Dette er en af Murakamis mindre og lidt simplere bøger. Ligesom i Norwegian Wood handler den om en ung mands kærlighedsliv i Tokyo i 1960’erne og 70’erne.

Men hvor Norwegian Wood handler om den oprigtige splittelse mellem to kvinder, bygger Sønden for grænsen og vesten for solen klart på forestillingen om den eneste ene. Her er fortælleren ganske også splittet, men det er overfladisk og kun af moralske grunde – må man være sin kone utro når nu hun ikke er denne eneste ene?

Et eller andet sted synes jeg plottet er for tyndt i forhold til flere af Haruki Murakamis bøger. Stilen er den samme som altid, og det er dejligt – men selve handlingen virker ligesom for enstrenget til at være på niveau med hans største værker.