Nye historier fra Søren Lind – hvis forfatterskab jeg har et særligt forhold til.

Og de er gode. Efter læsning af Mænd i stykker er det den første novelle – Kolerasommer – jeg husker bedst. Der er kolera i et nutidigt København, og dét scenarie siger meget om Søren Linds fantasi, ligesom hans beskrivelse af byen og stemningen siger meget om hans talent. Det menneskelige plot i historien trækker desuden tråde tilbage til hans debut, hvor fortælleren viser sig ikke altid at se virkeligheden helt så klart som læseren.

De fleste af historierne er sådan lidt spidsfindige hver deres måde – det er måske en lille bitte smule irriterende, mens først og fremmest en god ting, fordi Søren Lind skriver godt og sikkert, og fordi han ikke overdriver.

En enkelt historie er dog lige ud ad landevejen og på dén måde ret fin. En palæstinensisk pilot styrtede som ung i et fly over Grønland og var indlagt på Rigshospitalet – og nu besøger han efter et langt liv Danmark igen for at gense den sygeplejerske der tog sig af ham.

Bogen slutter af med at vende tilbage til koleraen – her i 1853, hvor hovedpersonen bevæger sig rundt i et beskidt og gammelt København der minder mig om både starten på Johannes V. Jensens Kongens fald og Jokum Rohdes Löwenlandet (som jeg læste før denne blog blev født, men som jeg anmeldte her). Det er fedt!