Jeg er faktisk ret skuffet over den her bog. Jeg har læst én bog af Jokum Rohde før – Löwenlandet fra 2005 – og den var så god.

Det er Trianglen ikke rigtig. Jeg har læst den hurtigt, men er ikke særlig begejstret. Den handler kort fortalt om fortælleren Jerome og især en årrække hvor han boede i Stockholm, skrev dramatik og var besat af skuespillerinden Sally. Den handler også lidt om en gåtur med vennen Thomsen (Søren Ulrik) og om de tidlige år i København og Berlin. Den handler næsten ikke om alle de år hvor han var gift med Louise, men utroligt meget om hans problemer med tinnitus.

Stilen er spøjs – på den ene side er bogen fuld af optegnelser over hvilke værker Jerome skrev for hvilke teatre, hvordan de blev modtaget osv. – og så et malende litterært sprog og en række drømmeagtige passager. Og bybeskrivelser der minder fuldstændig om det dunkle landskab i Löwenlandet. Lidt en blandet landhandel og alt for meget opremsning.

Efter jeg blev færdig med Trianglen, har jeg tænkt en del over at den virker selvbiografisk fordi så mange ting i bogen passer på Jokum Rohdes eget liv. Det er en tanke man let kan få når man læser debutanter og ikke har den store tiltro til at deres fantasi rækker ud over ting de selv har oplevet. Og Jokum Rohde er trods alt ikke nogen novice. Men alligevel.

Nå, jeg googlede det lidt og blev bekræftet i mine anelser i dette interview hvor Jokum Rohde bl.a. udtaler:

Jeg begyndte at skrive en ret håndholdt bog om, hvad jeg havde lavet de seneste 13 år. En form for værkrapport om de stykker, jeg havde skrevet. For at have noget at stå op til og for, tænke baglæns og prøve at strukturere, hvad jeg havde gjort, og hvor jeg var henne nu.

Fred være med det, men det er jo terapi, ikke noget man behøver udgive! Omtrent samme kritik kunne man selvfølgelig rette mod min egen bogblog her, men den er trods alt gratis, og jeg kalder den ikke for en roman.

Og i øvrigt er der en del passager som forlaget ikke lige har fået læst korrektur på – der er især mange særskrivningsfejl.

Okay, dét er sgu da en feminin bogtitel. Og en god bog!

Jeg havde ønsket mig bøger af Alice Munro efter at have læst om hende i Franzens Farther Away, og så fik jeg Lives of Girls and Women til jul. Der står at det er en roman – Munros eneste – men det føles mere som en håndfuld meget afsluttede noveller der alle har den samme fortæller, og som også skrider fremad kronologisk.

Historierne handler alle om Del Jordan der vokser op i Jubilee – en lille by i midten af Canada – fra at være en lille pige til en ung kvinde. På den måde har Lives of Girls and Women træk til fælles med den klassiske udviklingsroman, men noget af det fine ved denne bog er at udviklingen ikke giver sig selv i så høj grad som de mange udviklingsromaner hvor hovedpersonen er en dreng.

Det er ikke altid let hverken at være pige i Canada i halvtredserne eller at være Del Jordan i Jubilee. Hun vil ikke følge den slagne vej som hendes veninder, men det står hende heller ikke helt klart hvad hun så vil i stedet.

En fin, ganske subtil og ret livagtig fortælling om et nogenlunde almindeligt menneske.