For fem år siden læste jeg Julian Barnes’ A History of the World in 10½ Chapters og syntes den var forfærdelig. Derfor var det med lidt blandede følelser jeg pakkede denne bog ud – en ven havde læst den og syntes den var god og mente jeg måtte have den i fødselsdagsgave. Nu har jeg så læst den og syntes faktisk det var en dejlig bog.

Det er meget britisk, starter i de tidlige halvfjerdsere og slutter nu om dage. Den centrale handling udspiller sig i ungdommen og forfølger hovedpersonen derfra – forholdet til den første kæreste og en meget speciel og fascinerende ven danner en slags bermudatrekant som han aldrig rigtig slipper ud af.

Det lyder måske lidt ordinært, men jeg tror bogen holdes oppe af at være fint fortalt af en mand oppe i årene – hovedpersonens tilbageblik på ungdommens hændelser, refleksionerne over nutidens situation og en afdæmpet kynisme ift. kærlighed, venskab og ambitioner i livet. Det er ret fint.

Essays er ikke min livret, men Jonathan Franzen er en så god forfatter at jeg alligevel måtte læse Farther Away som består af diverse ikke-fiktive tekster fra hans hånd, skrevet mellem 1998 og 2011.

Og som med Franzens tidligere essaysamling How to Be Alone er det godt – men kun så godt som det kan være når nu det ikke er fiktion.

Noget af det der virkede bedst for mig var nogle ret fine analyser af bøger han godt kan lide. Det gælder fx hans overbevisende tekst om Christina Steads The Man Who Loved Children – en bog jeg aldrig havde hørt om, men som nu står på min bogreol og venter på at jeg en dag kaster mig over den. Hans essay om Alice Munro har også fået mig til at tænke at jeg må læse noget af hende – i noget højere grad end den nobelpris hun fik nogle år efter han skrev sit essay.

Essayet On Autobiographical Fiction er også værd at nævne, synes jeg. Det handler om hvordan man (han) som forfatter bruger sig selv og sit eget liv og sine egne erfaringer i de bøger han skriver – uden at der er tale om at han skriver historien om sit eget liv. Og så rummer det en spændende sætning: “[…] you have to become a different person to write the next book.” Han mener med andre ord at man graver så dybt i sig selv for at skrive en ordentlig bog at man ikke kan sætte sig ned og skrive en ny uden at være et andet sted i sit liv.

Nå, men ud over at skrive nogle rigtig gode essays har Jonathan Franzen så også skrevet nogle stykker som jeg synes er utroligt irriterende. De handler om fugle. Franzen er en begejstret ornitolog, og fred være med det (var det i øvrigt ikke også sådan en karakter i Freedom?). Men han skriver side op og side ned om fx Cyperns problemer med illegale krybskytter der reducerer bestandene af trækfugle, og han gør det uden glimt i øjet, proportionssans eller en udstrakt hånd til folk der er ligeglade med pipfugle. Eneste formildende omstændighed er at det er voldsomt velskrevet, men det er ikke nok.

Nu er der vist igen ikke flere Franzen-bøger jeg ikke har læst – så må jeg sætte mig ned og vente på at han er blevet et tilstrækkelig nyt menneske til at skrive en ny roman.