“The greatest novel that you’ve never read” hedder det fyndigt i anmeldercitatet på forsiden af John Williams’ Stoner, og historien bag er noget med at bogen blev udgivet i 1965, men først er blevet anerkendt som et mesterværk inden for de seneste par år.

Og uanset dens klassikerstatus eller mangel på samme er den i hvert fald ikke dårlig. Plottet – som for ligesom at tage luften ud af det hele nærmest afsløres på bogens første sider – er stilfærdigt nok: William Stoner kommer fra et fattigt landbrugshjem, starter på universitetet for at lære om jordbrug, skifter til litteratur, bliver lærer, gifter sig og får sin karriere spoleret af en hævngerrig kollega. Til sidst dør han uden at have sat mindeværdige spor på universitetet – eller nogen som helst andre steder, for den sags skyld.

Det er inden for rammern af dette plot der alligevel udfolder sig det store drama. At tage afstand fra sine forældres liv og kaste sig ud i den akademiske verden, at score en pige fra en langt rigere familie, at udholde hende når hun viser sig at være uudholdelig, at tro på og holde fast i det fagligt rigtige, at være en god far osv. osv. William Stoner forsøger hele tiden at gøre det rigtige, men kommer alligevel så grueligt galt afsted – måske fordi han er for kluntet, for naiv, for god af sig, for uklog.

På den måde er historien ganske brutal – og man føler med hovedpersonen hele vejen igennem til sidste udånding på sidste side. På den måde er den også meget klassisk i sin stil – måske er det mest tresseragtige ved bogen at den ikke er opbyggelig. Trist, nedslående og læseværdig.