Nu er det efterhånden en måneds tid siden jeg læste Point Omega, og jeg må skuffet erkende at den ikke har gjort stort indtryk. Skuffet, fordi Don DeLillo nu engang er min yndlingsforfatter der har skrevet rigtig mange helt fantastiske bøger, og så er det lidt ærgerligt at han på sine gamle dage skriver sådan en man nærmest kan glemme på en måned.

Point Omega handler om en underlig lille forsamling i en ørken – en ung, mandlig filmskaber, en gammel militærstrateg og dennes lidt mystiske og lidt kedelige datter. Filmmanden drømmer om at lave en film med militærmanden og om at komme i seng med hans datter, militærmanden drømmer om fred og ro og måske lidt selskab – og hvad datteren drømmer om, er lidt af en gåde.

Det er på én gang ganske let og meget koncentreret. Mere stemning end plot – ekstremt velskrevet (som altid, når det er Don DeLillo) – men ikke i samme klasse som fx White Noise (1985) og selvfølgelig heller ikke den på alle måder store og fremragende Underworld (1997).