Ud over den aldeles forfærdelige Jens Werner-bog fik jeg også et par andre bøger i starten af januar. Jordisk her var én af dem, og den blev ikke givet med en tilsvarende distance. Den var så også meget meget bedre, selv om det ikke siger så meget i sig selv.

Der er lidt Jonathan Franzen over idéen – især minder den i opbygning om Crossroads. Den beskriver en familie gennem nogle generationer, men ikke kronologisk – snarere lidt hoppen frem og tilbage mellem nutid, fortid og også lidt fremtid.

Det starter forrygende med et kig ind i tilværelsen hos tre unge voksne i den seneste generation – det er tidstypisk, uflatterende og meget fint beskrevet. Det lover virkelig godt, men for mig kan bogen ikke helt holde niveauet – eller i hvert fald ikke leve op til de højder jeg håber den vil nå. Portrætterne af de andre generationer er egentlig lige så gennemførte, detaljerede og velresearchede – uanset hvor og hvornår de foregår – men den dybere mening fortaber sig nok lidt.

Måske er det ikke fair at sammenligne med Jonathan Franzen, men hvor man i Crossroads løbende får fornyet sit syn på de enkelte karakterer i takt med at synsvinklen skifter, sidder jeg i Jordisk mere med en følelse af bare at skulle dykke ned i en ny person i forlængelse af alt det andet. Helt til det sidste sidder man med ti sider tilbage af bogen og skal sætte sig ind i noget der er nok så fint beskrevet, men i det store billede også lidt uvedkommende.

Stadig godt skrevet og bestemt læseværdigt – og så kan man i øvrigt glæde sig over at yuppie-massemorderen Patrick Bateman fra Bret Easton Ellis’ har en fin underspillet birolle i en del af bogen.