Et lille skridt på den meget lange vej til jeg har læst Knut Hamsuns samlede værker på norsk. Det plejer at være ret fedt når jeg beslutter at det er tid til endnu en Knut, men Redaktør Lynge er lidt i den kedelige ende.

Det er historien om en grundlæggende intrigant, infantil og intelligent redaktør af avisen Gazetten. Man følger redaktør Lynge gennem en tid, og i starten virker hans avis og hans projekt prisværdigt, men efterhånden viser det sig at avisen er en slags Ekstra Bladet, og at redaktøren lever efter devisen om at dårlig omtale er bedre end ingen omtale.

Sideløbende med redaktørens historie hører man også om en familie i byen der på forskellige måder kommer i kontakt med redaktøren – og ikke mindst om datteren der kommer i kontakt med flere mænd. Her er der klassisk Hamsun med forelskede knudemænd:

Nu var endog hendes Røst blit lavere og hun saa Folk ugjærne i Ansigtet. Og allikevel, allikevel gik det Fløitespil gjennem ham naar han kom hende nær, og det trods hendes Skjødesløshed, hun hadde ikke engang sat sit Haar op.

Selv om de gode gamle kærlighedspinsler er fine som altid, og portrættet af redaktør Lynge tit er sjovt, hænger bogen ikke rigtig sammen, og det bliver ikke helt så sjovt, hjerteskærende eller skarpt som Hamsuns bøger ellers tit er.

Denne bog havde jeg bestilt allerede inden den udkom 7. maj. For det første er jeg blevet virkelig begejstret for Kazuo Ishigiro efter at have genlæst The Unconsoled og læst A Pale View of Hills. For det andet minder titlen mig om komponisten Frédéric Chopins fine små natlige musikstykker. Og så lyder undertitlen Five Stories of Music and Nightfall bare virkelig trist og lækkert.

Så mine forventninger var høje, og derfor blev jeg måske også en lille smule skuffet. Det er absolut en læseværdig bog – stil, suspense og nostalgi spiller fint sammen i de fem noveller der vitterligt allesammen kredser om musikken og natten. Men hvor jeg synes der er noget kompromisløst og subtilt grænsesøgende i hans andre bøger, er Nocturnes blidere og næsten lidt leflende sine steder.

Jeg læste engang et interview med Kazuo Ishiguro hvor han sagde noget i retning af at han skriver hver bog som om det var den sidste; den skal være ultimativ, original og et klimaks i sig selv. Hvis dette var Ishiguros sidste bog, ville det snarere virke som et lidt resignerende farvel. Men det er det forhåbentlig ikke!

Jeg kan virkelig ikke anbefale A History of the World in 10½ Chapters. Jeg har i årevis fornemmet at jeg gik glip af noget ved at aldrig at have læst noget af Julian Barnes og købte derfor denne bog og gik til den med et åbent sind. Men ak! Det er absolut en af de bøger man bare burde have lagt fra sig.

Og jeg ved ikke engang helt hvad der er galt. Den er gennemført velskrevet, men på en måde der giver mig kvalme. Er der nogen der kan forklare mig hvorfor?

For halvanden måneds tid siden vadede jeg tilfældigvis direkte ind i en lyrikfestival i Odense. Her var en fransk kvinde i gang med at læse nogle små tekstbidder op som løbende blev oversat til dansk. Kvinden viste sig at hedde Nathalie Quintane, og bogen hun læste op fra, hed Remarques.

Det var nogle små – ja – bemærkninger eller betragtninger over dagligdagsfænomener. Utrolig kort, vældig konkret og faktisk slet ikke lommefilosofisk. End ikke specielt lyrisk.

Det var med andre ord noget der lå inden for min formåen udi det franske sprog, og derfor købte jeg bogen i Paris i sidste uge og læste den i løbet af et par dage. Og det var sjovt nok – jeg kan lige give et par eksempler (med min egen og ubehjælpsomme oversættelse):

Il est impossible de saisir la configuration générale d’une maison, en étant dans les toilettes. (Det er umuligt at opfatte den generelle opbygning af et hus, når man er på toilettet.)

La peau de la tomate maintient la tomate dans sa peau. (Tomatens skind holder tomaten i skindet.)

Trois assiettes, posées mouillées à la verticale, sont sèches le lendemain. (Tre tallerkener, stillet på højkant når de er våde, er tørre dagen efter.)

Fokus er altså på den lillebitte iagttagelse – det er tit ret jordnært og efter min mening slet ikke så tænksomt som Piet Hein-gruk og den slags. Hvis man skal læse en dyb lære ud af de små tekster, skal man vist ret meget ville det selv.

Alligevel, eller måske derfor, er det heller ikke nogen kæmpe oplevelse at stave sig igennem Remarques. Jeg har det ret svært med poesi generelt (det gibbede lige i mig da jeg måtte finde denne på lyrikhylderne) – måske fordi jeg kommer til at læse det alt for hurtigt. Her var det for så vidt en fordel at jeg læste Nathalie Quintane på fransk, da det naturligt sænker mit læsetempo til en tredjedel af det sædvanlige.

Jeg prøver at forestille mig hvordan det ville være at bladre de 60 sider igennem på dansk. En anelse ensformigt, alt for hurtigt og lidt skuffende – tror jeg.

Tatt av kvinnen er Erlend Loes debutbog og nok lidt mere alvorlig end de andre jeg har læst af ham.

Den danske titel er Kvinden flytter ind, og det er lige præcis dét den handler om. Den unge mandlige hovedperson bliver invaderet på alle fronter af den noget mindre jordnære Marianne. Hun har sine noget skabagtige meninger om livet og hvordan det skal leves – og hovedpersonen har ikke rigtig nogen mening over hovedet. Trods fortællerens apati bliver det til en del konfrontationer gennem bogen, og som læser kan jeg ikke lade være med konsekvent at tage hovedpersonens parti.

Det lyder måske lidt som en kærlighedsroman, men det er det ikke. Vægten er på fortællerens jordbundenhed og gennemgående accept af Mariannes luner. Samtidig er Tatt av kvinnen ligesom Loes andre bøger lidt sjov, bl.a. i sine superkonkrete og lidt naive studier af social ageren. Her har parret inviteret en flok nye og gamle venner på middag:

Ruth tok selskapet med storm og fortalte at hun plagdes slik med rennende nese. Hun hadde for ikke lenge siden oppdaget en måte å bruke nesedråper på som var i ferd med at revolusjonere hele hennes nasale helse. Hun viste oss en flaske med nesedråper og med ett satt vi alle og nikket. Jeg nikket også, og jeg presset i tillegg leppene sammen og lagde en imponert, men samtidig lavmælt bekreftende lyd. Jeg regnet med at det kunne være med på å gi vennskapet en god start.

Der er dog som sagt mindre komik end i de nyere bøger, og det fungerer også fint. Der er noget rigtig godt over den konstante irritation man føler over den krukkede Marianne og hovedpersonens evne til at sætte foden ned. Den allersidste sætning i bogen, der på en pludselig og alt for reflekterende måde fortolker bogen for virkelig tungnemme læsere, trækker imidlertid det hele lidt ned – det er ret synd!

Til sidst en mere praktisk og lidt reklameagtig bemærkning – jeg har længe ikke kunnet finde noget sted hvor man kan købe norske bøger på nettet (andet end norske netbutikker hvor portoen koster det dobbelte af bøgerne), og da jeg var i Norge for nylig, kom jeg ikke i nærheden af en boghandel. Men så fandt jeg dette sted – noget COOP-halløj i samarbejde med noget der hedder AdLibris. Det fungerede fint, og jeg skulle kun betale for lokal fragt.

Anmelderklichéen der passer bedst på A Pale View of Hills er vist at den er ‘foruroligende’. Det lyder lidt slidt og tamt, men der er virkelig noget meget ubehageligt og ildevarslende der hele tiden lurer under overfladen i denne ellers ret stilfærdige lille bog.

Historien foregår i en ramme hvor Etsuko, en ældre japansk kvinde som er bosat i England og hvis datter for nylig har hængt sig selv, tænker tilbage på en sommer for mange år siden da hun boede lidt uden for Nagasaki.

Erindringerne går især på Etsukos møde og spirende venskab med en mystisk kvinde der flytter til byen sammen med sin sky datter – og om kvindens forsøg på at få sit liv til at hænge sammen. Men hun tænker også tilbage på et noget ulige magtforhold med sin mand, på sin svigerfar og hans bekymring over nutidens begejstring over vestlige værdier, og i baghovedet har hun hele tiden også bomben der faldt i Nagasaki.

Det lyder ordinært, men er på alle måder mærkeligt, dystert og en lille smule gyseragtigt. Dels er der nogle perifære hentydninger til nogle meget horror-agtige episoder, dels er der i udbredt grad en forvirrende kombination af høflighed og fjendtlig afstand mellem personerne. Og så sker der nogle ganske få ting der får hele læserens virkelighedsopfattelse til at tippe. Det minder måske i virkeligheden om det man oplever i slutningen af denne film – dog med en tand mere usikkerhed og lidt mindre tadaa-effekt.

Alt i alt en overraskende god bog; Kazuo Ishiguro er en fantastisk forfatter. Det var min meget positive oplevelse af at genlæse The Unconsoled der fik mig til at få fat i A Pale View of Hills – nu må jeg snart købe noget mere af ham.

Okay, dét her er en god bog!

Tidligere har jeg læst romanerne Rødby-Puttgarden og Ned til hundene som efter min mening minder ret meget om hinanden. Men det her er – selvfølgelig i høj grad pga. novelleformen – helt klart noget andet. 16 fine små tekster fra det Danmark der ligger uden for de store byer og om folk der oplever ting som ikke nødvendigvis er voldsomt dramatiske.

Et eksempel er novellen Globryllup om en kvinde der kommer til at stå af bussen et helt forkert sted og har en håndfuld timer i en lille by mens hun venter på den næste. Hun går ind i en kirke hvor der er et bryllup i gang, bliver taget for en rigtig gæst og ender med at tage med ud til bryllupsfesten selv om ingen helt ved hvem hun er. Hun er nok lidt nysgerrig – men kan mest af alt bare ikke rigtig finde ud af at få sagt at hun slet ikke hører til.

Og sådan er der mange af novellerne der handler om de kejtede, lidt sjove, halvtriste eller decideret ubehagelige små situationer hvor folk ikke rigtig får sagt, gjort eller forstået det de nok skulle.

Helle Helle beskriver det virkelig skarpt, fint og ikke nedladende – Biler og dyr er virkelig god!

Sidste uge tilbragte jeg i en norsk hytte foran pejsen med denne bog. Det er lidt tid siden jeg læste Män som hatar kvinnor, og nu var jeg klar igen.

Hvor jeg sidst egentlig var lidt skuffet, passede bogen denne gang udmærket til mine forventninger – måske fordi jeg havde sat dem lidt ned. Den er forholdsvis spændende, der er en del sideforløb, de gode vinder etc.

Men på et par punkter er den faktisk lidt bedre: i den første bog er hovedpersonen journalisten Mikael Blomkvist, og her fornemmer man måske nok at Stieg Larsson er lige lovlig begejstret for sin hovedperson og hans pletvise supermand-træk. Men i Flickan som lekte med elden er hovedpersonen den introverte hacker Lisbeth Salander, og hun er en noget mere kompleks person. Helt klart protagonist, men ikke en vildt sympatisk en af slagsen. Og det giver bogen – lidt mere dybde, skulle jeg til at skrive – nej, men i hvert fald lidt mere tyngde.

Desuden er det et fint træk ved to’eren i serien at den ikke (som etteren) har sit spændingsmæssige klimaks halvandet hundrede sider før den slutter, men nærmere på de allersidste par sider.

Og så er det jo bare en fest at læse en svensk bog på svensk – even better than the real thing. Her er Lisbeth Salander et smut i Ikea:

Hon köpte två soffor av modellen Karlanda i sandfärget tyg, fem sviktande fåtöljer av märket Poäng, två runda kafébord i klarlackad björk, et soffbord Svansbo och några udda småbord av märket Lack. Från avdelingen med bokhyllor och förvaring beställde hon två uppsätningar av Ivar kombination förvaringsserie och två bokhyllor Bonde, en TV-bänk och Magiker förvaringshylla med dörrar. Hon komplemetterade med en Pax Nexus tredörrars garderob och två små byråar av modellen Malm.

Og sådan fortsætter det over en sides penge!

Der en bog mere i serien – Luftslottet som sprängdes – og den står klar på reolen til når jeg er klar til en nyt skud svensk krimi.

Hans Otto Jørgensens nyeste bog, der kaldes en roman, men nok mere er memoirer, er opkaldt efter Andy Warhols factory. Og i den selvbiografiske fremstilling peger mange ting også frem mod hans kunstneriske udvikling der som bekendt ender med at han blive forfatter og rektor for forfatterskolen.

Stilen er klassisk Hans Otto Jørgensen – kortfattet, mundtlig og tit lidt indforstået:

Jeg ved, hun er træt af det, at hun kun venter på en anledning, at hun skal overvinde sig selv til at sige det, at nu rider hun sig en tur. Så gør hun det, forsvinder ad markvejen, nu sætter hun i galop, og ikke to minutter efter forsvinder også Frits samme vej, ad markvejen, på sin knallert.
Frits er vores karl.
Jeg er jaloux.

Men på trods af genkendelsens glæde over stilen er det ikke nogen fantastisk bog. I mine øjne – måske bare fordi jeg ikke selv har det kunstnergen som Hans Otto kæmper så meget med – er meget af det lidt kedsommeligt – der er noget trivielt over det, både når han hakker roer og når han tager syre.

Det er mere end to år siden jeg læste Trækopfuglens krønike, og jeg undrer mig over at jeg først nu har fået læst mere af Haruki Murakami, for den var virkelig god. Det er Kafka on the Shore også. Lidt mere action, marginalt mindre mystisk og nogenlunde lige så fængende.

Plottet er noget underligt noget med en 15-årig dreng der forsøger at flygte fra sin onde fars ødipale forbandelser, en gammel mand der var ude for noget ganske underligt som barn og nu kan tale med katte, en androgyn bibliotekar og en truckfører der optræder som hjælpere, et par alvidende kommercielle figurer som Johnnie Walker og Colonel Sanders – og alt muligt andet skørt.

Stilen er præget af mindre tomgang end Trækopfuglens krønike – hvilket jeg egentlig savner lidt. Men ellers er der de samme ingredienser, herunder det lidt småfilosofiske hvilket godt kunne være nedtonet lidt. Der er også en del betragtninger i bogen der tager udgangspunkt i personernes oplevelser og diskussioner om litteratur og musik – det er altid med fare for at blive en anelse belærende, men samtidig også tit ret interessant og lærerigt.

Som i Trækopfuglens krønike er der mange ubesvarede spørgsmål når man lukker Kafka on the Shore efter 500 siders læsning – men jeg savner ikke den store opklaring. Måske forklarer Haruki Murakami selv hvorfor: i en af de nævnte lidt litterære passager diskuterer to af bogens personer en bog af den japanske forfatter Natsume Sōseki:

You have a strange feeling after you finish the book. It’s as if you wonder: what was Soseki trying to say? It’s as if not really knowing what he’s getting at is the part that stays with you.