“The greatest novel that you’ve never read” hedder det fyndigt i anmeldercitatet på forsiden af John Williams’ Stoner, og historien bag er noget med at bogen blev udgivet i 1965, men først er blevet anerkendt som et mesterværk inden for de seneste par år.

Og uanset dens klassikerstatus eller mangel på samme er den i hvert fald ikke dårlig. Plottet – som for ligesom at tage luften ud af det hele nærmest afsløres på bogens første sider – er stilfærdigt nok: William Stoner kommer fra et fattigt landbrugshjem, starter på universitetet for at lære om jordbrug, skifter til litteratur, bliver lærer, gifter sig og får sin karriere spoleret af en hævngerrig kollega. Til sidst dør han uden at have sat mindeværdige spor på universitetet – eller nogen som helst andre steder, for den sags skyld.

Det er inden for rammern af dette plot der alligevel udfolder sig det store drama. At tage afstand fra sine forældres liv og kaste sig ud i den akademiske verden, at score en pige fra en langt rigere familie, at udholde hende når hun viser sig at være uudholdelig, at tro på og holde fast i det fagligt rigtige, at være en god far osv. osv. William Stoner forsøger hele tiden at gøre det rigtige, men kommer alligevel så grueligt galt afsted – måske fordi han er for kluntet, for naiv, for god af sig, for uklog.

På den måde er historien ganske brutal – og man føler med hovedpersonen hele vejen igennem til sidste udånding på sidste side. På den måde er den også meget klassisk i sin stil – måske er det mest tresseragtige ved bogen at den ikke er opbyggelig. Trist, nedslående og læseværdig.

Jeg har gået lidt rundt om mig selv og tænkt over den her bog, og jeg tror jeg er nødt til at sige at jeg er en lille smule skuffet. Det skal ses i lyset af mine vældig høje forventninger, for det er selvfølgelig først og fremmest bare en rigtig god bog. Måske hænger min skuffelse sammen med følelsen af at Helle Helle har villet gøre noget anderledes, og så er det ikke lykkedes helt. Eller også lader bare som om hun gør det anderledes, men laver i virkeligheden fis med os og gør som hun plejer? Jeg ved det sgu ikke.

For det første er der en mandlig fortæller. For det andet er der noget der godt kan siges at være reelt drama i bogen. Ingen af delene er særlig Helle Helle-agtigt, men både den mandlige fortæller og dramaet er bare en rammefortælling om en kvinde der ikke helt hvad hun vil med sit liv, dvs. i store træk som alle hendes andre bøger. Ikke et ondt ord om det – for hun gør det jo fremragende – det er bare det med rammen der forvirrer mig.

Nå, hvis man som jeg godt kan lide Helle Helle, så er det bare at læse den – og så måske bagefter forklare mig hvad det er der sker.

Dejlig læseoplevelse, selv om historien egentlig er en lidt tynd kop te. En kvinde i slutningen af 30’erne sidder på sin lokale bar og møder sin gamle lærer. De lever begge et ensomt liv og bliver med tiden hinandens drukkammerater – og med tiden udvikler det sig romantisk.

Alligevel er det ekstremt appetitligt og læseværdigt, fordi beskrivelserne af den japanske hverdag og ikke mindst maden er så dejlige.

Daikon, tsumire, and beef tendons, please, Sensei ordered.

Not to be outdone, I followed with Chikuwabu, konnyaku noodles, and I’ll also have some daikon. The young man next to us asked for kombu and hanpen. We left off our conversation about fate and past lives while we focused on eating our oden for the moment. Sensei, still off-kilter, brought to his mouth the daikon that he had cut into bite-size pieces with his chopsticks, while I hunched forwards a little to nibble on my piece of daikon.

Sådan sidder de to og spiser og drikke sake og øl halvdelen af bogen igennem; så kan man godt tilgive et slapt plot.