Tænk at jeg skulle være en så trofast Helle Helle-læser og alligevel være så længe om at nå til denne tidlige lille bog!

Det er vist hendes debut og har også noget ret debutant-agtigt over sig. På godt og ondt kan man sige – der er noget dejligt friskt og ivrigt og insisterende og lidt studentikost over bogen.

Modsat Helle Helles andre bøger er der ikke ét handlingsforløb, men en masse fragmenter – mange af dem bare forbundet af et “To gader længere væk […]”. Og scenerne er tit lidt groteske og skøre. Et eksempel:

To gader længere væk er det dagen før skilsmisse.

En mand deler klaveret i to lige store dele og kommer til skade. Saven ridser en kort flænge i hans underarm.

Han laver en bandage af gårsdagens avis og forbereder en afskedstale til sin kone. Midt i sætningen »den første gang havde du en blå stråhat« falder hans blik på et billede i avisen. Det forestiller Bornholm. Han ville gerne til Bornholm. Han ved ikke hvorfor. Måden de taler på måske, og de vemodige øjne.

Meget af det er fint, rørende, sjovt og trist skrevet – og det er noget i stemningen og det bizarre univers der minder om Roy Anderssons film. Som jeg virkelig godt kan lide. Også selv om de – ligesom Helle Helles første lille bog her – kan være lidt forcerede i al deres underlighed.

Jeg hørte i øvrigt Eksempel på liv som lydbog indtalt af forfatteren selv, og det fungerede virkelig godt!