Det er mange år siden jeg sidst læste Digte 1906, og i min bevidsthed var samlingen vokset til at være for Johannes V. Jensen hvad Abbey Road er for Beatles eller sådan noget. Nu har jeg læst den igen og er naturligvis lidt skuffet. Både stil og kvalitet svinger meget – der er fædrelandssniksnak, drukdigte og jysk stavede strofer sådan lidt på må og få mellem hinanden, og en del af det er ret kedeligt.

Men så alligevel. Digtsamlingen gemmer på digte som ‘Ved Frokosten’ og ‘Paa Memphis Station’. I det første knyttes emnerne druk, damer og smørrebrød smukt sammen og går vitterlig op i en højere enhed – et digt som jeg stadig tænker på når jeg spiser smørrebrød. Og så rummer det linjer som fx disse:

Kæreste Olga, det var sødt at aande den svale Luft omkring dig,
du var frisk som et Neg,
og Gud ved, hvem der siden sankede dig i Lade.

‘Paa Memphis Station’ er anderledes eksistentielt og smukt. Fortælleren er strandet på – ja, gæt hvor – og venter utålmodigt på toget, bitter over morgenkulden og verdens grimhed. Som han står der, falder det ham ind bare at slå sig ned her, gøre som man nu engang gør i Memphis – og det fine er at tankeeksperimentet på én gang er fuldstændig konventionelt og samtidig eksotisk og netop kun en tanke. Toget kommer, han rejser videre, og digtet slutter.

Gode gamle Johs. var kun 33 da han udgav det her – det er vildt. Måske det snart er tid til at læse Kongens fald igen?