En forfatter er vist blevet mainstream når det nyeste værk står på det forreste bord i boghandlen ude i lufthavnen. Eller også er det bare forventningens glæde – det er otte år siden hans sidste bog, den virkelig fremragende roman Undtagelsen. 

Du forsvinder er også god, men slet ikke på niveau med Undtagelsen. Den er ganske vist velskrevet og ligesom forgængeren ekstremt grundigt researchet, men emnet og fortælleteknikken fanger mig ikke helt på samme måde. Bogen handler kort sagt om en mand der får en hjerneskade som får ham til at ændre personlighed – til det værre – og oven i købet til at begå svindel med andres penge. Man følger hans kone der forsøger at holde rede på sine tanker om ægtefællen og om, hvornår noget egentlig er ens egen skyld, og hvad hun i det hele taget skylder ham.

Det er både relevant og læseværdigt, bare slet ikke lige så medrivende og overraskende som Undtagelsen – men mindre kan da også gøre det. I øvrigt er en dejlig detalje ved Du forsvinder at der gennem bogen er illustrationer af alt muligt – billeder af parrets hus, sønnens Facebook-profil, breve, artikler, undersøgelser, sms’er o.l. Sjov idé og lækkert lavet!

Højt niveau! Altså ikke kompliceret, men bare skidegodt skrevet. Det er ikke en ung og eksperimenterende forfatter der skal prøve et eller andet af, men mere som at læse nogle af de store amerikanske forfattere hvor man som læser føler at de aldrig ryster på hånden, men altid er tre skridt foran.

Atonement handler om helt store emner som krig og kærlighed – og om skyld og skam. Det bliver ikke rigtig bombastisk, fordi det er så fint forankret i en helt konkret situation – en sommerdag hvor man forstår hvorfor en ganske ung pige misforstår alting, og det får meget store konsekvenser.

Og så er der heldigvis også plads til de små sidespor – som når en migræneramt kvinde ligger og lytter til alle de velkendte lyde i huset. Intet uventet sker.

Lækkert! Er der nogen der ved om Ian McEwans andre bøger er lige så gode?

Det er meget sjældent jeg læser andet end skønlitteratur, men en kollega overbeviste mig om at det med denne bog var værd at gøre en undtagelse. Det havde hun ret i!

Det er en ret lang og grundig bog hvis hovedtese er at departementschefers magt generelt er langt større end de fleste ved, mens ministrenes magt er noget mindre. Ministrene er der tit kun i en kort periode og har travlt med også at lave partipolitik, gå i pressen – og ikke mindst forholde sig til alle de helt konkrete små og store sager bureaukratiet hele tiden overdænger dem med.

Departementscheferne – og under dem også hele embedsmandssystemet – er derimod ikke på valg og har dels en langsigtet interesse i at deres fagområde bliver behandlet bedst muligt (uanset ministerens partifarve), dels i at deres egen karriere bevæger sig i den rigtige retning.

Den historie kan man fortælle ret kort, men styrken ved bogen er al den resarch og alle de interviews den bygger på. Og så er den fuld af helt konkrete eksempler fra det sidste århundrede – med hovedvægt på de sidste 10-20 år. Her fx indledningen til kapitlet om Finansministeriet og om budgetbissernes tit anstrengte forhold til fagministerierne:

Rundt om bordet i Familie- og Forbrugerministeriet sidder 15-20 mennesker. Vi er til opstartsmøde på en ny sag. Sædvanen tro indledes der med en præsentationsrunde. Ministeren, Lars Barfoed, ved alle, hvem er. […] Departementschefen, Henrik Nepper-Christensen, er også en kendt figur på Slotsholmen. Et helt ungt menneske forekommer imidlertid de fleste ubekendt. “Jeg er fra Finansministeriet. Familie- og Forbrugerministeriet er mit ansvar,” præsenterer han sig. Der bliver stille rundt om bordet, indtil ministeren tager ordet: ” Det var da interessant. Jeg troede, det var mit,” lyder det ironisk.

Javel, hr. minister! er generelt meget velskrevet og om ikke ligefrem en pageturner, så ret spændende og levende formidlet. Og så hjælper det selvfølgelig også på min interesse at jeg selv er ansat i staten og har arbejdet i forskellige styrelser i en del år – mens Lene fx ikke var imponeret.

En sidste bemærkning: hvordan kan en så udmærket bog have sådan et grimt omslag? Jeg har ikke rigtig noget imod Roald Als, men jeg synes godt hans tegninger må blive inde i min avis.

Jeg er virkelig stor fan af Kazuo Ishiguros bøger der plejer at være kringlede, subtile og kompromisløse på én gang. Det er denne også, selv om den nu ikke kan måle sig med The Unconsoled og A Pale View of Hills.

Hovedpersonen og fortælleren er en pensioneret japansk kunstmaler der i årene efter anden verdenskrig bliver tvunget til at se tilbage på sit liv. I takt med at krigen nærmede sig, blev hans kunst mere og mere patriotisk – for ikke at sige nationalistisk og propagandistisk. Hvilken betydning har det mon for andre folks opfattelse af den gamle maler? Og kan det måske være det der ligger bag hans datters problemer med at blive gift?

Det lyder måske lidt ordinært. Men når bogen netop ikke er dét, skyldes det især den måde den er fortalt. Ligesom i flere af Kazuo Ishiguros andre bøger skal man ikke stole for meget på fortælleren; det er en gammel mand der prøver at overbevise sig selv om noget – og i løbet af bogen viser det sig måske at være noget andet end det man først tror. Sejt!

Panamericana minder ikke rigtig om noget andet jeg har læst, og jeg er ret fascineret. Det er en lille bog som jeg slugte på 1½ døgn og føler jeg snart må læse igen. Tidligere har jeg kun læst Borgerligt tusmørke af Simon Fruelund – den var også god, men dette er noget helt andet.

Handlingen er ikke afgørende, den er næsten lidt banal, men den fragmenterede fortælling om en håndfuld forbundne personer blandes med drømme og hallucinationer. Mange af bogens små kapitler starter med “Man kan forestille sig […]”, og så er scenen sat – både drømmene og virkeligheden er noget vi leger, og alligevel bliver man revet med af historien der nogle steder er hverdagsagtig, andre steder helt dramatisk.

Måske forstår jeg bedre hvad der er ved den bog, når jeg læser den igen.

Titlen er ikke engang det bedste ved denne lækre Martin A. Hansen-bog der oven i købet viser sig at være hans debutroman. Kort før jul læste jeg en vred og velargumenteret Bukdahl-artikel om hvor elendig Lykkelige Kristoffer er. Enig, enig, tænkte jeg, men alligevel fik jeg på en eller anden måde lyst til at læse Nu opgiver han der har stået på reolen og skulet i adskillige år.

Den handler om en landsby langt fra alting hvor tingenes tilstand stille og roligt går fra slemt til værre. Der er søskendestridigheder, landbrugskrise, utroskab, hjemvendte sønner og slåskamp mellem karlene, pludselig død og teknologisk fremskridt. Hans Otto ville blive helt varm og hjertet.

Jeg har svært ved at sætte fingeren på hvorfor denne skildring af bondelivet for knap 100 år siden appellerer til mig – måske er det fordi konflikterne er universelle nok, eller også er det fordi Martin A. Hansen skriver så fint og livligt som fx Jacob Paludan.

Suk. Min mor – som har undervist nok gange i denne bog i gymnasiet – havde vist advaret mig, men jeg skulle alligevel lige prøve. Jeg læste om den på Martins komma-fetich-blog og syntes den lød lidt sjov. Men Being There er halvulidelig på den moralisererende, pædagogiske og papudskårne måde.

Chance er gartner og autist og bor i et hus i New York hvor han bruger tiden på at se fjernsyn og ellers passe haven og sig selv. Han kommer ingen steder fra, hedder ikke andet end Chance og er heldig at husets ejer giver ham kost og logi. Han har aldrig været uden for haven før husets ejer dør, og Chance bliver sat på gaden.

Her bliver han mødt af en verden han ellers kun har set i fjernsynet. Ved et tilfælde kommer han hurtigt i kontakt med toppen af USA’s erhvervsliv, og da ingen forestiller sig at denne man bare er gartner og autist,  fortolker de hans meget banale udsagn som metaforer. Inden længe møder han selveste USA’s præsident, og når talen falder på nationaløkonomien, snakker Chance bare om sin have. Præsidenten synes at det med tørke og regn, gode rødder og opblomstring er fantastiske symboler og bruger det kort efter i en tale. Herfra går det hurtigt med interessen for Chance, og hans forsøg på at sige noget meningsfuldt bliver hver gang modtaget ekstremt velvilligt. Inden bogen slutter, luftes tanken om at han måske skal være USA’s næste præsident.

Kejserens nye klæder-metaforikken er voldsomt tung, og selv om bogen ikke udgiver sig for at være socialrealistisk, stikker det usandsynlige i elitens benovelse over Chance meget i øjnene. Being There er svagt underholdende hele vejen igennem, men det overskygges af Kosinskis konstant løftede pegefinger.

Halleluja! Don DeLillo har udgivet en novellesamling, og den er god!

Selv om The Angel Esmeralda er hans første novellesamling, er det ikke nyt for ham at skrive noveller – DeLillo har løbende udgivet noveller i amerikanske tidsskrifter; nu udgiver han bare nogle af dem. Novellerne i denne samling er skrevet over en periode på mere end 30 år, og den nyeste er fra i år.

Fordi jeg er så begejstret, skriver jeg lidt om hver af dem.

• Creation (1979): En ret Waiting for Godot-agtig lille historie der foregår på en caribisk ø. Hovedpersonen og hans kone har meget svært ved at komme afsted fra øen – flyet er aflyst, ventelisten er lang, ingen ved hvornår det næste kommer osv. Endelig får parret en enkelt billet, konen rejser, og hovedpersonen bliver hængende og er konen utro på en helt utroligt lad og passiv måde.
• Human Moments in World War III (1983): Stille og nostalgisk fremtidshistorie om to besætningsmedlemmer på et rumskib, langt fra krigen på jorden. Jeg synes der er lidt Kurt Vonnegut i den.
• The Runner (1988): En mand løber rundt og rundt i Central Park, mens en kidnapningsscene udspiller sig. Omdrejningspunktet er ikke kidnapningen men løberens tøvende og kejtede samtale med en ældre dame i parken – klassisk og fantastisk DeLillo-dialog.
• The Ivory Acrobat (1988): Mere ventelitteratur. En ung kvinde oplever indtil flere jordskælv i Athen og bruger resten af novellen på at gå rundt og frygte det næste. Jeg oplevede en helt konkret fysisk uro i kroppen af at læse denne lille novelle.
• The Angel Esmeralda (1994): Forlægget til et kapitel i DeLillos kæmpebog Underworld om to nonners velgørenhedsarbejde i slummen. De støder på en helt ung pige – Esmeralda – der lever alene i dyngerne på en losseplads, og nonnerne bekymrer sig for hende. Da hun bliver voldtaget og dræbt, viser hendes ansigt sig på en Minute Maid-reklame ved en indfaldsvej – og nonnernes tro bliver sat på en prøve. Stor sort humor!
• Baader-Meinhof (2002): Terror i lille og stor skala. En kvinde og en mand møder hinanden på et galleri der viser billeder af Baader-Meinhof-gruppens lig. De går hjem til hende, hun får kolde fødder, og manden er tæt på at voldtage hende. En ret hårrejsende og ubehagelig lille historie.
• Midnight in Dostoevsky (2009): Hovedpersonerne er to collegedrenge, dvs. noget yngre end DeLillos personer plejer at være. De fordriver tiden mellem logik-timerne med at gå lange ture og sandsynliggøre diverse teorier med de bedste forhåndenværende argumenter – et særligt spil de har udviklet. Meget atypisk DeLillo-læsning, men stadig fremragende.
• Hammer and Sickle (2010): En flabet finanskrise-historie. I et fængsel afsoner en mand straffen for økonomisk kriminalitet, da hans to små døtre begynder at optræde på tv med en børneudgave af finansnyhederne. Pigernes replikker er skrevet af børnenes mor, måske som en ekstra straf til farmand i fængslet. Dialogen er virkelig foruroligende og grænseoverskridende – ikke bare for manden i fængslet, men også for den der læser den vilde novelle.
• The Starveling (2011): Der er lidt Paul Auster over den sidste og helt nye historie om en gruppe hvileløse mennesker der rejser med subway og busser rundt på Manhattan for at se fire-fem obskure biografforestillinger om dagen. På en gang meget distanceret og meget humant.

Sunset Park er faktisk ikke en helt typisk Paul Auster-bog – men okay, det skrev jeg også om Man in the Dark, så det kan selvfølgelig også være han bare er begyndt at skrive lidt anderledes.

Bogen handler om Miles, 28-årig mand som måske, måske ikke, er skyld i sin papbrors død og er flygtet fra alting fordi han ikke kan holde det ud. Men han bliver – selvfølgelig! – nødt til at vende tilbage til New York og konfrontere sin fortid. Her møder han også en lang række personer der hver har sin historie og sin kamp at kæmpe.

Jeg var ikke så grebet af Sunset Park som jeg af og til kan være når jeg læser Paul Auster. Til gengæld er der masser af litterært lir, New York-lækkerhed og sjove detaljer.

Se fx her hvordan det går når Miles allerførste gang møder sit livs kærlighed:

She was sitting on the grass reading a book, and not ten feet away from her he too was sitting in the grass reading a book,which happened to be the same book as hers, the same book in an identical soft-cover edition, The Great Gatsby, which he was reading for the third time since his father gave it to him as a present on his sixteenth birthday.

Det er sjovt, for i den forrige bog jeg læste – Murakamis Norwegian Wood – var det The Great Gatsby der fik Watanabe til i første omgang at falde i snak med Nagasawa. Og hey – hvem glemmer nogensinde Søren Ulrik Thomsens ord fra Det værste og det bedste: “at man jo altid kan læse Den store Gatsby / én gang til er det bedste”?

Mindre nørdet bliver det ikke når Miles diskuterer baseball med sin svoger, og talen falder på den baseballkamp i 1951 som på sin egen måde er omdrejningspunktet for hele Don DeLillos kæmpestore Underworld.

Nå, det var et sidespor. Det er ikke de her små detaljer der holder bogen oppe – jeg synes bare det er sjovt. Men udmærket bog uanset hvad.

Alen Mešković, forfatteren til Ukulele-Jam, har boet lige mange år i Bosnien og Danmark – lidt fascinerende når han kun er 34 år og nu har skrevet sin anden bog. Jeg havde ikke hørt om ham før jeg fik denne bog af min kæreste for en måneds tid siden.

Den handler om en bosnisk dreng der under krigen i halvfemserne bliver evakueret sammen med sin familie fra deres hus i Bosnien og bliver indkvarteret i en flygtningelejr i et nedlagt kroatisk feriecenter. Her forsøger han at få en hverdag til at fungere med skole, venner, kærester og Converse-sko, men det bliver sværere efterhånden som krigen udvikler sig og det bliver dårligere at have et muslimskklingende navn i Kroatien.

Bogen er på mange måder en slags ungdomsroman – dvs. den kunne sagtens appellere til folk på halvdelen af min alder, men jeg var nu ikke bare virkelig godt underholdt, men også ret grebet af historien – både hovedpersonens personlige historie og den virkelighed han lever i. Jeg havde i forvejen prøvet at forstå hvad konflikten på Balkan gik ud på, men man får som bekendt en helt anden fornemmelse af det når man hører en personlig stemme.

Samtidig var det noget særligt at læse bogen fordi jeg både sidste år og i år har været på ferie i Kroatien – og selvsagt bare oplevet det som et dejligt sted med sol, glade mennesker, flot natur og masser af fantastisk frisk fisk og god olivenolie. Med andre ord meget let at glemme at der var krig for 15 år siden.

Den er godt skrevet, underholdende, spændende og falder ikke for fristelsen til at overdrive traumerne; helheden i historien er en på mange måder almindelig ungdom i skyggen af en ret ualmindelig situation.