Sunset Park er faktisk ikke en helt typisk Paul Auster-bog – men okay, det skrev jeg også om Man in the Dark, så det kan selvfølgelig også være han bare er begyndt at skrive lidt anderledes.

Bogen handler om Miles, 28-årig mand som måske, måske ikke, er skyld i sin papbrors død og er flygtet fra alting fordi han ikke kan holde det ud. Men han bliver – selvfølgelig! – nødt til at vende tilbage til New York og konfrontere sin fortid. Her møder han også en lang række personer der hver har sin historie og sin kamp at kæmpe.

Jeg var ikke så grebet af Sunset Park som jeg af og til kan være når jeg læser Paul Auster. Til gengæld er der masser af litterært lir, New York-lækkerhed og sjove detaljer.

Se fx her hvordan det går når Miles allerførste gang møder sit livs kærlighed:

She was sitting on the grass reading a book, and not ten feet away from her he too was sitting in the grass reading a book,which happened to be the same book as hers, the same book in an identical soft-cover edition, The Great Gatsby, which he was reading for the third time since his father gave it to him as a present on his sixteenth birthday.

Det er sjovt, for i den forrige bog jeg læste – Murakamis Norwegian Wood – var det The Great Gatsby der fik Watanabe til i første omgang at falde i snak med Nagasawa. Og hey – hvem glemmer nogensinde Søren Ulrik Thomsens ord fra Det værste og det bedste: “at man jo altid kan læse Den store Gatsby / én gang til er det bedste”?

Mindre nørdet bliver det ikke når Miles diskuterer baseball med sin svoger, og talen falder på den baseballkamp i 1951 som på sin egen måde er omdrejningspunktet for hele Don DeLillos kæmpestore Underworld.

Nå, det var et sidespor. Det er ikke de her små detaljer der holder bogen oppe – jeg synes bare det er sjovt. Men udmærket bog uanset hvad.

Alen Mešković, forfatteren til Ukulele-Jam, har boet lige mange år i Bosnien og Danmark – lidt fascinerende når han kun er 34 år og nu har skrevet sin anden bog. Jeg havde ikke hørt om ham før jeg fik denne bog af min kæreste for en måneds tid siden.

Den handler om en bosnisk dreng der under krigen i halvfemserne bliver evakueret sammen med sin familie fra deres hus i Bosnien og bliver indkvarteret i en flygtningelejr i et nedlagt kroatisk feriecenter. Her forsøger han at få en hverdag til at fungere med skole, venner, kærester og Converse-sko, men det bliver sværere efterhånden som krigen udvikler sig og det bliver dårligere at have et muslimskklingende navn i Kroatien.

Bogen er på mange måder en slags ungdomsroman – dvs. den kunne sagtens appellere til folk på halvdelen af min alder, men jeg var nu ikke bare virkelig godt underholdt, men også ret grebet af historien – både hovedpersonens personlige historie og den virkelighed han lever i. Jeg havde i forvejen prøvet at forstå hvad konflikten på Balkan gik ud på, men man får som bekendt en helt anden fornemmelse af det når man hører en personlig stemme.

Samtidig var det noget særligt at læse bogen fordi jeg både sidste år og i år har været på ferie i Kroatien – og selvsagt bare oplevet det som et dejligt sted med sol, glade mennesker, flot natur og masser af fantastisk frisk fisk og god olivenolie. Med andre ord meget let at glemme at der var krig for 15 år siden.

Den er godt skrevet, underholdende, spændende og falder ikke for fristelsen til at overdrive traumerne; helheden i historien er en på mange måder almindelig ungdom i skyggen af en ret ualmindelig situation.