Halleluja! Don DeLillo har udgivet en novellesamling, og den er god!

Selv om The Angel Esmeralda er hans første novellesamling, er det ikke nyt for ham at skrive noveller – DeLillo har løbende udgivet noveller i amerikanske tidsskrifter; nu udgiver han bare nogle af dem. Novellerne i denne samling er skrevet over en periode på mere end 30 år, og den nyeste er fra i år.

Fordi jeg er så begejstret, skriver jeg lidt om hver af dem.

• Creation (1979): En ret Waiting for Godot-agtig lille historie der foregår på en caribisk ø. Hovedpersonen og hans kone har meget svært ved at komme afsted fra øen – flyet er aflyst, ventelisten er lang, ingen ved hvornår det næste kommer osv. Endelig får parret en enkelt billet, konen rejser, og hovedpersonen bliver hængende og er konen utro på en helt utroligt lad og passiv måde.
• Human Moments in World War III (1983): Stille og nostalgisk fremtidshistorie om to besætningsmedlemmer på et rumskib, langt fra krigen på jorden. Jeg synes der er lidt Kurt Vonnegut i den.
• The Runner (1988): En mand løber rundt og rundt i Central Park, mens en kidnapningsscene udspiller sig. Omdrejningspunktet er ikke kidnapningen men løberens tøvende og kejtede samtale med en ældre dame i parken – klassisk og fantastisk DeLillo-dialog.
• The Ivory Acrobat (1988): Mere ventelitteratur. En ung kvinde oplever indtil flere jordskælv i Athen og bruger resten af novellen på at gå rundt og frygte det næste. Jeg oplevede en helt konkret fysisk uro i kroppen af at læse denne lille novelle.
• The Angel Esmeralda (1994): Forlægget til et kapitel i DeLillos kæmpebog Underworld om to nonners velgørenhedsarbejde i slummen. De støder på en helt ung pige – Esmeralda – der lever alene i dyngerne på en losseplads, og nonnerne bekymrer sig for hende. Da hun bliver voldtaget og dræbt, viser hendes ansigt sig på en Minute Maid-reklame ved en indfaldsvej – og nonnernes tro bliver sat på en prøve. Stor sort humor!
• Baader-Meinhof (2002): Terror i lille og stor skala. En kvinde og en mand møder hinanden på et galleri der viser billeder af Baader-Meinhof-gruppens lig. De går hjem til hende, hun får kolde fødder, og manden er tæt på at voldtage hende. En ret hårrejsende og ubehagelig lille historie.
• Midnight in Dostoevsky (2009): Hovedpersonerne er to collegedrenge, dvs. noget yngre end DeLillos personer plejer at være. De fordriver tiden mellem logik-timerne med at gå lange ture og sandsynliggøre diverse teorier med de bedste forhåndenværende argumenter – et særligt spil de har udviklet. Meget atypisk DeLillo-læsning, men stadig fremragende.
• Hammer and Sickle (2010): En flabet finanskrise-historie. I et fængsel afsoner en mand straffen for økonomisk kriminalitet, da hans to små døtre begynder at optræde på tv med en børneudgave af finansnyhederne. Pigernes replikker er skrevet af børnenes mor, måske som en ekstra straf til farmand i fængslet. Dialogen er virkelig foruroligende og grænseoverskridende – ikke bare for manden i fængslet, men også for den der læser den vilde novelle.
• The Starveling (2011): Der er lidt Paul Auster over den sidste og helt nye historie om en gruppe hvileløse mennesker der rejser med subway og busser rundt på Manhattan for at se fire-fem obskure biografforestillinger om dagen. På en gang meget distanceret og meget humant.