 – faktisk kan jeg huske en enkelt af novellerne (Fasaner) som et af de emner man kunne skrive om i dansk stil til en eksamen eller terminsprøve engang i gymnasiet. Jeg skrev vist om noget andet.

Det er som om niveauet er lidt lavere, dialogen er mindre skarp og stemningen mindre kondenseret end i hendes nyere bøger. Stilen er helt klart Helle Helle allerede tilbage i 1996, men de nye ting er vist bare bedre.

Fiskerne af Hans Kirk falder klart i kategorien af “kedelige gamle bøger som jeg troede jeg ikke gad læse, men som viste sig at være ret gode”. Det var bl.a. hos Bogsider og Eskapisten jeg indså at jeg heller måtte prøve at læse noget Hans Kirk – en prøvelse jeg ikke er blevet udsat for i min skoletid.

Historien – der vel foregår for omkring 100 år siden? – handler om en række strengt religiøse fiskere fra Vesterhavet der søger ind i Limfjorden i håb om et lidt mildere liv. Her er der måske nok af og til bedre at fiske, men det er stadig et hårdt liv på mange måder. Hvis fiskeriet slår fejl, er man overladt til købmandens og naboernes nåde.

Og så konfronteres fiskerne med en kristen tro der ikke er indremissionsk og dermed i deres øjne falsk og hul. Den lokale præst går ind for et bredt og positivt livssyn, og på kroen bliver der af og til danset. Det er en kollektivroman hvor hele gruppen af tilrejsende fiskere er hovedpersoner, og historien strækker sig over adskillige år – men alligevel kommer man meget i dybden i de enkelte scener gennem bogens kun 300 sider.

Centralt i Fiskerne er selvfølgelig gode kristne temaer som skyld, skam og synd. De indremissionske tilflyttere fastholder konstant og næsten mantraagtigt at de jo blot er syndere. Og det må man så også sige at de er – i hvert fald sker der i løbet af bogen flere ting der for så vidt er langt værre end at danse på kroen til klokken 22:30. Men samtidig gør det det sværere for dem at opretholde deres moraliseren over for de ikke-frelste i byen.

Det gør bogen både sjovere og mere brutal end jeg havde forestillet mig. Fiskerne er på én gang dybt oprigtige, grundlæggende menneskelige, forfærdeligt fundamentalistiske og lidt latterlige. Det er skarpt og moderne, og bogen er mere sexet end den lyder. Desuden er sproget overraskende friskt og knitrende, der er smæk på, og jeg tror sgu det er her Hans Otto Jørgensen har det fra!

Måske Herman Bang er den næste gamle tørre knark jeg skal kaste mig over.

Jeg tror nok jeg har været i gang med denne bog i syv år. I går blev jeg færdig. Og utroligt nok har jeg faktisk læst i den nogenlunde regelmæssigt, men den er vældig lang, og den lægger ikke op til at man læser den i ét hug, synes jeg.

Requiem indeholder 537 meget lange sætninger. Hver sætning er en lille løsrevet historie, en enkelt persons helt egen stemme, tit febrilsk og opremsende fortalt. Der er ingen sammenhæng mellem de nummererede monologer, ingen begyndelse og ingen slutning, ingen udvikling gennem bogen.

Derfor har den været egnet til et par siders læsning inden jeg falder i søvn – eller når jeg lige er blevet færdig med en bog og ikke er gået i gang med en ny. Og derfor har det altså taget så lang tid. Billedet af den her er taget ved Gardasøen i 2003 – der var jeg kommet godt i gang med den, så vidt jeg husker.

Peer Hultbergs roman (som han kalder det) handler om alt, tror jeg roligt man kan sige. Om kærlighed, arbejde, døden, sex, familie, religion, ægteskab – frustrationer, håb, sorg, skuffelse, begejstring. Det er indadvendt filosoferen og arrige udladninger. Man kigger over skulderen på den der fortæller – og tit er det som om forfatteren griner lidt sammen med læseren ad personerne. Se fx her hvor Peer Hultberg selv læser tekst nummer 375 højt.

Det er godt skrevet, og bredden er imponerende. Nu har jeg ganske vist læst den over ekstremt lang tid, men det er alligevel utroligt, at jeg ikke én gang har tænkt at netop denne tekst minder mig om en jeg tidligere har læst.

Det er en meget speciel bog, og den minder vitterlig ikke om andet jeg har læst. Det er langt fra det bedste jeg har læst – men stadig en stor oplevelse. Og langstrakt.

Lækker bog! The Twenty-Seventh City har ellers stået og kedet sig på min reol siden jeg købte den i Texas sidste forår, fordi jeg ikke rigtig syntes nonfiktion-bøgerne How to Be Alone og The Discomfort Zone levede op til Jonathans Franzens fantastiske The Corrections (2001) – og fordi den var på 520 sider og i øvrigt var i en underligt slasket udgave med meget tynde sider der gav mig en fornemmelse af at den ville være umulig at holde i hænderne.

Nå, jeg kom i gang med den, og nu er jeg helt ærgerlig over at der ikke lige er 300 slaskede sider mere – for den var virkelig god. Historien foregår i den trøsteløse midtvestby St. Louis hvor man pludselig får en ny politichef – den 35-årige indiske kvinde Jammu og altså ikke en hvid ældre herre. Hun sætter skub i byen, får kriminaliteten til at falde, men sætter samtidig ind på det politiske niveau og søger indflydelse på alle fronter og med alle midler. I den forbindelse går hun langt for at påvirke byens elite, herunder også bygherren Martin Probst der sammen med Jammu vel udgør bogens to centrale personer. Men også Jammus nærmeste hjælpere, Martin Probsts familie og en række af byens andre borgere bliver fulgt tæt gennem bogen.

Jeg har lidt svært ved at sætte fingeren på hvorfor bogen er så god. Det er vist nok ikke plottet i sig selv, selv om det er fint fordi man aldrig ved hvor det er på vej hen, og fordi det er så kompliceret og alligevel til at forstå. Det ligger nok mere i skrivestilen; ligesom Franzens andre bøger er det vildt velskrevet, og jeg tror især han er dygtig til at dosere informationerne, antyde tilstrækkeligt hvor det skal til, og skære tingene ud i pap andre gange. Og så er der – især i starten – næsten noget Don DeLillo over det, hvilket er en kæmpe kompliment i mine øjne. Og jeg kan nærmest ikke komme i tanke om andre der kan skrive som DeLillo.

For at det ikke skal være løgn, er The Twenty-Seventh City Jonathan Franzens debutbog! Men som der står i et anmelder-blurb i bogen, er det uretfærdigt at sætte dette i kategorien ‘debutbog’. For det synes jeg leder tankerne hen på stiløvelser, lige lovlig konstruerede plot og lidt for usikkert udførte idéer – og på en venlig bedømmelse af det hele fordi man jo ser potentialet i det.

Det her er en fuldvoksen bog, meget ambitiøs, virkelig velskrevet, tankevækkende, af og til virkelig spændende og i det hele taget meget læseværdig!

Det var bl.a. den vildt seje titel, flere anbefalinger (bl.a. her), og en vældig god pris der fik mig til at læse Herr Arnes penningar.

Det er en slags gyserhistorie om en blodig nedslagtning en kold vinternat, et overlevende vidne, en kærlighedshistorie og et stort moralsk dilemma hen mod slutningen.

Helt fint, men så heller ikke mere.

Der er to historier i denne bog. Krimihistorien som udspiller sig på siderne, og historien om hvordan bogen blev til – og jeg er ikke helt sikker på hvad for en af dem jeg synes bedst om.

Kugler i mosen er skrevet af mine gode venner Lene og Morten over et års tid hvor Morten var i udlandet, og hvor det adskilte kærestepar blandt andet holdt kontakt ved at skrive lange breve til hinanden. Med hvert brev fulgte også et kapitel i denne bog som de skiftevis skrev sammen i løbet af året. Da Lene og Morten så for nylig blev gift, forærede Lene Morten et fint trykt eksemplar af deres fælles krimi – og jeg fik lov at låne den.

Historien inde i bogen må siges at være stærkt inspireret af Dan Turéll. Hovedpersonen og jeg-fortælleren er betjenten Skipper der bliver vækket en tidlig fredag morgen af sin chef, Svendsen. Skipper bliver sendt til Brønshøj på en vanskelig opgave der dog viser sig bl.a. at involvere en del øldrikkeri, billardspil og kontakt med politimesterens datter Ulla.

Nu er jeg generelt ikke specielt pjattet med krimier, men jeg kunne ikke lade være med at blive revet med af denne historie. Plottet er spændende og lidt snørklet, stemningen og Brønshøj-lokalkoloritten fylder meget på en dejlig måde, og der er mange lækre krimiklichéer der fik mig til at grine ret højt. Og så er det sjovt at hvert kapitel slutter med en metatekst der lægger op til næste kapitel – fx som her:

Hvor længe skal der spilles billard i denne her krimmi? Og gisp! hvem er nu det der befamler vor helt? Lene har svaret i næste uge. Følg med.

Alt i alt altså rigtig godt. Men hvis jeg nu partout skal fremhæve noget negativt (for om ikke andet at opretholde den bogblogs troværdighed), må det helt klart være at bogen ikke er skrevet færdig. Den slutter med en cliffhanger af et 26. kapitel der ikke besvarer nogen spørgsmål, men kun stiller nye – faktisk nåede de vist ikke engang frem til nogen kriminelle handlinger. De blev simpelt hen aldrig færdige med deres bog før Morten kom hjem, og det at Lene valgte at printe det hele ud, må jeg nok tage som et tegn på at de heller aldrig bliver det… desværre.

Efter den lidt langsommelige gennemlæsning af Johs. V. gik det vældig hurtigt med denne lille Erlend Loe-bog. Som hans andre bøger er Muleum en blanding af fis og alvor – her måske nok med mere alvor end i Doppler-bøgerne.

Bogens emne er nemlig noget så letbenet som selvmord. 18-årig Julie har ved bogens begyndelse mistet sin bror og sine forældre i et flystyrt, og så har hun sådan set heller ikke lyst til at leve videre.

Men det viser sig ikke at være helt let at dø – især når man foretrækker et spektakulært dødsfald. Således forsøger Julie fx at blive smittet med fugleinfluenza i en fjern provins i Rumænien:

Har ligget i nesten to døgn bak en gammel traktor i et hjørne av hønsehuset uten å bli oppdaget av andre enn hønene. Jeg ser hele tiden hvitkledd personell som kommer inn og henter høner for å ta prøver av dem eller noe og når de går igjen, lokker jeg til meg hønene med mais og når de kommer nær nok, griper jeg dem i beina og koser med dem og lar dem hoste på meg, men jeg føler meg fortsatt ikke syk.

Selv om Muleum er i den alvorlige ende af Erlend Loes bøger, er den dog på ingen måde trist eller sørgmodig. Som i citatet ovenfor er det snarere lidt sjovt. Harmonerer det med emnet? Jeg må sige at jeg selv har svært ved at vurdere det – men hvis man har haft selvmord tæt inde på livet, forestiller jeg mig at det er lige lystigt nok. Eller måske er det i virkeligheden det der skal til?