“Jeg er ikke sikker på at du vil kunne lide den, men jeg er sikker på du vil være glad for at have læst den,” sagde min veninde da hun gav mig denne bog i januar. Hun fik ret! Det er på mange måder en bog jeg ikke forstår at værdsætte, tror jeg, men samtidig giver det mening at have læst den.

Det handler om den 16-årige Mifti der bor i Berlin hos sine to ældre halvsøskende som kun har marginalt mindre problemer med stoffer end hun selv. Hun burde gå i skole, men bruger de fleste af sine kræfter på at gå i byen, tage heroin, skrive sms’er og mails til sine veninder og dyrke sex med både gamle bekendte og fremmede mennesker.

I den forstand er der ikke langt fra Bret Easton Ellis’ skelsættende American Psycho (1991) der skildrede en af Manhattans finansmænds liv med penge, stoffer, vold, dyrt tøj og restauranter og prostituerede. Der er ingen rigtig handling, og essensen af bogen er den monotone beskrivelse af forfald.

Men forskellen er at hvor American Psycho‘s univers trods alt virker kendt, er dette for mig en anden verden og vel også en ny generation. Jeg forestiller mig at jeg har det omtrent som mange havde det da de læste Ellis’ værk tilbage i halvfemserne. Måske ikke forarget, men sådan lidt måbende og forvirret.

Axolotl Roadkill er dog ikke bare en opdateret American Psycho i europæiske omgivelser. Hvor overfloden i Ellis’ bog er materiel, er den snarere åndelig i Hegemanns. Mifti har ikke mange penge, men er kulturelt og intellektuelt overlegen, hvilket selvsagt strider lidt mod hendes konstante selvdestruktion. Hun en mentalt blasert i en grad der gør det svært for hende at opleve noget end ekkoet af film, musik, bøger og lignende, og som giver selve begivenhederne i hendes liv et præg af kliche og gentagelse. Det minder mig om en scene i Dave Eggers’ A Heartbreaking Work of Staggering Genius hvor en dybt alvorlig og emotionel samtale skæmmes af den enes bevidsthed om hvor uoriginalt det er.

Apropos uoriginalt: Der er vist noget med at Helene Hegemann efter udgivelsen er blevet anklaget for at plagiere en række blogs, sangtekster o.l., og derfor er den danske udgave forsynet med kildehenvisninger. Bevares. Som Hegemann selv lader en karakter i bogen sige: “Det er ligegyldigt hvor jeg tager tingene fra, det vigtige er hvor jeg tager dem hen.”

Endelig et par ord om oversættelsen. Bogen skal forestille at være fortalt af en 16-årig (og Hegemann var selv 18 da hun skrev den), og den er præget af en del slang. Jeg tænker det må være en virkelig svær opgave at oversætte sådan en bog, men det er i mine øjne lykkedes supergodt for René Jean Jensen. Svedigt ;-)