Efter at have læst et par Auster-bøger der egentlig ikke var særlig Auster-agtige (Sunset Park og Man in the Dark), har jeg nu konstateret at Paul Auster stadig er Paul Auster. Invisible er i store træk som prototypen på de fleste af hans bøger – og det er helt positivt ment. Jeg har konstateret at jeg sjældent kan huske hvad hans bøger handler om længere end et halvt års tid – til gengæld er jeg meget optaget af dem mens jeg er i gang med at læse dem.

Det gjaldt også Invisible. Den handler blandt andet om en ung mands møde med det som man vel på nudansk kalder for en psykopat – charmerende, selvsikker og dominerende, men også aggressiv, utilregnelig og fuld af løgn. Meget fængende! Og sjovt i øvrigt at jeg i løbet af bogen kom til at visualisere psykopaten som en dansk forlægger jeg engang har arbejdet for. Bogen handler også om den unge mands på alle måder upassende forhold til sin søster – hvilket både var ret interessant og lidt modigt af en mainstreamforfatter som Paul Auster.

For ikke så længe siden annoncerede min gamle studiekammerat Liva på Facebook at hun havde skrevet en bog. Nu har jeg læst den og er imponeret! Det er ganske vist en ungdomsroman, og på den måde er jeg ikke helt i målgruppen. Men jeg var for det første revet med, for det andet følte jeg mig aldrig talt ned til, og for det tredje er den bare godt skrevet og lækkert bygget op.

Bogen foregår – som titlen antyder – i Udkantsdanmark, og handlingen strækker sig over et døgns tid. Der er ingen hovedperson, men ti forskellige personer omkring slutningen af folkeskolealderen fortæller hver deres historie, og omdrejningspunktet for de fleste er en privat fest. Temaerne er oplagte – kærlighed, sex, det at være ung, at få venner og diverse konflikter. Det hele er for så vidt banalt, men alligevel rigtig fint, fordi det ikke er moraliserende, men bare beskriver oplevelserne på personernes egne præmisser. Og dermed er der altså heller ingen latterliggørelse eller forherligelse af noget af det der foregår i bogen.

Det afspejler sig også i stilen der meget afdæmpet giver plads til dialogen og handlingen og ikke gør nogen forsøg på at være kunstfærdig. Kun et lille glimt af Helle Helle kan man måske ane i ny og næ – “Jeppe har tændt for MTV, hans forældre har kabel.” – men det er jo netop heller ikke kunstfærdigt. Dejlig bog – hurra for Liva!

Jeg tygger mig ganske langsomt Knut Hamsuns samlede værker som jeg købte et kækt øjeblik for mange år siden. Indtil nu har der kun været romaner og en enkelt novellesamling, men da jeg åbnede den næste i rækken, viste det sig at være en rejseskildring. Skræmmende!

Det startede udmærket. Den gode Knut begynder sin rejse i Skt. Petersborg og rejser gennem Rusland ned mod Mellemøsten. Det sjoveste ved bogen er nok at opleve hvordan man rejste dengang – hvor lang tid alting tog, hvordan man så på andre kulturer (både mere og mindre fordomsfuldt end i dag, egentlig), hvordan man gebærdede sig som nordmand østpå, hvad sådan en som Hamsun lagde mærke til og så videre. Og jeg fik faktisk umiddelbart lyst til at tage til Rusland hvor jeg ellers kun har mellemlandet engang.

Men med tiden bliver det ensformigt at følge Knut Hamsuns rejse. Endnu en dag i toget eller på hestevognen, endnu et måltid med fårekød, endnu en varm dag og endnu en kold nat. Og da han på et tidspunkt hen mod slutningen satte sig til at fundere over russisk litteratur, var jeg nødt til at skippe et par sider. Halvt så lang, og så havde bogen faktisk været fin!

I øvrigt har jeg for første gang oplevet at Hamsuns antisemitisme er kommet til udtryk i en af hans bøger, “Hans Ansigt er ubehagelig, jødisk” skriver han fx om en officer som sidenhen ofte bare benævnes ‘Jødesnuten’. Eksotisk og usympatisk!

Hele bogen kan i øvrigt læses gratis som e-bog i en dansk udgave.

2. maj 2005 stikker en mand af fra ældrecenteret på sin hundredeårs fødselsdag, og i de kommende uger er han ude på et moderne svensk eventyr med masser af dramatik, suspense og fandenivoldskhed. Sideløbende med nutiden oprulles mandens livshistorie som bærer præg af historiens helt store vingesus i form af møder med 1900-tallets politiske ledere over hele verden – hvor hans jævne østsvenske charme og hang til sprut og sprængstoffer som regel falder i god jord.

Kort sagt: underholdende og lidt åndssvagt. Det er sjovt nok med den Forrest Gump-agtige kobling til historiske begivenheder, og det er i det hele taget veludført og læseværdigt.

Nu udgiver Hundraåringen som klev ut genom fönstret och försvann sig ikke for at være andet end en god røverhistorie, men alligevel fornemmer jeg en beundring over hovedpersonens easygoing tilgang til det hele som irriterer mig ret meget. Og så er bogen måske lovlig lang. Alt det er måske et spørgsmål om smag og behag, men det virker til gengæld på mig som helt almindeligt dårligt forfatterhåndværk at der stort set ikke er nogen kobling mellem hændelserne i nutiden og de mange flashbacks.

Jeg har svært ved at sætte fingeren på hvorfor der skulle være klasser til forskel på Jonas Jonasson og fx Paul Auster – men det synes jeg virkelig der er!

En forfatter er vist blevet mainstream når det nyeste værk står på det forreste bord i boghandlen ude i lufthavnen. Eller også er det bare forventningens glæde – det er otte år siden hans sidste bog, den virkelig fremragende roman Undtagelsen. 

Du forsvinder er også god, men slet ikke på niveau med Undtagelsen. Den er ganske vist velskrevet og ligesom forgængeren ekstremt grundigt researchet, men emnet og fortælleteknikken fanger mig ikke helt på samme måde. Bogen handler kort sagt om en mand der får en hjerneskade som får ham til at ændre personlighed – til det værre – og oven i købet til at begå svindel med andres penge. Man følger hans kone der forsøger at holde rede på sine tanker om ægtefællen og om, hvornår noget egentlig er ens egen skyld, og hvad hun i det hele taget skylder ham.

Det er både relevant og læseværdigt, bare slet ikke lige så medrivende og overraskende som Undtagelsen – men mindre kan da også gøre det. I øvrigt er en dejlig detalje ved Du forsvinder at der gennem bogen er illustrationer af alt muligt – billeder af parrets hus, sønnens Facebook-profil, breve, artikler, undersøgelser, sms’er o.l. Sjov idé og lækkert lavet!

Højt niveau! Altså ikke kompliceret, men bare skidegodt skrevet. Det er ikke en ung og eksperimenterende forfatter der skal prøve et eller andet af, men mere som at læse nogle af de store amerikanske forfattere hvor man som læser føler at de aldrig ryster på hånden, men altid er tre skridt foran.

Atonement handler om helt store emner som krig og kærlighed – og om skyld og skam. Det bliver ikke rigtig bombastisk, fordi det er så fint forankret i en helt konkret situation – en sommerdag hvor man forstår hvorfor en ganske ung pige misforstår alting, og det får meget store konsekvenser.

Og så er der heldigvis også plads til de små sidespor – som når en migræneramt kvinde ligger og lytter til alle de velkendte lyde i huset. Intet uventet sker.

Lækkert! Er der nogen der ved om Ian McEwans andre bøger er lige så gode?

Det er meget sjældent jeg læser andet end skønlitteratur, men en kollega overbeviste mig om at det med denne bog var værd at gøre en undtagelse. Det havde hun ret i!

Det er en ret lang og grundig bog hvis hovedtese er at departementschefers magt generelt er langt større end de fleste ved, mens ministrenes magt er noget mindre. Ministrene er der tit kun i en kort periode og har travlt med også at lave partipolitik, gå i pressen – og ikke mindst forholde sig til alle de helt konkrete små og store sager bureaukratiet hele tiden overdænger dem med.

Departementscheferne – og under dem også hele embedsmandssystemet – er derimod ikke på valg og har dels en langsigtet interesse i at deres fagområde bliver behandlet bedst muligt (uanset ministerens partifarve), dels i at deres egen karriere bevæger sig i den rigtige retning.

Den historie kan man fortælle ret kort, men styrken ved bogen er al den resarch og alle de interviews den bygger på. Og så er den fuld af helt konkrete eksempler fra det sidste århundrede – med hovedvægt på de sidste 10-20 år. Her fx indledningen til kapitlet om Finansministeriet og om budgetbissernes tit anstrengte forhold til fagministerierne:

Rundt om bordet i Familie- og Forbrugerministeriet sidder 15-20 mennesker. Vi er til opstartsmøde på en ny sag. Sædvanen tro indledes der med en præsentationsrunde. Ministeren, Lars Barfoed, ved alle, hvem er. […] Departementschefen, Henrik Nepper-Christensen, er også en kendt figur på Slotsholmen. Et helt ungt menneske forekommer imidlertid de fleste ubekendt. “Jeg er fra Finansministeriet. Familie- og Forbrugerministeriet er mit ansvar,” præsenterer han sig. Der bliver stille rundt om bordet, indtil ministeren tager ordet: ” Det var da interessant. Jeg troede, det var mit,” lyder det ironisk.

Javel, hr. minister! er generelt meget velskrevet og om ikke ligefrem en pageturner, så ret spændende og levende formidlet. Og så hjælper det selvfølgelig også på min interesse at jeg selv er ansat i staten og har arbejdet i forskellige styrelser i en del år – mens Lene fx ikke var imponeret.

En sidste bemærkning: hvordan kan en så udmærket bog have sådan et grimt omslag? Jeg har ikke rigtig noget imod Roald Als, men jeg synes godt hans tegninger må blive inde i min avis.

Jeg er virkelig stor fan af Kazuo Ishiguros bøger der plejer at være kringlede, subtile og kompromisløse på én gang. Det er denne også, selv om den nu ikke kan måle sig med The Unconsoled og A Pale View of Hills.

Hovedpersonen og fortælleren er en pensioneret japansk kunstmaler der i årene efter anden verdenskrig bliver tvunget til at se tilbage på sit liv. I takt med at krigen nærmede sig, blev hans kunst mere og mere patriotisk – for ikke at sige nationalistisk og propagandistisk. Hvilken betydning har det mon for andre folks opfattelse af den gamle maler? Og kan det måske være det der ligger bag hans datters problemer med at blive gift?

Det lyder måske lidt ordinært. Men når bogen netop ikke er dét, skyldes det især den måde den er fortalt. Ligesom i flere af Kazuo Ishiguros andre bøger skal man ikke stole for meget på fortælleren; det er en gammel mand der prøver at overbevise sig selv om noget – og i løbet af bogen viser det sig måske at være noget andet end det man først tror. Sejt!

Panamericana minder ikke rigtig om noget andet jeg har læst, og jeg er ret fascineret. Det er en lille bog som jeg slugte på 1½ døgn og føler jeg snart må læse igen. Tidligere har jeg kun læst Borgerligt tusmørke af Simon Fruelund – den var også god, men dette er noget helt andet.

Handlingen er ikke afgørende, den er næsten lidt banal, men den fragmenterede fortælling om en håndfuld forbundne personer blandes med drømme og hallucinationer. Mange af bogens små kapitler starter med “Man kan forestille sig […]”, og så er scenen sat – både drømmene og virkeligheden er noget vi leger, og alligevel bliver man revet med af historien der nogle steder er hverdagsagtig, andre steder helt dramatisk.

Måske forstår jeg bedre hvad der er ved den bog, når jeg læser den igen.

Titlen er ikke engang det bedste ved denne lækre Martin A. Hansen-bog der oven i købet viser sig at være hans debutroman. Kort før jul læste jeg en vred og velargumenteret Bukdahl-artikel om hvor elendig Lykkelige Kristoffer er. Enig, enig, tænkte jeg, men alligevel fik jeg på en eller anden måde lyst til at læse Nu opgiver han der har stået på reolen og skulet i adskillige år.

Den handler om en landsby langt fra alting hvor tingenes tilstand stille og roligt går fra slemt til værre. Der er søskendestridigheder, landbrugskrise, utroskab, hjemvendte sønner og slåskamp mellem karlene, pludselig død og teknologisk fremskridt. Hans Otto ville blive helt varm og hjertet.

Jeg har svært ved at sætte fingeren på hvorfor denne skildring af bondelivet for knap 100 år siden appellerer til mig – måske er det fordi konflikterne er universelle nok, eller også er det fordi Martin A. Hansen skriver så fint og livligt som fx Jacob Paludan.