Jeg har gået lidt rundt om mig selv og tænkt over den her bog, og jeg tror jeg er nødt til at sige at jeg er en lille smule skuffet. Det skal ses i lyset af mine vældig høje forventninger, for det er selvfølgelig først og fremmest bare en rigtig god bog. Måske hænger min skuffelse sammen med følelsen af at Helle Helle har villet gøre noget anderledes, og så er det ikke lykkedes helt. Eller også lader bare som om hun gør det anderledes, men laver i virkeligheden fis med os og gør som hun plejer? Jeg ved det sgu ikke.

For det første er der en mandlig fortæller. For det andet er der noget der godt kan siges at være reelt drama i bogen. Ingen af delene er særlig Helle Helle-agtigt, men både den mandlige fortæller og dramaet er bare en rammefortælling om en kvinde der ikke helt hvad hun vil med sit liv, dvs. i store træk som alle hendes andre bøger. Ikke et ondt ord om det – for hun gør det jo fremragende – det er bare det med rammen der forvirrer mig.

Nå, hvis man som jeg godt kan lide Helle Helle, så er det bare at læse den – og så måske bagefter forklare mig hvad det er der sker.