Jeg er ved at udforske hvad der egentlig findes af lydbøger, og mens der godt kan være lidt ventetid på nyudgivne bøger, er der tonsvis af klassikere. Med klassikere ved jeg aldrig rigtig om de stadig holder eller bare har været spændende for deres tid, men nu gav jeg Thomas Manns Døden i Venedig et forsøg – blandt andet fordi den er ganske kort, men også fordi den fungerer som et litterært omdrejningspunkt for Christina Hesselholdts ret gode Til lyden af sin egen tromme.

Og den er slet ikke dårlig! Det handler om en aldrende velanset østrigsk forfatter der følger sine kunstnerimpulser og tager et smut til Venedig på ubestemt tid. Her slår han sig ned på et hotel på Lidoen der svarer til hans rang. Rundt om på hotellets restaurant, morgenbuffet, strand og have – og flere gange inde i selve byen – støder han på en måske 14-årig dreng fra en adelig polsk familie. Forfatteren synes han er enestående smuk og forelsker sig voldsomt i ham på afstand.

Samtidig foregår der et eller andet i byen – der bliver pludselig brugt mange kræfter på at desinficere alting, og der er rygter om sygdom og død. Folk begynder at rejse fra byen. Forfatteren bliver stædigt boende for at være tæt på den polske dreng, og titlen indikerer næsten hvordan det hele ender.

Det fede er at selv om den stilistisk er gammeldags og fuld af lange, lange tyske sætningskonstruktioner, så er der noget provokerende og forfriskende over hovedpersonens på alle måder upassende fascination af barnets skønhed. Og så har Thomas Mann en fin sans for de små ukomfortable øjeblikke livet også består af – som da forfatteren frygter at blive snydt af manden der sejler hans gondol, men ender med at komme frem til det rigtige sted helt uden at betale. Ubehaget overstiger selvfølgelig besparelsen.

Jeg kiggede lige hvad Thomas Mann ellers har skrevet. Buddenbrooks er vist noget særligt, men også en lidt anden volumen…