Et essay af Søren Ulrik Thomsen! Sidst jeg læste prosa af ham, var vist En dans på gloser for over tyve år siden, og jeg husker den lidt tung, så jeg blev faktisk helt lettet da jeg kom i gang med Store Kongensgade 23, for den er lige til at sluge.

Udgangspunktet for essayet er et forsøg på at indkredse den vigtigste periode i Søren Ulrik Thomsens liv. Den fandt sted i løbet af kun et års tid da han som ung flyttede med sine forældre fra Stevns til København på – ja, gæt selv hvilken adresse.

At perioden var vigtig, hænger nok sammen med at han var 16-17 år og med de erfaringer man nu engang gør sig i den alder (jeg er i den forbindelse vild med beskrivelsen af forholdet til Jane!) – men også med at hans mor var syg. Hun var alvorligt depressiv, vurderede psykiatrien, og fik gennem en længere periode en række elektrochok og en masse medicin som ikke hjalp, og hun blev indlagt på lukkede afdelinger af flere omgange. Barsk kost for en knægt der ikke engang er fyldt 18.

Nå, men det hele er så vildt skrevet. Prøv lige at se den her start på bogens ottende afsnit:

Og først nu falder det mig ind, at min livslange afsky for provinsen måske i lige så høj grad som værende begrundet i de faktiske forhold i stakkels Store Heddinge for et halvt århundrede siden kan skyldes, at sorgen og rædslen over min mors sygdom var så voldsom, at jeg ikke kunne tåle at se den, når jeg kiggede ind i mig selv, hvor den må have resideret som en diktator, men at denne sorg til gengæld lige nøjagtigt kunne udholdes, når jeg kiggede ned ad Vestergade og registrerede forstemtheden i dens små, halvt sammensunkne huse, hvor en Kreidler med rævehale stod lænet op ad facaden, og et defekt lysstofrør blinkede i køkkenet bag de nikotingule nylongardiner.

Til gengæld – og det føles næsten frækt at sige noget negativt om selveste Søren Ulrik Thomsen – er der altså også noget der ikke fungerer. Hen mod slutningen dalede min begejstring, og det skyldes hans argumentation for at psykiatri ikke løser selve problemerne, men bare forsøger at dulme folks symptomer. Grundlæggende er jeg hverken enig eller uenig med manden, men hans argumenter er så vage og anekdotiske at det virker dumt. Hans mor blev først rask da hun mødte en psykolog der satte sig ned og talte med hende i stedet for at forsøge at behandle hende med medicin og elektricitet, og derfor kan man ikke bebrejde ham at han har mere fidus til terapi end kemi. Men når han i forsøget på at overbevise os andre eksempelvis tolker på en gammel annonce hvor psykiateren modtager klienten bag sit store mahogniskrivebord, og udlægger det selvbillede og de magtstrukturer reklamen implicer – ja så gør han altså ikke nogen klogere.

Stadig en dejlig bog – og så meget fylder nej til kemi-korstoget heller ikke.

 

Jeg var ret begejstret for Stræk tiden – Victor Boy Lindholms lille bog om at cykle, og derfor var det et sjovt tilfælde at jeg kort efter fik hans digtsamling Jeg slæber lungerne som en vægt om samme emne.

Men måske illustrerer det meget godt at jeg er mere til prosa end poesi. Digtene strækker sig vist over tre sæsoner – fra efterår til forår – hvorigennem fortælleren er rimelig ked af det og håndterer det ved at cykle og cykle og cykle. Mens han cykler, ser han på træerne og indfaldsvejene og prøver at glemme hvor nedtrykt han er.

Noget af det fungerer fint for mig – jeg kan eksempelvis ret godt lide sådan et lille digt her:

det lille håb
når jeg passerer sneppestien
på årets korteste dag
og næsten ikke kan indeholde mere
mørke

Men andre gange er det lidt gentagelser af at der er småkoldt og mørkt og at han slæber lungerne som en vægt. Vi kommer ikke nærmere hvad han er så ked af, og det ved man jo heller ikke altid selv, men måske kan temaet bare ikke bære en hel digtsamling.

“F-ordet er en bog for dig, der gerne vil vide, hvad feminisme er, og hvad du skal med den.”

Sådan står der på den første side af Sanne Søndergaards bog om – ja, feminisme. Det er grundlæggende en gennemgang af feministisk teori med masser af konkrete eksempler, argumenter og modargumenter, ordforklaringer osv. Jeg fandt ud af undervejs at jeg kender en der har læst kønsstudier med Sanne Søndergaard engang, og jeg tænker at bogen her måske er en måde at formidle denne viden (og en masse nyere forskning og friske personlige erfaringer) til alle os der ikke lige har læst kønsstudier.

Og for sådan en som mig falder F-ordet egentlig på et tørt sted. Jeg var klar til at kalde mig selv feminist allerede inden jeg læste bogen, men jeg vidste ikke særlig meget om hvad det betød. Så mit feministiske virke var nok begrænset til at prøve ikke at opføre mig som et røvhul og opdrage vores sønner til at blive nogle gode drenge.

Efter at have læst bogen er jeg blevet klogere på en masse ting. Selve det at man laver distinktioner, kategoriserer adfærd og bruger præcise begreber for forskellige fænomener skærper jo ens forståelse af et område, præcis ligesom når man lærer et nyt fag.

Og denne viden kan forhåbentlig hjælpe sådan nogen som mig – og en hel masse andre – med at skubbe verden i den rigtige retning når vi støder på skadelige strukturer, uhensigtsmæssig praksis og helt almindelig tarvelig opførsel.

Nu lyder det måske som om bogen er meget teoretisk eller tung, men Sanne Søndergaard er som bekendt komiker, og det skinner igennem i bogen. Det er sikkert smag og behag, også alt efter hvor velfunderet man i forvejen er i den slags teori, men for mig er balancen mellem jokes, gode eksempler, feministisk forskning og eksempler fra vores allesammens hverdag rigtig god.

Klar anbefaling! Og så skal jeg altså også læse noget skønlitteratur igen.

Det er 100 år (ni for at være præcis) siden jeg sidst har læst noget Murakami – nu fik jeg denne ret nye bog for en måneds tid siden og har netop læst den færdig. Og nydt det!

Jeg har ellers kun læst romaner af ham, men First Person Singular er små historier skrevet i, ja, første person ental. Nogle af dem er fine og fortættede, andre dejligt underspillede og langsomme på den måde jeg husker fra flere af hans romaner, men nogle af dem virker mere lidt sludrende og ligegyldige.

Noget af det bedste er måske historien Charlie Parker Plays Bossa Nova der handler om en mand der har skrevet en anmeldelse af en fiktiv plade med samme titel som novellen – en plade som vel at mærke af umulig da bossa nova først blev opfundet efter Charlie Parkers død. Beskrivelserne af numrene på pladen er så fængende og indgående at man næsten ikke kan forstå at albummet ikke findes, og så sker der nogle dejligt drømme-agtige ting.

Og dårligst er nok The Yakult Swallows Poetry Collection hvor fortælleren (som er eller skal forestille at være Murakami selv) beretter om sin kærlighed til baseball og om de middelmådige digte han har skrevet under kampene.

Men med Haruki Murakami er det lidt som en god ven man har kendt længe – man tager det hele med og hygger sig godt med det uanset hvad. Og det må snart være tid til at læse en af hans romaner igen!

Indtil for ikke så længe siden drev Bo Bech en fremragende restaurant på Kongens Nytorv ved navn Geist. Her var retterne kendetegnet ved at de hver bestod af to-tre-fire bestanddele – typisk overraskende kombinationer – der samlet set smagte uventet godt. Råt oksekød, stenbiderrogn og Piment d’Espelette. Eller mælkeis, wasabi og flødekaramel.

Den restaurant savner jeg – men heldigvis skriver Kazuo Ishiguro stadig bøger på lidt den samme måde. En syg pige, en robot og en skinnende sol – så har du en vild roman.

Fortælleren er robotten Klara – eller den kunstige ven, som det diplomatisk kaldes i bogens univers, hvor det ikke er ualmindeligt at børn får en kunstig ven til at holde dem med selskab. Klara står i en butik i byen og håber at blive købt, og det bliver hun også en dag – af den syge pige Josie. I Josie og moderens hus på landet finder de en hverdag hvor Klara observerer, lærer og forsøger at gøre sig fortjent til at være blevet udvalgt. Sygdommen forværres, og Klara forsøger at redde Josie ved at lave en handel med selveste solen.

Lyder vanvittigt og er det egentlig også – men samtidig en fuldstændig stilfærdig bog. Og ligesom flere af hans andre bøger kan man – hvis man vil – læse mange lag af eksistentiel betydning ind i den ellers gribende og fine konkrete historie. I så fald handler bogen om tro, håb og kærlighed, bogstaveligt talt.

Kazuo Ishiguro er en vild forfatter, og jeg håber han skriver tusind bøger mere!

Min kæreste har læst de to første Harry Potter-bøger højt for vores børn, og det har været et meget hyppigt samtaleevne i vores familie. Men jeg havde hverken læst bøgerne eller set filmene og var lidt udenfor, og derfor har de for nylig givet mig de to første bøger.

Den første  har jeg læst nu, og jeg er vel den sidste på jorden der stifter bekendtskab med Hogwarts, så der er egentlig ikke så meget at sige. Jeg er ikke helt solgt, men heller ikke afskrækket, og jeg skal også nok læse 2’eren en dag.

Denne bog handler om noget så brutalt som fortællerens far selvmord. Fortælleren er, så vidt jeg kan forstå, nogenlunde 1:1 den samme som forfatteren der var fem år gammel da hans far tog sit eget liv.

Det er en lidt speciel præmis for at mene noget om sådan en bog, for det ville fremstå lidt følelseskoldt hvis man tillod sig at mene at den var kedelig, dårligt skrevet eller noget i den retning. Det er den nu heller ikke, men jeg synes den var tung at komme igennem.

For det første er den lang. For det andet er den selvfølgelig langt hen ad vejen virkelig sørgelig. For det tredje er den formæssigt ikke særlig let tilgængelig. Den skifter mellem forskellige måder at skrive på – små fragmenter, afsnit med versaler, et væld af distancerende anførselstegn, grå tekstbokse og abrupte afsnits- og sideskift. I starten ledte jeg efter en særlig mening med det hele, men med tiden gled det over i bare at virke som en måde at få virkelig svært stof ned på skrift.

På bogens bagside fremgår det at den blandt andet handler om giftig maskulinitet. Det er måske der jeg synes den er bedst – i portrætterne af de mænd som fulgte efter den afdøde far som deres mors kærester. Den ene er et forfærdeligt og afstumpet menneske, den anden bare lidt et røvhul, men begge med en kønsopfattelse der strider noget mod fortællerens gryende bevidsthed om sin egen homoseksualitet. Deres trælse måde at være på er hjerteskærende troværdigt beskrevet – især fordi det er set gennem det sårede og skræmte barns øjne.

Og så føler jeg mig i øvrigt skrækkelig gammel, fordi jeg har nået en alder hvor mine refleksioner over bogen ikke går i retning af min far, men mere på mine sønner og hvilket billede af at være mand eller dreng jeg er med til at skabe.

Kort sagt – tung, vild, svær og smuk bog. Og i øvrigt Glenn Bechs debut. Spændt på hvilken retning hans næste bog tager!

Bedste Helle Helle-bog i mange år! Bob handler om Bob, og på den måde adskiller den sig fra alle de af hendes bøger som handler om kvinder. Finten er her at den er fortalt af Bobs kæreste som er tæt på fuldstændig fraværende gennem bogen. Ikke desto mindre ved fortælleren alt om Bobs indre og ydre liv, hans minder og hvad han oplever.

Bogen starter da Bob og fortælleren flytter til Vanløse engang i midten af firserne. Kæresten læser et eller andet på humaniora, mens Bob ikke rigtig ved hvad han skal. Han får nogle vagter på et hotel i Nyhavn, falder i snak med nogle mennesker, gør lidt rent i lejligheden, går rundt om Damhussøen og undgår i det hele taget at gøre noget som helst som betyder noget.

Han har et spøjst kvindetække som han ikke rigtig selv har ønsket og ikke rigtig handler på – sikkert af loyalitet over for den kæreste der ellers ikke lader til at betage ham særlig meget.

Jeg kan gode lidt det fortællemæssige greb med den usynlige alvidende kærestefortæller – uanset hvad det skal til for – og jeg synes beskrivelsen af firsernes København er fantastisk. Her går folk rundt og taler som man gjorde dengang, går ind og ud af butikker der ikke længere findes, og ryger cigaretter over det hele.

Den er på sin egen måde mere trist end Helle Helles seneste bog de (selv om den handler om alvorlig sygdom), men også mere underspillet komisk. Og fuldstændig livagtig i sproget, beskrivelserne og stemningerne.

Fem essays om at cykle. Hvor vil man hen med det, tænkte jeg inden jeg gik i gang med bogen. Efter at have læst den kan jeg stadig ikke svare helt klart på det, men det føles ikke så vigtigt længere – det er en dejlig bog at læse! Det er personlige beretninger om forfatterens egne cykelture i Europa og i Danmark. Stilfærdigt, udramatisk og grundlæggende virkelig godt skrevet.

Jeg læser nærmest aldrig biografier, men den her handler om min kærestes farmors søster – eller min svigerfars moster om man vil. Og jeg har hørt meget om Inger Lauritzen, set hendes hus i Lønstrup, og jeg synger ofte en af hendes sange som godnatsang for børnene. Nu har jeg også læst bogen om hende, og det var spændende nok, men det har forfatteren ikke en særlig stor del af æren for.

Historien om Inger Lauritzens liv er interessant – ikke kun fordi jeg kender hendes familie, men også fordi det er en verden jeg ikke kender særlig meget til. Hun blev født i Vennebjerg, en lille by tæt ved Vesterhavet, og flyttede ned til Lønstrup ved vandet da hun giftede sig med en fisker. Lønstrup er en hyggelig turistby med danske og udenlandske sommerhusgæster, og modsat Løkkens festprofil er Lønstrup mere Skagen-agtig med god mad og fokus på natur, traditioner og lokal historie. Men i Inger Lauritzens unge dage var livet i byen ikke langt fra at være en kamp for overlevelse – både fordi fiskerne tjente ganske lidt og fordi mange ikke vendte tilbage fra havet når det blev uvejr.

Alligevel har det været en overvejende irriterende læseoplevelse. Jeg tror kernen i det for mig er at man kan fornemme forfatterens totale hengivenhed over for den biograferede. Det kommer til at virke overraskende uprofessionelt når skribenten ikke har nogen distance til den hun beskriver – hun fremstår benovet, naiv og fuldstændig ukritisk. Ikke fordi jeg kender til nogle mørke hemmeligheder om Inger Lauritzen som burde have været med – men fordi hun i hvert eneste afsnit beskrives om usædvanligt dygtig, høflig, stærk, tapper, talentfuld og enestående. Det var hun muligvis også, men det er vildt irriterende at læse. Og så stikker det ud når forfatteren ikke kan nære sig for udtrykkeligt at fælde dom:

Ligesom tømreren ikke spurgte sin søn, hvad han havde lyst til at lave, når han blev stor, spurgte fiskeren ikke sin søn. Tømrerens søn blev tømrer, og fiskerens søn blev fisker. Døtrene fik mand, hjem og børn at tage sig af. Det var ikke noget, man behøvede at tale om. Det var bare sådan, det var, og det var der ikke noget galt i.

Kort sagt – læseværdig nok, især når man kender familien, men kun for selve historien, ikke for den alt for imponerede forfatters underliggende stemme.